AR

åg F 7 d ”; Å ø sv g A sn É Å å ” å … eg Å all z ; 4 å Å . i! i VU ay 4 É & TE BE (7 ff j

Videnskabelige Meddelelser

den naturhistoriske Forening i Kjåbenhavn,

Aaret 1858. +/6S7

Udgivne af Selskabets Bestyrelse,

Med to lithographerede Tavler. År

Kjåbenhavn.

Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 1859.

Indhold.

Palmae Centroamericanae. Auctore ;A. S. Ørsted . .

Ad Bryologiam Norvegicam annotationes aliquot. Auctore Th. Jensen. 55. Nogle Bemærkninger om de nordiske Åega-Arter samt om Aega-Slægtens rette Begrændsning. Af Dr. phil. C. Lutken (Tavle I, A, Fig.1—11) Stegophilus insidiosus, en ny Mallefisk fra Brasilien og dens Levemaade. Af Professor J. Reinhardt. (Tavle 2

ERE SE SNE San 79. sker ask af en ny Serolis-Art, naggues spar: Lik., ved Dr. phil. Ci: Lutken. "Tavle 1, A, Fig. 2SAFF HERE SEN SSG 98. » Annulata moti tønde 2% um, quae in itinere per iam occidentalem et Åmericam centralem annis 1845—48 sus- cepto legit cl. A. S. Ørsted, adjectis speciebus nonnullis a cl. H. Kréyero in itinere ad Åsnetienei meridionalem collectis.. Auc- bore BEER se re I SN ER 105.

Beskrivelse af ,,Gallemosen” paa Lolland. Af Cand. polyt. Rostrup . . 121. Tillæg til min Oversigt over de ved Danmarks Kyster levende Pighude, t til mine Fortegnelser over Vestindiens og Centralamerikas

Slangestjerner. Af Dr. phil. C. Lutken

Nizzas Vinterflora. Ved C. Vaupell

Om visse Cymothoagtige garn Ophold i Mundhulen hos forskjellige Fis phil. C. List 1

BE RER RR 8 RR

. Af Dr.

Oversigt over de videnskabelige Måder i den naturhistoriske er t 1858

"ERE Ul SE Rs MESS BERRT Hr ege an Ten EEN rr NR eis VE

FRE SA RS REE BRS See MELSE Br RS NRK GØR Ven SNEEN SAN ØEN ER a

[| snkn oo SEES EDER

Forklaring over Tavlerne,

Tab. I. A. figg. 1—3, Æga aretica Ltk.. gg. 4—5, Æ. crenulata Litk.

figg. 12—13, Serolis Schythei Lik B. ERYNSNBNDE sne Reinh. Hlekoven i Meddelelserne for 1849 0: døre 2—6) fig. 1, hele Dyret 3 Gange ørret. ag 2 2, en Svåmmefod meget forstørret. Tab. II. Stegophilus insidiosus Reink.

ER

REESE ENEDES FEE REE REDE NEE FEER ETT FUREDE

" Videnskabelige Meddelelser

fra

den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn.

1858.

Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. is

Palmae Centroamericanae. Auctore Å. S. Orsted.

Tribus I. Årecinae.

Chamaedorea Willd. Diane Slægt blev grundet af Willdenow (Act. Berol. 1804 p. 41) paa den af Jacquin i Hort. Schoenbr. (2. 65. t. 247, 248) under Navn af Borassus pinnatifrons beskrevne Palme og udmærker sig navnlig ved Tveboblomster, flere hindeagtige Hylsterblade, som kræmmerhusformigt omslutte den lange Kolbestilk, Mangel af Dækblade, et lille tredeelt ydre og et stårre, oftest trebladet, indre Blomsterdække. Martius fåiede hertil Nunnezharia fragrans Ruiz et Pav., Martinezia linearis Ruiz et Pav., M. lanceolata Ruiz et Pav., alle fra Peru, en Art fra Brasilien (C. palmiflora) og senere 5 af Schiede og Deppe i Mexico opdagede Arter (C. elatior, Schiedeana, elegans, oblongata, concolor). Ved Liebmanns Reise i Mexico (1840—43) blev dette Lands Flora beriget med ikke færre end 21 nye Palmer (Oversigt over det kongl. danske Vidensk.'s Selskabs Forhandlinger 4845 Nr. 4). Af disse henfårte Martius

(Hist. Palm. 3. 307) 11 Arter til denne Slægt, idet han — men

som jeg skal såge at vise uden Grund — inddrog to af Lieb- mann opstillede nye Slægter, Stachyophorbe og Collinia, som Underslægter under Chamaedorea. I de Aar, som ere forlåbne, siden del store Værk af Martius over Palmerne afsluttedes (1850),

have Chamaedoreerne, som henhåre til de skjonneste blandt alle

9 bel

Palmer, og som paa Grund af deres ringe Størrelse især egne sig til Dyrkning i Drivhusene, i fortrinlig Grad været Gjen- stand for de Botanikeres og Plantesamleres Opmærksomhed, der have bereist det tropiske Amerika, og Arternes Antal er derved blevet bragt op til henved 50. Da de fleste af disse tilhåre den centralamerikanske Flora, da omhyggelige Analyser af et stort Antal Arter have viist mig, at flere vigtige Forhold i Blomstens Byg- ning ere blevne oversete af tidligere Iagttagere, og da jeg frem- deles ved nærmere Kjendskab til de af Liebmann opstillede Ar- ter seer mig istand til at paavise flere Urigtigheder i de i den senere Tid beskrevne Underslægler og Arter, skal jeg her for- såge at levere nogle Bidrag til en kritisk Revision af den hele Slægt. i

Allerede ved at see hen til den store habituelle Forskjel, som er saa idinefaldende ved en Betragtning af alle de af Mar- tius til Chamaedorea henfårte Arter, af hvilke nogle have enkelte, andre sammensatte Blade, nogle en udeelt, andre eri grenet Kolbe, af hvilke hos nogle det ydre og det indre Blomster- dække ere eensdannede, medens hos andre delte sidste er forholdsmæssig stort og kronagtigt, maatte man formode, at en Sondring i flere Slægter vilde være overeenstemmende med de nu almindelig gjældende systematiske Regler. Denne blev ogsaa foreslaaet af Liebmann, idet han henfårte de Arter, som have et sambladet, kun i Spidsen tretandet, indre Blom- sterdække og klappet Knopleie hos begge Kjon, til Slægten Collinia og de, som have en udeelt Hankolbe og alle 3 Rum udviklede i' Frugten, til Stachyophorbe. Disse to Slægter maae

ansees for vel begrundede, og det kan neppe billiges, naar de af

Marlius og andre Forfattere henfåres som Underslægter under

Chamaedorea. Vel har Dr. Klotzsch sågt at hævde "Stachyophor- bes Ret som Slægt (Otto u. Dietrich Allg. Gartenz. 1852. 363), idet han hertil henfårer en Art, som af Warscewicz var bragt fra Guatemala (S. Deckeriana); men denne Plante er — som

det vil sees af nedenstaaende Beskrivelse — i enhver Henseende

ESSENS EET ELLE EESTI DEADS RS KEE :

3

saa forskjellig fra de af Liebmann til Stachyophorbe henfårte Arter, at der ikke kan være Tale om at forene dem i samme Slægt. Stachyophorbe Deckeriana Kl. maa saaledes danne Typus for en egen Slægt, som jeg foreslaaer at kalde Dasystachys. Denne er ligesom den af Dr, Klotzsch opstillede Underslægt Stephanosta- chys meget væsentlig afvigende fra alle andre Chamaedoreer ved Hanblomstens Bygning. Hos disse er nemlig Hanblomstens indre Blomsterdække forneden stærkt indsnævret og sammenvoxet med Ståvtraadene og den rudimentære. Ståvvei, saa at herved opstaaer en solid Stilk — et Forhold som mærkeligt nok hidtil er bleven aldeles overseet; hos Dasystachys derimod og Stepha- nostachys, som ogsaa i andre Henseender slutte sig nåie sammen, mangler Hanblomstens indre Blomsterdække, denne Stilk, og dette er ikke sammenvoxet med Ståvdragerne, der ere frie i deres hele Længde ligesom ogsaa den rudimentære Slåvyvei. Stepha- nostachys vil saaledes ikke kunne henfåres som Underslægt til Chamaedorea; men da de hertil regnede Arter desuden ere me- get afvigende ved Hunblomstens Bygning, den korte Kolbestilk, de store Hylsterblade og meget tætsiddende Blomster, saa maa den ansees for en vel sondret Slægt. Det samme gjælder om den af Wendland opstillede Underslægt Eleutheropetalum (Index Palmarum p. 58); thi de herunder indbefattede Arter ere ikke alene, saaledes som det angives af denne Forfatter, forskjellige fra Col- linia, med hvilke de stemme overeens i det klappede Knopleie, ved et fribladet indre Blomsterdække i Hunblomsten, men de frem- byde ogsaa andre væsentlige Egenheder i denne, idet Frugtknuden bestaaer af tre fuldkomment sondrede triangulære Partier, som kun ere forenede ved en fælles Midtséile, og det indre Blomsterdæk- kes Blade ere foroven tykke, kjådede, hvælvede og rode, forneden meget tynde, hindeagtige og hvide.

Efter disse Forandringer vil Slægten Chamaedorea komme til at indbefatte de Arter, hvis Hanblomster have et stilket indre Blomsterdække med klappet Knopleie og ofte i Spidsen sammenvoxne Flige, hvis Hunblomster have et fribladet indre

1"

å

blomsterdække med overrullet-taglagt Knopleie, og som næsten uden Undtagelse have finnede Blade og grenede Kolber. Endog efter denne meget snævrere Begrændsning frembyde de til Cha- maedorea henhårende Arter saa store Forskjelligheder, navnlig i Hunblomstens Form, at det vil være nådvendigt at sondre dem i 4 Underslægter, som jeg i det Fålgende skal såge at charakterisere, Chamaedoreerne udgjåre saaledes en egen lille Gruppe (Subtribus) i Årecineernes Tribus, som navnlig udmærker sig ved Tveboblomster, Mangel af Dækblade og ved den for alle amerikanske AÅrecineer ejendommelige skjæve Udvikling af Frug- ten. Af Frugtknudens tre Rum udvikles som hos de fleste Pal- mer kun det ene under Frugtdannelsen, men da dette ikke voxer lige meget til alle Sider, men især paa Rygsiden, saa skeer der herved en Sænkning af Bugsiden, hvorved Arrene, som oprin- delig vare endestillede, tilsidst komme til at sidde ved Grunden af Bugsiden. De herhenhårende 7 Slægter kunne adskilles. paa den i nedenstaaende Oversigt angivne Maade. ” Chamaedoreeac. Flores dioeci. Bracteolae nullae. Stigmata demum basilaria, ventralia. i. Perigonio interiore floris mascul, basi cum filamentis et germine rudimentario in stipile solido connato, Antheris erectis. a) Praefloratione utriusque sexus valvata. &) Perigonio interiore utriusque sexus gamophyllo tri- SANDET Te nl ERarnes re] Selene reel aA! Collinia Lbm. P) Perigonio interiore floris ' fem. triphyllo. . . . . Eleutheropetalu m Wendl. b) Praefloratione flor. masc. valvata, flor. fem. imbricata. by Datel need, ME . . Stachyophorbe Lbm. RB) bacca uniloculari, . . . Chamaedorea Wild. resir. 2. Perigonio interiore floris mascul. stipite saepius carente. Antheris obligue incumbentibus. a) Stipite nullo, &) Spadice utriusque sexus simplici (flore femineo com-

presso-trigono) er EEN enn Dasystachys Ord.

É 5 dd SÅ i

B) Spadice utriusque sexus ramoso. (flore femineo depresso-globoso). . . . Stephanostachys Ki. b) Stipite brevi. Floris: masc. perigonio exteriore tubuloso, interiore obovalo, laci-

hus lerme pl SS Lg mn RR Spathoscaphe Ord.

Collinia Lbm.

Perigonium exterius cupulare, calycinum, trifidum; perigonium interius multo majus, Ccrassiusculum, corollinum, flavescens, tri- dentatum v. trifidum, in flore masc, stipitalum globosum, in flore fem. ovatum. Bacca parva globosa. — Caudex gracilis, ereclus, Folia pinnala, pinnis numerosis anguste lanceolatis strictis. Spadi- "ces sacpius duplicato-ramosi (masc. majores, laxi) in pedunculis longissimis gracilibus inter folia persistentia enatis spathis cylin- dricis membranaceis arcte vaginantibus omnino tectis; rami gra- ciles, flores remoti, distichi,

Denne Slægt er ikke alene i Blomstens Bygning, men ogsaa i sin hele Habitus saa afvigende fra Chamaedorea, at det vilde være meget urigtigt at antage den af Martius foreslaaede Forening. Bladene ere altid forsynede med mange Smaablade; disse ere meget smalle, langt tilspidsede, stive, ved Grunden lidt sammen- bøiede, skjævt fasthæftede til den fælles Bladstilk, og Randen i Nærheden af Spidsen paa den ene Side indadbåiet. Den fæl- les Blomsterstilk er méget lang og tynd, tæt omsluttet af hin- deagtige Hylsterblade og kommer frem mellem Bladene. Kolben er mere grenet end hos de andre Chamaedoreer (især Hankolben), og” Grenene meget tynde. Blomsterne sidde fjernt fra hinanden og ere toradede, saa at deres Stilling her er i medens den i Regelen er $. Bærrene ere meget smaa og runde. Sex Arter ere kjendte, af hvilke fem fra Mexico.

C. (2?) fibrosa Wendl. Index palm. 57. Da ”Blomsterne ikke endnu ere kjendte, er det tvivlsomt, hvorvidt denne Årt hårer herhen. Den adskiller sig i Bladene fra de andre Arter navnlig derved, at Smaabladene sidde 4A—7 sammen i Hobe. Den an-

tages at have hjemme i Guatemala.

6

C. elegans (Mart.) Linnaea 5. 204. — Otto u. Dietr. Gartenz. 4834. 145. 245. Den er fundet af Schiede i Mexico, og ligeledes af Liebmann, som angiver, at den er almindelig i Ost- sidens Urskove fra 45 til 22? n. Br. mellem 1500 og 3000 Fod. (Overs? over Vid, Skr: 4845 p- 8).

C. elatior Lbm. Il. c. —, Chamaedorea Liebmanni Mart. Hist. Palm. 3. 308. Den har bredere Smaablade end de andre Årter, og Hunblomstens indre Blomsterdække er tredeelt. I Chinantlas Bjergskove imellem 2—3000'.

C:: hunmilis Lbm. . cc — Mark Hist Palm. 3 2308; Kolbens Grene udeelte. Smaabladene ere længere og smallere end hos C. elegans. De Exemplarer, Liebmann har, truffet i Mexico, maae alle have været unge, da han angiver, at de næsten mangle Slamme; i vor botaniske Have findes nemlig Planter med en 34 Fod høi Stamme, men Stængelleddene ere korte (1” lange). I Mexicos åstlige Urskove imellem 1500— 3000".

Ifolge Klotzsch skal den Palme, som ofte dyrkes under Navn af Kunthia Deppei, henhåre til denne Slægt, og. ligeledes skal Heller have bragt en ny Art fra Mexico. Klotzsch foreslaaer at kalde den fårste C. Deppeana, den sidste C. Helleriana (Otto u. Dietr. Gartenz. 1852. 362).

Eleutheropetalum Wendl.

Flores masc. Perigonium exterius patelliforme, membrana- ceum, albescens, leviter trifidum; perigonium interius globosum tripartitum, crassiusculum, aurantiacum, basi in stipitem com- pressum contractum, praefloratione valvatum. Flores fem. Pe- rig. exter. fere 3phyllum in scrobiculis immersum, foliolis mem- branaceis albescentibus rotundatis concaviusculis; perig. inter. triphyllum, foliolis oblongis superne crassis carnosis concavis aurantiacis inferne tenuissime membranaceis subdiaphanis albes-

centibus, praefloratione valvatis. Staminodia 6 triangularia v. lan-

3,

ceolata. Ovarium oblongim v. depresso-globosum, in parte supe- riore valvulis axi cohaerentibus ceterum liberis. Stigmata 3 reflexa. Bacca ovalis v. oblique ovata, albumine corneo, embryone dor- sali. — Caudex elatus, erectus, remotius annulatus. Folia pin- nata v. subsimplicia, vaginis brevibus latissimis rigidis sulcalis oblique apertis, pinnis paucis latioribus. 'Spadices inter folia persistentia enati, pedunculo communi longiusculo spathis mem- branaceis omnino tecto; maseuli ramosissimi, inferne duplicato- ramosi, ramis tcnuibus longissimis glaucescentibus diffusis paten- tibus pendulisve, feminei simplices v. parce ramosi, ramis cras- sis erectis angulatis albidis, Flores aurantiaci, remoti, feminei in scrobiculis immersi.

Eleutheropetalum betragtes af Wendland som en Underslægt af Chamaedorea; men navnlig Hunblomsterne frembyde saa mange eiendommelige Forhold, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at det cer rigtigst at sondre den som en égen Slægt, der ved det klappede Knopleie slutter sig nærmest til Collinia, men ellers er meget forskjellig fra denne. De vigtigste Slægtscharakterer be- staae i Hunblomstens hindeagtige, hvidlige, næsten fribladede ydre Blomsterdække og det indre Blomsterdækkes store farvede, foroven meget tykke, forneden hindeagtige, aldeles frie Blade. Hertil kommer endnu Frugtknuden, som foroven bestaaer af tre frie trekantede, kun ved Midtaxen forenede, Partier, De korte, meget brede, klåvede Bladskeder, de næsten enkelte eller kun af faa brede Smaablade sammensatte Blade og de råde Blomster, som hos Hunplanten ere nedsænkede i en udeelt celler kun af faa oprette, kantede, hvidlige Grene dannet Kolbe, give desuden de herhenhårende Arter et ejendommeligt og let gjenkjendeligt Præg. Bærrene ere stårre end hos de andre Slægter.

E, Ernesti AÅugusti Wendl. Ind. Palm. 58. — Cha- maedorea Wendl. in Otto u. Dietr,. Gartenz. 1852. 73. — Mo- renia Wendl. in Otto u. Dietr. Gartenz. 1853. 3.

Folia simplicia, lamina ovato-oblonga bifida v., irregulariter

pinnatifissa, superne margine exteriore grosse serrata, Spadices

8

feminei simplices, stricti, folia aequantes v. superantes; rachis crassa carnosa. Floris fem. foliola perig. exter. subaequalia, ro- tundala, concaviuscula, albida, inferne fuscescentia. Slaminodia friangularia parva. Ovarium oblongum, staminodiis 4—3bies lon- gius. (vidi specimina ex hort. Herrenhusano). |

Denne Art er af Wendland benævnt efter Kong Ernst August af Hannover i Anerkjendelse af denne Fyrstes. store Interesse for Palmekulturen og henhårer til de skjonneste blandt alle Chamaedoreer. Den dyrkedes tidligere under Navn af Chamae- dorea simplicifrons, Geonoma latifrons og Hyospathe elegans og udmærker sig ved enkelte udeelte eller uregelmæssig deelte i Randen saugtakkede Blade, en udeelt kjådet Hunkolbe, som un- der Befrugtningen opsvulmer til en Tykkelse af 7 Linier, og store næsten 9'” lange skjævt ægformede Bær. Den skal have hjemme i Tabasco.

Til denne Slægt henhører foruden ovennævnte Art Chamae- dorea Sartorii Lbm. (Mart. 1. c. 308), der uden Tvivl er den samme, som af Wendland er beskrevet . under Navn af Mo- renia oblongata $ conferta. (Otto u. Dietr. 1. c. 4853. 3) Den er meget. forskjellig fra den foregaaende ved finnede Blade og ved Hunkolben, som bestaaer af 6—8 oprette Grene. Des- uden er i Hunblomsten de to af det ydreblomsterdækkes Blade me= get bredere end det tredic, og de ere alle mere hvælvede end hos E. ;Ern. Aug.' og lidt tilspidsede paa Midten. + Frugtknuden er nedtrykt kugleformig. . De lancetdannede Staminodier naae næsten op til Toppen af Frugtknuden. Exemplarer bragte af Liebmann fra Mexico, hvor den voxer i Bjergklåfter paa 19? n. Br. mellem 2000 og 2500 Fods Håide, have blomstret i vor botaniske Have. Den staaer meget nær Cham. oblongata Mart. (1. c. 3. 160, Wendland in Otto u. Dietr. Gartenz. 1853. 3); om den ikke er en Varietet af samme,

Wendland mener, at Cham. pauciflora Mart. (Il. c. 2.5 t. 3) maaskee hårer til denne Slægt, hvilket dog ikke kan være Tilfældet ifålge Martius's Beskrivelse af Hunblomstens indre Blomsterdække.

UD ES ES ER EN SET MOE en dn ry RE RR DT SENE

EDDA BR He SS HRG ge

jkSD VA 3 ER HERE SA SKS ET SEES AR SES ENE EPE SGre, SA SS RE SØ SSPE SEER

9

Stachyophorbe Liebm.

Flores masc. Perigonium exterius cupulare, membranaceum, frilobum, interius multo majus, obovatum, tripartitum, basi cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum contractum, lacinis oblongis subcarnosis, praefloratione valvatis. Flores fem. Perigonium exterius fere maris, interius ovatum substipitatum), foliolis late ovatis acutiusculis subcarnosis margine membranaceis. Ovarium frigonum depressum, stigmatibus minutis reflexis. Bacca bi-tricocca (fructus loculis saepius omnibus evolutis baccae tres stigmati- bus centralibus basilaribus persitentibus conjunctae). — Caudex gracilis, abbreviatus, dense annulatus, procumbens (an semper?). Folia pinnata erecla y, erecto-patentia, pinnis alternis lineari-lan- ceolatis. Spadices masc. pedunculati ramosi, ramis gracilibus de- clinatis; fem. simplices longe v. longissime pedunculati, erecti.

Denne Slægt har hidtil kun været meget ufuldstændig kjendt, og den af Liebmann meddeeclte korte Beskrivelse er i fleré væ- sentlige Punkter ikke overeenstemmende med Naturen. Han- blomstens indre Blomsterdække er nemlig sambladet ligesom hos de andre Chamaedoreer og dets Knopleie klappet; Hunblomsten derimod har overrullet-taglagt Knopleie. Martius betragter Sta- chyophorbe som Underslægt af Chamaedorea, hvorimod Klotzsch har sågt at hævde dens Ret som Slægt; men han har ikke kjendt nogen af de Arter, hvorpaa Liebmann har grundet sin Slægt, og den Art, som han troer at kunne henfåre hertil, er i enhver Henseende saa afvigende, at den, som jeg skal såge at vise i det Fålgende, maa danne en egen Slægt. Stachyophorbe er imidlertid en velbegrundet Slægt. Dens væsentligste Charaklerer bestaaer i det ægformede indre Blomsterdække, der ogsaa hos- Hunblomsten ér noget stilket, i den trekantede næsten treklappede nedtrykte Frugtknude og navnlig i Frugtens Beskaffenhed, idet alle Frugtknudens tre Rum udvikles og det paa en ganske eien- dommelig Maade. Frugtknuden sænker sig nemlig i Midten om- trent som hos Boragineerne og Labiaterne, saa at Arrene blive

"grundstillede, og de tre Rum omdannes til tre sondrede Bær,

10

som kun ere forenede ved de midtslillede Ar. Betegnelsen

bacca tricocca” er derfor rigtigere end ,bacca triloba”, som an-" ” 8 ” ,

vendes af Martius — nemlig hos Sabal og Chamaerops, hvor et lignende Forhold finder Sted —, da vi her have tre sondrede Smaafrugter. Herhen håre kun 3 Arler, som have hjemme i Mexico og den nordlige Deel af Centralamerika.

S. cataractarum Liebm. — Mart. |. c.

Caudex 1—2" ig, Folia longe petiolata erecta, pinnis utrinsecus 9—11 lineari-lanceolatis. Spadices fem. foliis multo breviores. "< Omkring Cataracterne i Chinantlas Bjergklåfler paa 12— 1500' Høide (Liebmann).

S. montana Liebm. Mart. I. c«« — Chamaedorea (Stachyo- phorbe) oreophila. Mart. 1. c.

Caudex 3—4" Ig. Folia brevius petiolata erecto-patentia, pinnis utrinsecus? elongalo - lanceolatis. Spadices fem. longis- sime pedunculati folia superåntes. — 1 Bjergskovene i Depart. Oajaca paa 3000—3,500' Håide (Liebmann).

S. pygmaea (Wendl.). — Chamaedorea pygmaea Wendl. in Otto u, Dietr. I. c. 1852. 217. Caudex abbreviatus procum- bens. Folia brevipetiolata, 146—47” Ig., vaginis aperlis, pinnis utrinsecus 9—42 elongato-lanceolatis. Spadices fem. foliis bre- viores, 10—42”" Ig. (vidi spec. ex hort, Herrenh.)

Denne Art er den mindste af alle Palmer (14') og udmær- ker sig ved en rigelig Udvikling af Blomster. Den er indført af Linden i de belgiske Haver og har ifålge Etiquelten paa det af mig fra Haven i Herrenhausén undersågte Exemplar bjemme i Chiapas,

Chamaedorea Willd. restr.

Flores masc., perigonium exterius patelliforme trilobum, in= terius multo majus globosum v. oblongum, tripartitum, basi cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum compressum contractum, laciniis apice liberis v. coadnatis, praefloratione val-

vatis. Flores fem. e basi subrotunda globosi v. oblongi vel e

q ad ål | X Å i

SA

basi lata ovali depresso-conici et in serobiculis immersi, Perig. exter, cupulare v. patelliforme, trilobum, virescens, interius tri- phyllum , foliolis virescentibus v. flavescentibus praefloratione convoluto-imbricatis. — Staminum saepius rudimentum nullum, Ovarium ovalum v. subglobosum v. e basi lata depresso-conicum. Bacca globosa v. ovala ovalisve, albumine corneo, embryone dorsali v. basilari. — Caudex abbreviatus v. elatus, erectus v. procumbens. Folia pinnata, rarissime simplicia. Spadices inter vel infra folia enati, longe pedunculati, spathas membranaceas pe- dunculum vaginantes perrumpentes, ramosi, ramis masc. saepius longissimis pendulis. Flores imprimis fem. minutissimi, vires- centes v, flavescentes.

Efter den Begrændsning, som her er givet Slægten Chamae- dorea svarer den i det Væsentlige til Underslægten Euchamae- dorea hos Martius og: Wendland. Den vigtigste Charakteer be- staaer i overrullet-taglagt Knopleie hos Hunblomsten og stårre Overeensstemmelse i Form og Farve mellem det ydre og indre Blomsterdække end den, der findes hos de andre Slægter. Wend- land deler de herhenhårende Arter i to Grupper, eftersom det indre Blomsterdækkes Flige hos Hanblomsten ere frie eller sammen- voxne i Spidsen; men Hunblomsterne frembyde meget væsentli- gere Forskjelligheder, som saa meget bedre kunne lægges til Grund for en Inddeling, da de staae i Forbindelse med habituelle Egenheder. Samtlige til Chamaedorea henhårende Arter kunne herefter fordeles i 4 vel adskilte Underslægter.

Subgenus 4. Euchamaederea Subg. n.

Flores feminei minutissimi, e basi oblongo-ovali lata depresso- conici, in scrobiculis immersi. Perig. exter. patelliforme trilobum, lobis conniventibus perig. interius obtegentibus. Perig. interioris foliola saepius subreniformia, ovarium arcte amplectentia. Ovarium e basi lata conico-globosum, stigmatibus exsertis,. Baccae (an sem- per?) ovatlae. — Caudex gracilis, erectus, 3—12"' altus. Folia mediocria (2—4'), erecto-patentia, vaginis cylindricis longis apice

12

oblique apertis subauriculatis, pinuis paucis (3—8) elongato= oblongis membranaceis.subsigmoideis. Spadices infra comam erecto- patentes, pedunculo longo,

Den Art, som oprindelig ligger til Grund for Slægten Cha- maedorea, Borassus pinnatifrons Jacq., danner Typus for den forste Underslægt. Hunblomsterne ere meget smaa og have en eiendommelig Form, idet de fra en aflang Grund danne en flad Kegle og ere nedsænkede i Gruber. Hertil kommer en egen Ha- bilus hos alle herhenhårende Arter; de ere nemlig smaa Palmer med en tynd opret Stamme med lange Led, med korte Blade,.som kun bestaae af faa, bredé, tynde S-formig krummede Smaablade, og med grenede, langstilkede Kolber, som sidde nedenfor Bladene. Hunkolbens Grene blive efter Befrugtningen tykke og kjådede og danne ved deres råde Farve en smuk Modsætning til de sorte Bær.

C. (Euchamaedorea) Pacaya sp. n.

Caudex gracilis erectus subflexuosus remote annulatus, 8—10' altus. Folia pinnata erecto-patentia, 2—3' longa, vagi- nis cylindricis striatis quinguepollicaribus apice oblique apertis auriculatis, auriculis scariosis in petiolum adscendentibus, petiolis vaginam aequantibus v. hacce brevioribus rachique triquetris supra canaliculatis; pinnae utrinsecus 7, alternae, binae subapproximatae, obscure virides, membranaceae, plicatae, levissime sigmoidepgcur- valae, mediae oblongo-lanceolatae, 7—8"” longae, 44” latae, longe acuminatae, infimis angustioribus, summis duobus multo latiori- bus superne margine exteriore serratis. Spadices fem. fructiferi 19” longi; pedunculus compressus, inferne caudici appressus, 14” longus, spathis (in specimin, meis jam ferme delapsis) ut videtur, 5—6 fuscescentibus tectus; rachis brevissima 14—44" longa, subflexuosa, - rami 5—6, 3—4pollicares, adrecti. Baccae oblique obovatae, basi ventrali stigmatibus coronalae, 4—5'” longae. Embryo in medio dorso.

Af denne Art fandt jeg i November afblomstrede Hunplanter i fugtige Skove paa … Bjerget. Jaris i Costa Rica i en Håide af

13

"ec. 3,000'. De aflange dybe Gruber i Kolbegrenene vise, at den maa håre til denne Underslægt; den stemmer ogsaa i Habilus overeens med de andre Arter, men er let kjendelig ved sine smaa , hindeagtige foldede Smaablade, som i Form og Størrelse komme nærmest til dem hos C. lepidota, fra hvilke de dog ” adskille sig ved en stårre Brede og stærkere Krumning.

C. (Euchamaedorea?) bifurcata sp. n.

Pusilla, gracillima. Caudex ut videtur procumbens, in spe- cim. jam frucltiferis vix pedem longus, 4'" crassus; internodia il” longa. Folia pinnata 11—2"' longa, erecto-patentia; vaginae cylindricae membranaceae apice oblique apertae, 2 longae; petioli triquetri, supra canaliculati, 21—3” longi et rachis dorso fascia albida mnotati; pinnae utrinsecus 4, alternae, binae approxima- lae, lanceolatae, subsigmoideo-curvatac, membranaceae, subplica- tae, longe' acuminatae, 6” longae, 12—14'" latae, duobus supe- rioribus (e .duobus in quovis latere confluentibus composilis), duplo latioribus oppositis, nervus medius valde obliquus, secun- darii utrinque 3—4 prominuli. Spadices fem. infra comam érecto-patentes, 8” longi. Pedunculus gracillimus, compressus, inferne appressus, 6” longus, spathis (in specim. meis jam ferme delapsis) 5; ut videtur, tecti. Rachis evanescens in ramos duos bipollicares erectos, fructiferos divergentes divisa. Flores den- sissimi, semiglobosi, virescentes. Perigonium striatum, foliolis in- terioribus rotundatis concavis. Baccae globosae, nigrae, Pisi magniludine. Embryo subbasilaris.

Jeg har fundet denne smukke lille Palme paa Bjerget Agua- cate i Costa Rica (1,500') i Bjergklåfter med Blomst og Frugt i November. Den er meget afvigende fra alle Arter af denne Un- derslægt ved sin ringe Stårrelse, ved smaa Blade, som kun have 4 Smaablade paa hver Side, og ved Midtnervens Retning. Midtner- ven gaaer hos alle Chamaedoreer foroven noget ud mod den ene Side, men hos denne ligger den i den åverste Deel af Bladet me- get nærmere Randen end i Almindelighed er Tilfældet, Desuden

har Hunkolben kun to Grene, saa at denne Art i det Hele nær-

14

mer sig lil Cham. geonomæformis Wendl. og danner Overgang til Underslægten Psilostachys.

Alle Arter, som med Sikkerhed kunne henfåres til denne Underslægt, have med Undtagelse af ovenstaaende hjemme i

Sydamerika, navnlig i Ny Granada; een Art er kjendt fra Bolivia.

C. (Euchamaedoreca) pinnatifrons. (Jacq.) — Borassus "

pinnatifrons Jacq. Hort. Schoenbr. 2. 65. t. 247—218. — Cha- maedorea gracilis (Willd,) Act. Ber. 1804. 41. — 6—10' håi. Bladene 4' lange, 9 Par aflang- eller lancetdannet-rhombiske, lidt S-formigt krummede, tilspidsede Smaablade, som især foroven sidde tæt sammen. Afstanden mellem de. åvre Bladpar er 1—4"”, mellem de nedre 43—2”. (vidi spec. . ex hort.. Herrenh.).… — I Nærheden af Caracas, hvor den ogsaa er fundet af Dr, Karsten (Linnæa 20. 446).

C. (Euchamaedorea) lanceolata. (Ruiz et Pav.) Mar- tinezia lanceolata Ruiz et Pav. … Flor. per. 247, — Chamaedorea lanceolata Kunth Enum. 3. 172. — Martius Palm. Orbign. 4. t. 6 f. 3. t. 16 d. — Adskiller sig fra C. pinnatifrons ved en tyn- dere og mere bugtet Stamme, længere Bladstilk, smallere Smaa- blade og større Bær. D'Orbigny fandt den i Bolivia paa den &stlige Skraaning af Cordilleren ved Cochabamba.

C. (Euchamaedorea) flavovirens Wendl. Index Palm. 60. — 6—7 Par Smaablade, der næsten have samme Form som hos C. gracilis, men ere gulgrønne, bredere foroven, mere plud- selig tilspidsede, og baade Smaabladparrene og de enkelte Smaa- blade ere meget længere fjernede fra hinanden. (Afstanden mel- lem hine næsten 2”, mellem disse næsten 4”). Hankolben 46” lang med 12—14, 9—10” lange, nedhængende Grene... Han- blomsterne sidde meget tæt, kun 1” lange; det indre Blomsterdæk- kes Blade sammenhængende i Spidsen. Hunkolben 44” lang med 12, 4—5" lange, stive, oprette Grene. Hunblomsterne sidde tæt- tere sammen end hos de andre Arter. Dens Hjem er usikkert, men antages at være enten Ny Granada eller Centralamerika (vidi spec. ex hort. Herrenh,).

Å ; ]

É å - 3 E å E Å i | | i ' i

rr

15

C. (Euchamaedorea) Bartlingiana. Wendl. I. c. 60, — Staaer meget nær den foregaaende, men er uden Tvivl en vel begrundet Art, Bladene graaliggrånne, noget kortere (3—34"”), Smaabladene færre, 5—6 paa hver Side, parviis nærmere hinan- den (1—4”), smallere, mere gradviis og længere tilspidsede, mere S-formig krummede, og Hovednerven gaaer foroven nærmere ud mod Randen. De åverste ved Grunden forenede Smaablade ere meget længere (10). Hunkolben 20” lang; 6—8 stive, oprette, 4, $” lange Grene, gulgrønne ligesom Blomsterne. Disse ere mere fjernede fra hinanden end hos den foregaaende, fladere og mere nedsænkede i Gruberne. Det indre Blomsterdækkes Blade ere bredere, næsten nyredannede, Frugtknuden kortere og meget bre- dere ved Grunden. — Ny Granada. (v. spec, ex Hort. Herrenh.)

C. (Euchamaedorea?) brevifrons. Wendl. |. c. 61.

" Da Hunblomsterne ikke ere kjendte af denne Årt, er det endnu

tvivlsomt om den hårer herhen. Bladene meget korte 21— 22". 6—8 Par Smaablade, parviis meget nær hinanden; Afstanden mellem Parrene næsten 44". De ere glindsende grønne , smal- lere end hos C. gracilis, længere tilspidsede og mere S-formigt krummede. Hankolben 12” lang, med 9—12 nedhængende 10"

lange Grene — Ny Granada.

Subgenus 2. Chamaedoropsis Subg. n.

Flores feminei e basi subrotunda globosi nec in scrobiculis immersi, Perigonium exter. cupulare, trilobum. Perig. inter. foliola rotunda, .ovarium amplectentia. Ovarium e basi angusta subglo- bosum, stigmatibus exserlis. .Baccae saepius globosae. — Caudex gracilis rectus v. longissimus flexuosus subscandens. Folia pinnata; pinnåe saepius numerosae, angustae, rigidiusculae, basi callosae. Spadices inter folia perrumpentes.

Chamaedorea elatior Mart. (Linnæa 1830) og de med samme nær beslægtede Arter danne de mest typiske Former, som ligge lil Grund for denne Underslægt, hvis væsentligste Charakteer be-

staaer i den kugleformede Hunblomst, som ikke er nedsænket i

16

Kolben og den kugleformede Frugtknude. Flere af de Arter, som håre herhen, ere imidlertid endnu saa ufuldstændig kjendte og have en saa afvigende Habitus, at det maaskee i Tiden vil blive nodvendigt at henfåre dem til egne Underslægter.

f) Legitimæ vel desmoncoideæ.

Caudex saepius longissimus, flexuosus, ope pinnarum adscen dens. Folia longissima, ex orificio vaginae refracto-dependentia, va— ginis longissimis cylindricis coriaceis clausis, peliolis brevissimis, pinnis numerosis lineari-lanceolatis rigidis plicalis longissime acuminalis, basi callosis reduplicatis, remotis alternis, sursum sae- pius decrescentibus oppositis deflexis, summis connatis hamae- formibus. Pedunculus brevis.

Den meget lange, tynde og bugtede Stamme, Bladene med meget store læderagtige Skeder, næsten uden Bladstilk, de lange smalle, stive Smaablade (ved Grunden forsynede med en lyk, haard Knude), som mod Enden af Bladet aftage grad- viis i Stårrelse og tilsidst omdannes til bruskagtige nedad- vendte Hager, der tjene til Fasthæftning paa de omgivende Træer, give de herhenhårende Arter et fra alle andre Chamae- doreer meget afvigende Udseende, som end mere foråges derved, at Bladstilken lige over Skeden er knækket tilbage, saa at Bla-

dene hænge ned over Stammen, naar de ikke ved de hagefor-

mede Smaablades Tilhæftning til andre Gjenstande holdes iveiret…"

Køolbestilken er kortere end Bladskederne, saa at Kolben maa gjennembryde Skeden baade af det Blad, som udspringer fra samme Ledknude, og af det, som sidder nedenunder. Hele Kol- bestilken er saaledes omsluttet af Bladskederne, og kun Grenene komme tilsyne. å

C. (Chamaedoropsis) elatior. (Mart.) Linnæa 1830. 205. — Chamaedorea elatior Mart. Hist. Palm, pro parle. — Wendl. Otto et Didr. Gartenz. 4853. 171. — Cham. scandens Liebm. in Mart. Hist, Palm, 3. 348. ;

Folia 6' longa, vaginae 18” Ig., petiolus 19—3”, pinnae utrinsecus 15—16, 3 inferiores angustissimae approximatae, mediae

Fi

17

40” longæ. Rami spadicis fem. 45—22, båsi patentes, dein erecti, 7—8” longi.

Denne Art blev allerede opdaget af Schiede i Mexico 1829 og beskrevet af Martius i Linnaea; men hans Beskrivelse var saa ufuldstændig, at det er meget undskyldeligt, at Liebmann ikke har kunnet gjenkjende den, men beskrevet den som en ny Årt under Navn af C. scandens. Efter Undersågelse af Original-

> Exemplarer, som opbevares i det kongelige Herbarium i Berlin, og levende Planter fra Haven i Herrenhausen har Wendland anseet det for sandsynligt, at den ægte C. elatior falder sammen med Liebmanns C. scandens, hvilket jeg nu ved nærmere Kjendskab til denne Art tår erklære udenfor al Tvivl. — Den voxer i Ostkystens Urskove imellem 2—3000'.

C. (Chamaedoropsis) desmoncoides (Wendl.) Otto u. Dietr. I. c. 477. Ab antecedenti specie differt: petiolo bre- viore (1—2"”), pinnis longioribus abruptius et longius acuminatis oppositis suboppositisve, spadice magis reflexo, ramis patenti- reflexis, floris fem. perig. inter. foliolis subrotundis apice levis- sime acuminatis, baccis majoribus (vidi spec, ex hort. Herrenh.).

C. (Chamaedoropsis) resinifera (Wendl.) 1. c. 179. Affinis antecedenti, a qua tamen differt: foliis brevioribus (4—5"), petiolis nullis, pinnis minoribus, basilaribus 5—7 multo mino- ribus valde approximatis, callo basilari longiore et angustiore, spadicibus masculis inferne dublicato-ramosissimis, fem. ramis erecto-appressis, foliolis perig. inter. latioribus tenuioribus nervis paucioribus sed distinctioribus percursis, stigmatibus multo lon- gioribus reflexis (vidi specim. ex hort, Herrenh.). — Den har lige- som den foregaaende hjemme i Mexico.

C. (Chamaedoropsis) affinis (Liebm.) — Chamaedorea affinis Liebm. in Mart. Hist. Palm. 3. 308. Å tribus antecedentibus recedit: foliis brevioribus, pinnis multo minoribus tenuioribus callo minore instructis, omnibus alternis nec hamaeformibus ullis. Rami spadicis fem. ut in C. resinifera erecto-subappressi; perig.

2

18

interioris foliola subrotunda apice acuminala. — Liebmann fandt den i Chinantlas Bjergskove i en Håide af 3000'. +) Anguste pinnatae.

Caudex erectus. Folia maxima erecto-patentia, pinnis nume= rosis approximatis lineari-lanceolatis,

C. (Chamaedoropsis) graminifolia (Wendl.) Ind. Palm. 62.

Pinnae utrinsecus 36—42, binae approximatae, inferiores suboppositae, patentes, lineari-lanceolatae, 10—12” longae, obscure virides, flavescentes,- basis triangularis lalere altero calloso, al-

tero reduplicalo subsaccato, nervo medio et duobus intramarginalibus

prominulis. Spadicis- masculi pedunculus 43—14” longus, ramis

longissimis (12”) pendulis. Flor, masc, lineam longi, ovati, densi. Perigon, exterius minutissimum, virescens, interius vix sti- pitatum, flavescens, laviniis apice liberis . (vidi specim. ex hort. Herrenh,).

Den har af alle Chamædoreer de smalleste Blade og ud- mærker sig ved Hankolbens meget lange Grene, der næsten have samme Længde som Kolbestilken, og ved det indre Blomster- dække, der næsten mangler Stilk. Hunplanten ukjendt … Den antages at. have hjemme i Centralamerika.

C. (Chamaedoropsis) Karwinskiana (Wendl.) in Otto et Dietr. Garlenz. 1853. 179. — Cham. elatior Mart, in Otto et Dietr. 1. c.…. 4834. 246... — Ejusd. Hist. Palm. 3. 457 pro parte.

Caudex 48' et ultra longus, stoloniferus, mnodis mediis 10—12% distantibus. Pinnae utrinsecus 27—33, lineari-lanceolatae 1' 1g., 11—41” JL, nervis secundariis utrinsecus 4—35. Spadix masc. 15—20” Ig., ramis 20—26 pendulis 7—8” Ig. . Flores iis €. graminifoliae similes, sed minus densi, perig. exsterius mullo majus, albescens, interius longius stipitatum. Spadix fem. 16—20"” lg., ramis 18 patentibus 6—7” Ilg., fructiferis. tument bus miniatis, bacecis obløngis nigris (vidi spec. ex hort. Herrenh.).

Wendland har viist, at denne Art af Martius i Hist Palm.

19

er bleven forvexlet med C. elatior. Den har en eiendommelig Habitus ved Skud, som i Mængde skyde op fra Udlåbere. Blom- sterne ere gule og ildelugtende. Den har hjemme i Mexico.

C. (Chamaedoropsis)costaricanas sp.n. Folia elongato- ovata, glaucescentia, 34” longa. Vagina? Petiolus 3” lg., tri- gonus, supra canaliculatus. Pinnae utrinsecus 18—20, elongato- lanceolatae, acuminatae, inferiores 4 lineares, 6—-7" I1g., aggre- gatae, proxima paria 3—Å4 opposita, ceterae alternantes aequidi- stantes, mediae 4'lg., 12—14"" 1t., basi contractae, nervo medio et utrinsecus duobus laleralibus prominulis flavescentibus, summae confluentes. Spadix masc. 1' 4'"' lg., simpliciter ramosus, pe- dunculus pedalis, crassus, compressus; spathae 5— 6, cylindricae, clausae; apice obligue apertae, bifidae, albido-virescentes; rachis 7—8" longus, angulatus, curvatus; rami 24—26, 6” longi, pa- tentes. Flores in specim. meis nøndum aperti.

Jeg fandt den i de fugtige Skove ved Turrialva paa Ostsiden

af Costa Rica (3—4000'). 1 Finnernes Form har den megen

Lighed med C. macrospadix n., men er ellers meget forskjellig fra denne. , C. (Chamaedoropsis) pochutlensis (Liebm.) — Mart. I. c. 3. 308. "Caudex gracilis, elatus, dense annulatus. + Pinnae numerosae, elongato-lanceolatae, acutae, 9” I1g., 10—11”' Ht. Spa- dicis masc. pedunculus pedalis, rachis . brevis (34” lg.), rami 12—13 longissimi (4' lg.) filiformes deflexo-penduli. Voxer ifålge Liebmann i Urskovene paa Vestkysten af Mexico i Districtet Pochutla påa 46? n. Br. i en Iåide af 1200—1500". C. (Chamaedoropsis) montana (Liebm.) Marl. I. c. 3. 308. Caudex dense annulatus, abbreviatus. Pinnae numerosae, distantia 11—2/" per paria approximatae, rigidae, plicatae, anguste lanceolatae, acutae, basi contractae, callosae, 18—19” Ig., 1” lt., summis confluentibus. Spadicis fem. pedunculus 8” I1g., rachis angulata 2—94 1g., rami 10—11 adrecto-patentes, coarctali, subflexuosi, 5” lg. Perig. inter. foliola subreniformia. Baccae globosae, nigrae, 4” longae., 9+

20

Spadice. femineo, (fore et fruclu C. elatiori et C. affni valde si- milis, sed rachis multo brevior, rami magis patentes curvalique. Ab hisce speciebus praeterea caudice abbreviato et pinnis summis confluentibus recedit.

Liebmann fandt den i Bjergskovene i de åstlige Dele af Departementet Oajaca paa 2—3000' Håide.

C.(Chamaedoropsis?) macrospadix sp.n. -Caudex in specim. jam fructiferis brevissimus, vix ullus. Folia elongato- obovata longepetiolata, erecto-patentia; vaginae sublignosae, clausae, fuscescentes, 74” lg., inferne cylindricae, apicem versus postice compressiusculae, antice oblique apertae, auriculatae; petioli com- presso- trigoni, supra canaliculati, 4' lg.; rachis 2' lg. pinnae utrinsecus 410—42, alternae, anguste lanceolatae, acuminatae, basi contractae, plicatae, obscure virides, nervo medio valde obli- quo et duobus intramarginalibus validis flavescentibus, secundariis utrinsecus 3 prominulis infimae 4 aggregatae, 7—8”longae, mediae 1/ et ultra I1g., 141—42” lt., fere aequidistantes, superiores di- stantia 4—41” per paria approximatae, summae confluentes. Spa- dices masc. longissimi, subradicales, folia subaequantes; pedunculus 3" Ig.…, spathae 6-—7 fuscescentes, cylindricae, 10—12”” longae, clausae, apice oblique apertae; rachis brevis (3—4/"), subangula - lus; rami 24—26, graciles, declinati, 8” lg., densiflori. Flores parvi (4'” Ig.) subglobosi, virescenies, perig. inter. foliola apice coadunata.

Jeg fandt den i Turrialvas Bjergskove paa Ostsiden af Costa Rica (3 —4000'). De langstilkede Blade med et ikke stort Antal Finner, som tilligemed de meget langstilkede Kolber udgaae fra en neppe synlig Stamme, give denne Art en fra alle andre Cha- mædoreer meget afvigende Habitus. i

C. (Chamædoropsis?) radicalis (Mart.) Il. c. 308.

Denne Palmes nærmeste Slægtskab er endnu tvivlsomt. Den

er forsynet med Udlåbere ligesom C. Karwinskiana, men har korte EF

(11—2" lange) Blade, og Kolben deler sig i faa oprette Grene.

Den er funden af Karwinski i Mexico mellem 241 og 229 n. Br.

ei

Æt). Aggregatae.

Cåudex elatus (1%—15') erectus. Folia magna (4— 5" erecto- patentia, pinnis numerosis elongato- v. lineari - lanceo- latis in greges approximaltis.

C. (Chamaedoropsis?) glaucifolia (Wendl.) Ind. Palm. 64. Pinnae utrinsecus 90—80 lineari-lanceolatae, 15—417” I1g., 3—4/” It, 4—7 in greges irregulares approximatae.

Hanplanten dyrkes i den botaniske Have i Brissel og an- tages at have hjemme i Chiapas. :

C. (Chamaedoropsis?) Klotzschiana (Wendl.) I. c. 63. Pinnae utrinsecus 15—418, elongato-lanceolatae, acuminatae, basi al- tero latere callosae, altero reduplicato-subsaccatae, mediae 1' lg. 11” 1t,, ternae in greges subopposilos approximatae (vidi spec, ex hort. Herrenb.). Den har hjemme i Mexico.

+4%%) Late pinnatae.

Caudex erectus, elatus (6—12”). Folia mediocria (247—33"), erecto-patentia, pinnis paucioribus (utrinsecus 5—12) trapezoideis v. elongato-oblongis subsigmoideo-curvatis.

Cham. lunata danner Typus for denne Afdeling, som ved faa og brede Finner slutter sig nærmest til Euchamaedorea.

+) floribus mase. oblongis, perig. inter. foliolis apice liberis.

C. (Chamaedoropsis) lunata (Liebm.) Mart. I. c. 3. 307. Pinnæ ttrinsecus 6 oblongo-trapezoideae, summis. confluentibus, Pedunculus spadicis masc. ferme pedalis, rachis 4” 1g.; rami 15—46, declinato-penduli, 8” Ig.; perig. inter. siccatione nigrescens.

Liebmann fandt den i Urskoven langs Mexicos Østkyst imellem 20—24? n. Br., paa 500'/—1200' Håide.

++) floribus masculis subglobosis, foliolis perig. inter. apice coadunatis.

C. (Chamaedoropsis) Lindeniana (Wendl.) in Otto et Dietr. I. c. 14853. 139. Pinnae utrinsecus 5 oblongo-trapezoideae, mediae 10—41''1g., 4—4,5” lt., infimae 3 approximatae reflexo-

patentes, summis late confluentibus. Pedunculus spadicis fem.

, 14—45” I1g., rachis 3—4”, rami 15—20 adrecti, graciles, an-

"gulati, leviter Mexuosi, apice nudi. Flores minutissimi (1'Y lg.)

22

flavescenti-virides basi in scrobiculis subimmersi. Foliola perig. inter, rotundo-ovata (vidi spec. ex hort. Herrenh.).

Den ligner i Bladene 'C.lunata, men den har færre og meget bredere Finner. Stammer fra Mexico.

C. (Chamaedoropsis) Schiedeana (Mart.) in Linnaea 1830. 204. Folia longe petiolata, pinnis utrinsecus 10—42, late lanceolatis, binis approximatis, superioribus oppositis, summis confluentibus. Spadicis masc. rami numerosi longissmi curvato- adrecti, fem, 12—15 tenues, inferiores patentes, superiores adrecti.

En af de tidligst kjendte og mest almindelig, udbredte Arter. Voxer i Mexico og den nordlige Deel af Centralamerika, fra 14—22? n, B. påa 500—3000". Håide.

Chamaedorea conecolor Mart. (1. c. 3. 160) synes, saa- vidt man kan slutte af den meget korte Beskrivelse, ogsaa at håre til denne Afdeling og at være nærmest beslægtet med C. lunata og Lindeniana.

52%) Confiuentes. .

Caudex gracillimus, humilis, procumbens, dense annulatus. Folia parva tenera, pinnis in dimidia parte superiore racheos in la- | minam bifidam confluentes.

ir (Chamaedoropsis) membranacea sp.n. Caudex in specim, jam fructiferis pedalis, procumbens, inferne radicans, 3!” diametro; nodis 4” distantibus. Folia longe petiolata, tenuis- sime membranacea, laete viridia, 42" longa; vaginae 4” lg., cy- lindricae, clausae, apice oblique apertae; spetioli tenuissimi, com- presso-trigoni, 5” lg., supra leviter canaliculali; pinnae utrinsecus 6—7, inferiores 6 binae approximatae, suboppositae, aequales, lan- ceolatae, falcatae, longe acuminatae, 5—6” lg, 9—40"” lt., nervis 4. aequidistantibus validioribus percursae, superiores 6—7 in la- minam terminalem nervis circiter 20 percursam sapice bifidam, altero latere saepius irregulariter pinnatifidam confluentes. Spadix" fem. 8” lg., infra comam enatus; pedunculus 5'” lg. inferne compressus, spathis, ut videtur, 5 (in specim. meis jam ferme de-

23

lapsis) fuscescentibus tectus; rachis 14 —2%” 1g., angulatla; rami 6; adrecti,: 24% lg. Flores remotiusculi, nigrescentes, perig. exter. lobis (sub fructu) undulato-reflexis, interioris foliolis subro- tundis concavis, ventrali ceteris fere duplo minore. Bacca oblique oblonga, nigra, 4—5"" lg., basi stigmatibus coronata, pericarpio lenui sicco.rugoso nitido, semine ovato, embryone in medio dorso.

Jeg fandt denne lille Palme, som nå Bladenes Form og Tyndhed er meget afvigende fra ,alle Chamædoreer,; i de yppige Bjergskove paa Pantasmo i Provindsen Segovia paa den nord-

ligste Grændse af Nicaragua, med Frugt i Januar.

Subgenus 3. Chamaedorella n.

Flores feminei ovatli nec in scrobiculis immersi. Perigonium exterius virescens,, cupulare, trilobum; interioris flavescentis fo- liola ovata, laxa. Ovarium obovatum, stigmatibus inclusis, Bacca? — Caudex erectus. Folia pinnata erecto-patentia, lepidibus mi- nimis obsita, glaucescentia, pinnis elongato-lanceolatis, summis confluentibus. Spadices infra comam patentes, masculi simpli- citer ramosi, ramis numerosis pendulis, feminei duplicato-ramosi, ramis tenuissimis patentibus.

Denne Underslægt er væsentlig forskjellig fra de foregaaende ved Hunblomsternes ægformede gule indre Blomsterdække og ved Hunkolbens meget tynde deelte Grene, hvorved den faaer megen Lighed med Collinia; men denne har et tredeelt indre Blomster- dække og klappet Knopleie. Hos den eneste herhenhårende Art have Bladene en graalig Farve og ere beklædte med meget smaa tætte Skjæl.

C. (Chamaedorella) lepidota (Wendl.) in Otlo et Dietr. 1::c. 4853. 4139 (vidi spec. ex hort. Herrenh.)-

I Bladene har den nogen Lighed med C. Schiedeana. Den er indført i de "belgiske: Haver, hvor: den tidligere dyrkedes under Navn af C. velutina. Ifålge Galeotti stammer den fra Mexico og ifålge Linden fra Ny Granada, men det er ikke rimeligt, at den har bjemme begge Steder.

24

Subgenus 4. Psilostachys n. -

Flores flavescentes, masculi femineis 2—3plo. majores. Hi depresso-globosi, in scrobiculis subimmersi. Perig. exter. fere triphyllum interius subaequans, hujus foliola rotunda, concava, ovarium arcte amplectentia. Staminum rudimenta minutissima. Ovarium obovatum; stigmata minutissima, erecta, exserta. Bacca? Flores masc. compresso - globosi. Perig. exter. minutissi- mum, membranaceum, annuliforme, trilobum, lobis brevissimis latissimis, inter. breviter stipitatum, foliolis apice coadunatis. Antherarum loculi.conjuncti. Caudex erectus, gracilis, dense an- nulatus. Folia erecto-patentia, simplicia, obovata, apice furcata, vaginis brevibus ovato-oblongis apertis, petiolis brevissimis. Spadices inter v. infra comam enati, adrecti, longe pedunculati; masc. 4—6ramosi, ramis densifloris pendulis; fem. simplices v. 2—3ramosi, ramis geminis ternisve carnosis elongatis erectis curvatis.

Denne Underslægt staaer med Hensyn til. Hunblomsternes Form midt imellem Euchamaedorea og Chamaedoropsis, men er i Bladene og Blomsterstanden meget forskjellig fra begge.

C. (Psilostachys) geonomaeformis (Wendl.) — Cha- maedorea geonomaeformis Wendl. Otto et Dietr. I. c. 1852.

Denne smukke lille Palme blev indført af Warscewicz fra Guatemala i det Van Houtte'ske Etablissement. Exemplarer fra den kongelige Have i Herrenhausen ved Hannover have blomstret

i vor botaniske Have.

Subgenus 5. Nunnezharia Ruiz et Pav. "

Flores flavescentes, masc. et fem. aequales. Hi globosi nec immersi. Perig. exter. cupuliforme tripartitum, inter. triphyllum, foliolis suborbicularibus... Staminum rudimentum nullum. Ova- rium ovato-globosum, stigmata revoluta. Flores masc,. globosi. Perig. exter. cupuliforme virescens (ripartitum, lobis rolundatis, inter. obovato-globosum vix stipitalum, foliolis apice liberis. An-

therarum loculi sejuncti, basi et præsertim apice divergentes.

ma ae gå

DSE ET REESE ERR ENE SEE

2å

Caudex erectus' gracilis. Folia simplicia, furcato-bipartita,. vaginis cylindricis clausis. Spadices masc. et fem. aequales, breviter pe- dunculati, ramosi, ramis paucis adrectis curvatis (vidi flor.-masc. in herb. Hort. Hafn. a cl. Martio miss.).

Nunnezharia slutter sig vel i det Hele temmelig nær til den foregaaende Underslægt, men er dog meget vel sondret fra denne baade ved Blomstens Bygning og ved sin Habitus, Hanblomsterne ere især meget forskjellige ved Ståvknappernes Form og ved et stort dybt deelt ydre Blomsterdække. Han- og Hunkolberne ere mere eensdannede end. hos alle andre Chamædoreer og have samme Antal korte, opstaaende, krummede Grene. Bladskederne ere cy- lindriske og lukkede. Herhen hårer kun een Art, som af Ruiz og Pavon henfårtes til en egen Slægt, men af Martius blev for- enet. med Chamaedorea.

C. (Nunnezharia) fragrans (Ruiz. et Pav.) Chamaedorea fragrans Mart. I. c. 2. 4. t. 3. Nunnezharia fragrans Ruiz. et Pav. Prodrs: florsiperssetehik 437 t. 34.

Stammen 4—6” håi. Den har bjemme i Peru,

Dasystachys g. n. Stachyophorbe Klotzsch sed non Liebm.

Flores hexagoni densissime congesti. Masc. Perig. exter. mem- branaceum albidum annuliformi-trilobum, interioris foliola carnosula atroviridia, concaviuscula, døorso compressa, apice depresso-plana con- niventia, praefloratione valvata. - Filamenta plana; antherae minutae,

introrsae, dorso affixae, oblique incumbentes. Fem. Perig. exter. eu-

"pulare, membranaceum, albidum, interius alte amplectens, irregulari-

ter multilobum; interioris foliola subreniformia, concava, compresso- trigona, apice carnosa depressa, duobus exterioribus, tertio inte- riore et subcymbaeformi, praefloratione convoluto-imbricata. Stami- nodia 5—6 inaequalia. Ovarium elongatlo-ovatum, subtrigonum, apice attenuatum; stigmata tria reflexa, longe exserta. — Caudex erectus, abbreviatus, dense annulatus. Folia simplicia, erecto-

patentia, bifido-furcata, vaginis clausis. Spadices simplices,

26

erecti, longius pedunculati, solitarii, bini. v. tern, infra v. inter folia enati. Flores octoseriatim orti, in racheos scrobiculis den- sissime congesti.

Denne Slægt slutter sig nærmest til Stephanostacbys, med hvilken den stemmer overéeens i Hanblomstens indre stilklåse Blomsterdække, i Ståvknappernes Form og de tætsiddende Blom- ster, men er forresten meget forskjellig baade ved Blomsternes Form og ved sin Habitus. Den eneste bekjendte Art blev af Klotzsch henfårt til Stachyophorbe Lbm,, en Feiltagelse, som paa Grund af den meget korte og tildeels urigtige Beskrivelse af denne Slægt var meget undskyldelig. Dasystachys og Stachyophorbe kunne betragtes som analoge Slægter af to forskjellige Grupper; hiin staaer i samme Forhold til Stephanotachys, som denne til Chamaedorea.

D. Deckeriana (Kl.). — Stachyophorbe Deckeriana. Kl. in Otto et Dietr. I. c, 363. — Caudex 3—4/ longus, 4'" diametro. Folia 2' longa. Spadix fem. 45”, masc. 6” longus (vidi spec, ex hort. Herrenh.).

Den er indfårt 1849 af Warscewicz fra Guatemala og blom- strede forste Gang i Over-Hofbogtrykker Deckers store Palme- huus i Berlin (1852).

Stephanostachys Kl.

Flores masc. tetragoni, depressi v. subglobosi. Perigonium exterius minutissimum v. fere evanescens, annuliforme . triden- tatum v. ferme triphyllum, tenuissime membranaceum, laci- niis linearibus excisuris maximis inter se remotis. Perig. inter. tetragono-globosum, "depressum, triphyllum, foliolis subcarnosis concavis medio dorso incrassatis subcompressis conniventibus, praefloratione valvatis v. subvalvatis. Antherae introrsae, dorso af- fixae, oblique incumbentes. Flor. fem. depresso-globosi. . Perig. exter. profunde tripartitum, inter. triphyllum, foliolis rotundatis concaviusculis ovarium laxe amplectentibus, praefloratione convo-

luto-imbricatis, — Ovarium subglobosumy stigmata reflexa. —

27

Caudex abbreviatus, dense annulatus, interdum dichotomo-parli- tus. Folia pinnata, vaginis cylindricis: clausis apice oblique aper- tis, pinnis numerosis anguste lanceolatis falcatis v. linearibus longe acuminatis nervis validis percursis. Spadices breviter pe- dunculati, simpliciter ramosi, densiflori, spathis virescentibus laxe vaginantibus, masc. mulliramosi, ramis pendulis, fem. paucira- mosi, ramis erecti.

Klotzsch betragter Stephanostacbys som en Underslægt af Chamaedorea, men denne udmærkede Botaniker er ikke bleven opmærksom paa flere Forhold i Blomstens Bygning. hvorved saa- vel den Art, hvorpaa han grundede sin Underslægt, som de Arter, der senere ere blevne henfårte til denne, adskille sig saa væsentlig fra Chamaedorea, at selv de Botanikere, som give Slægterne en mere udvidet Begrændsning end jeg anseer for rigtig; ikke vilde: kunne henføre disse Planter til samme Slægt. — Hanblom- stens ydre Blomsterdække er nemlig saa lille, at det kun opdages ved en omhyggelig Undersågelse, eller det bestaaér af tre meget tynde, ved store Udskjæringer adskilte, næsten frie Blade, og dens indre Blomsterdække 'er stilklåst.. Desuden ere de herhen- hårende Arter meget forskjellige fra Chamaedorea ved . Hunblom- stens Form og i deres heéle Habitus. Stammen er lav og: be- staaer af korte Led, Smaabladene- oftest store med stærkt frem- trædende Aarer, Blomsterne sidde meget tæt, navnlig Hanblom- sterne, saa at disse ved det gjensidige Tryk blive kantede, og den korte Kolbestilk er omgiven af store, grånlige, låst omslut- tende Hylsterblade.. S. Casperiana er saa afvigende fra de andre Arter i Hanblomstens Bygning, at det vistnok vilde være rigtigst at henfåre den til en egen Underslægt, om ikke Slægt; men da jeg kun kjender Hanplanten, har jeg ikke villet foretage nogen Sondring. z) Florum masc. perigonium exterius fere triphyllum, syng linearibus. albi-

dis perigonium interius subaequan'

Stephanostachys Casperiana (Kl.). — Chamaedorea (Stephanostacbys) Casperiana Kl. in Otto: et Dietr. 1.'c, 1852. 363 (vidi spec. masc. ex hort, Herrenb,).

28

Denne Art er kun kjendt af dyrkede Exemplarer, opkomne

af Fro, som vare samlede i Guatemala af Warscewicz.

++) Florum masc. perigonium exterius minutissimum, evanescens, annuliforme, : triden

Stephanostachys Wendlandiana sp. n.

Chamaedorea Tepejilote Wendl. Ind. palm. 65. -— Folia 4” longa ; petiolus pedalis supra inferne canaliculatus dorso fascia albida nota- lus. Pinnae utrinsecus 18-20, anguste lanceolatae, longe acuminatae, leviter falcatae, mediae 20” lg., 4147” et ultra It., alternae, binac approximatae, inferiores suboppositae, fusco-maculatae, siccae fra- giles, nervis 7 validis percursae. Spadix masc. 14” Ig. Pedun- culus pedalis gracilis, subteres, curvatus, Spathae 7 laxae, char- taceae, virescentes, striatae; quinta et sexta a basi 40” Ig., su- perne dilatatae, ad medium clausae, apice acuminatae, septima sexlo multo: minor apice truncata. Rami numerosi (20—2535), 6” lg. Flores densissime sexserialim orti, flavescenti-virides. Spadix fem. 40” Ig.; rami 6—7 erecti v. adrecto-patentes, 3” lg. Flores densissime sexseriatim dispositi, in scrobiculis im- mersi.

Affinis S. Tepejilote Liebm., a qua differt: ramis spad. masc. multo numerosioribus , floribus sexseriatim dispositis, dentibus perigonii exter. -longioribus, interioris foliolis obtu- sioribus. ;

Denne Art dyrkes i det store Palmehuus i den kongelige Have ved Herrenhausen, hvorfra jeg ved Herr Wendlands Fore- kommenhed har faaet tårrede Exemplarer under Navn af Chamae-

dorea Tepejilote Liebm.

Stephanostachys Tepejilote (Liebm.) — Chamaedorea Tepejilote Liebm. in Mart. |. c. 3. 308.

Liebmann fandt den i Bunden af de dybe Baranker paa Østkysten af Mexico fra 45—49? n. Br. paa 4000” Håide. De unge Kolber spises; heraf den aztekiske Benævnelse Tepejilote

(s: cerebrum plantae montanae).

|

29

"Stephanostachys Martiana (Wendl.). — Chamaedorea (Stephanostachys) Martiana Wendi. in Otto et Dietr. I. c. 41853. 137 (vidi spec. ex hort, Herrenh,).

Habitu a ceteris valde recedit, caudex enim, ut videtur re- pens, dichotomo -partilus est, et folii longepetiolatli pinnae multo minores, lineares.

Den antages at have hjemme i Mexico, men er kun kjendt

af dyrkede Exemplarer.

Spathoscaphe g. n.%) Stephanostachyis spec. Wendl.

Flores masc. obløngo-obovati. basi compressi. Perigon. exter, breviter tubulosum, leviter trilobum, membranaceum; interius obovatum basi compressum, cum filamentis et pistillo rudimentario in stipitem solidum connatum, laciniis oblongis vix Concavis, Antherae introrsae, dorso affixae, oblique incum- bentes. Flor. fem.? — Caudex erectus remote annulatus. Folia maxima, pinnata, vaginis longissimis cylindricis apice oblique apertis, pinnis elongato-oblongis remotis longe acu- minalis. Spadices infra comam enatli, brevissime pedunculati, densiflori;. masc. subumbellatim ramosi, ramis simplicibus pen- dulis; fem, simplices v. pauciramosi, erecti, crassi. Spathae cori- aceo-chartaceae, compressae, ad basin pedunculi confertae, summa elongato-cymbaeformis, accuminata, dorso applanata, ventre aperta.

Denne Slægt adskiller sig væsentlig fra den foregaaende ved Hanblomsterne, som have et rårdannet, trelappet ydre Blomsterdække og et stilket indre Blomsterdække med næsten flade, aflange Flige, Desuden er den meget forskjellig i' Habi- tus, ved lange Stængelled, brede Smaablade og navnlig ved Hyl- sterbladene, som sidde tæt samlede ved Grunden af Kolbestil- ken, og af hvilke det åverste er stort, baaddannet og aabner sig

paa den indvendige Side, og endelig ved den kortstilkede Kolbe, som

F) Af ondgy og øxægn, en Baad.

30

gjennembryder Midten af Hylsterbladene og hos Hanplanten er skjærmformig forgrenet, men oftest enkelt hos Hunplanten. Spathoscaphe Arenbergiana (Wendl.). — Chamacdorea (Stephanostachys) Årenbergiana Wendl. Index palm. 66 (v. spec. ex hortu Herrenh.,). Denne Årt er kun kjendt af dyrkede Exemplarer, men an-

lages at have hjemme i Centralamerika.

Iriartea Ruiz et Pav.

Iriartea durissima sp. n.

Caudex rectus, strictus, 100—450 pedes altus, diametro 8—40 pollicum, laevigatus, annulatus, cinérascens, radicibus extraterraneis brunneis verrucosis 6—410 pedes longis suffultas. Corpus ligneum

D (=] durissimum, gravissimum et eximie firmum. Folia longissima. multi- , ,

juga, vaginis sexpedalibus in cylindrum viridem apicem caudicis coro-

nantem convolutis, vento agitante phalerum amoenissime fluctuantem ,

exhibentia. Pinnac alternae, herbaceae, glaucescentes, siccae fragiles, glabrae, elongato-oblongae. v. irregulariter rhombeae, apice et mar- gine superiore repando-erosae, nervis 45—16 parallelis prominen- tibus percursae, ferme 2 pedes longac, medio 42 poll. latae; basi contractae, 4 poll. latae, fusco-tomentosaåe. Inflørescentia mihi ignota, — Ab Iriartea praemorsa, cui maxime affinis, distinguitur pinnarum forma et magnitudine.

Denne smukke Palme er" hyppig i Urskoven, som gjennem- skjæres af Floden San Juan i Nicaragua, hvor den paa mange Steder med sin yndige Krone rager høit op over de andre Skov- træer, Den bærer blandt Landets Indvaånere Navn af Maquenque og udmærker sig ved overordentlig haardt Ved. Det er den eneste Art af Slægten Iriartea, som hidtil er funden" nord for Panamatangen.

Euterpe Gaertn.

Martius angiver som Slægtscharakteer et trebladet ydre Blom-

sterdække hos Hanblomsten, men lios (de to Arter, som beskrives

5 31

nedenfor, maa det snarere kaldes samblådet tredeclt, og del samme synes ogsaa at gjælde om de andre Arter ifålge de nåiaglige Analyser af Blomsterne i det store Palmeværk. Ligeledes frem- byde Ståvdragerne et Forhold, som hidtil er bleven overseet, idet den åverste Deel af Ståvtraaden er meget tynd og i Knopleiet tilbagebåiet. Euterpe macrospadix sp. k:

foliis brevipetiolatis, pinnis utrinsecus 335—40, . binis approxi- matis suboppositis, longissimis linearibus punctis elevatis ad- spersis in. rachim . leviter decurrentibus,. spatha interiore cy- lindrica coriacea utrinque . attenuata fusco-tomentosa, spadi- cis pedunculo crasso compresso ramis 2—3plo breviore, ra- mis numerosis sub anthesi erectis. floribusque . pube brevi conspersis, bracteolis 3—4 minulis membranaceis circa basin floris fem. in orbem dispositis, exteriore minutissimo et quasi nihil nisi margo scrobiculi pro flore femineo exsculpti, duo- bus v. tribus interioribus paulo majoribus triangularibus, flor. masc. perigon. exter. laciniis albidis triangularibus concayis acu- tis margine scariosa sibi imbricatis carinatis dorso basi callosis, perig. interioris foliolis oblique ovatis acutiusculis, floribus fem. glo- bosis, ovario ovato-globoso stipitato, stigmatibus vix COnspicuis. — Caudex erectus 50—S80. pedes altus. | Folia 7—8 pedes longa. Rachis subtetragona, 5—6'"7 diamelro, subtus convexo - semiteres tomento fusco detergibili tecta, supra bifacialis. Pinnae mediae 2 longae, 4” latae, siccae glaucescentes, subplicatae, nervis pri- mariis utrinsecus 5 prominentibus. Spatha interior. fere tripeda- lis. Pedunculus 8” l1g., 8—10/” diametro, basi semicirculari 2” lata caudici insidens. Rachis 40” Ig. - Rami sesquipedales. — Affinis E. eduli, a qua differt pinnis multo paucioribus, spathae interioris forma et vestimento, pedunculo multo longiore, brac- teolarum florumque omnibus partibus diversis.

Voxer i den tætte Urskov ved Floden San Juan i Nicaragua i Nærheden af Sarapiqui, hvor jeg fandt den med Blomst i

Marts.

32 n

Euterpe longepetiolata sp. n.:

foliis longissime petiolatis, petiolo et rachi dorso tomento fusco detergibili tectis, pinnis utrinsecus 20—925 alternis, binis approximatis, inferioribus ferme oppositis, lineari-lan- ceolatis acumine longo tenui terminatis, chartaceis, rigidis, supra fuscescentibus nervo medio valido elevato, subtus pal- lidis nervis lateralibus primariis utrinsecus 4 percursis, inflo- rescentia longissima tenui tomento brevi fusco' detergibili tecta,

spatha interiore coriacea clausa cylindrica, aperta lineari-lanceo-

lata basi vaginante apice acumine tereti terminata glabrata fusco-

punctata, pedunculo longissimo tenui tereti, ramis $—42 arrectis rachi 2—3plo longioribus, bracteolis tribus minutissimis mem- branaceis subaequalibus circa basin floris feminei in orbem dis positis, altera exteriore duos interiores amplectente, floris masc. perigonio exteriore basi obliquo, laciniis triangularibus acutis ca- rinato-concavis, margine sibi imbricatis, perig. interioris foliolis cori- aceis leviter striatis suboblique ovatis acutiusculis, floribus femin. subglobosis acutiusculis, ovario clavato, stigmatibus vix conspicuis.

Folia 8—9" longa. Vaginae cylindricae, fuscae, apice oblique apertae. Petioli teretes, subtrigoni, 2—3' longi. Pinnae 13—2 ig, flere 427 Rn. Spåthåe 24" lg., apertae medio 4” lt. Pedun- culi 1%" 1g., rachis 6—7”, rami 146—47” lg. — Åb omnibus speciebus adhuc notis omnibus partibus fuscescentibus, petiolis pedunculisque et spathis longissimis primo intuitu facile distin- guitur. .

Jeg fandt den paa den ostlige Heldning af Cordilleren i Costa Rica i Nærheden af Turriålva i en Håide af henved 3000 Fod, med Blomst i Mai. Den benævnes af Landets Beboere Pacaya Raton.

Geonoma Willd.

De talrige Årter, som indbefattes under" denne Slægt,

vise "sad store Forskjelligheder baade i Blomstens Bygning og

NET Er

seer ig

33

i Habitus, at det vistnok vilde være rigtigst at fordele dem i flere Slægter, eller idetmindste i flere Underslægter. Jeg har imidlertid ikke havt tilstrækkeligt Materiale til Undersågelse til at jeg for Tiden tår foreslaae nogen Forandring; men jeg skal kun bemærke, at enkelte vigtige Forhold ved Blomsten ere blevne oversete af tidligere Forfattere, hvilket saa meget lettere kunde skee, da Blomsterne hos de fleste Arter ere meget smaa og tildeels ligge skjulte i Gruber. - De fleste Arter have saaledes to rudimentære Hanblomster i hver Grube ved Siden af den frugtbare Hunblomst, et Forhold, som ikke omtales af Martius, men som fårst er blevet udhævet af Wendlandf), og desuden har jeg hos alle de Arter, jeg har undersågt, fundet 1—3 smaa Dækblade, hvilke Organer ikke tidligere ere blevne iagttagne hos denne Slægt.

£) Spadicibus duplicato-ramosissimis.

Geonoma binervia'sp. n.:

foliis pinnatis, pinnis utrinsecus 418—49 suboppositis lineari- lanceolatis falcatis acuminatis glaucescentibus rigidis supra bi- nerviis, superioribus alternatim latioribus et angustioribus, summis confluentibus, spadicibus maximis duplicato -ramosissimis, ramu- lis gracilibus fuscis lepidoto-hirsutis, foveolis margine inferiore bifidis, stylo longius exserto,. '

Caudex elatus, annulatus. Folia 4—5"' longa; rachis gla- bra, nitida, supra bifacialis, ad latera sulcata, subtus con- vexa; pinnåe mediae 45—46” longaeé, vix pollicem latae, supra nervis duobus robustioribus percursae, subtus nervo medio et duobus marginalibus prominentibus, secundariis utrinsecus 3 pro- minulis. Spadix femineus 2/” longus; pedunculus communis basi semilunari affixus, compressus, 8—10”" crassus, glabratus; ra- chis flexuosa; rami. primarii crassi, basi lata rachem amplecten-

tes, bractea lata brevissima semiamplexicauli suffulti, curvati, på-

%) Linnaea 1856, p. 334.

34

tentes, 41' longi, pars inferior" ramulis carens semipedalis; ra-…

muli floriferi teretiusculi, patentes subflexuosi, fuscescentes le-

pidoto-hirtuli, 4—44/" longi, apice mucronati. Flores in quavi fovea terni, bracteola minutissima subrotunda suffulti, medio fruc- tifero, duobus lateralibus minutissimis rudimentariis. Foliola perigonii exterioris sublanceolata , carinato-concava, margine te- nuissime membranacea, nitida, inaequalia, duobus posticis obli- quis. Perigonium interius exteriori paulo superans, trifidum laciniis acutiusculis pallidioribus. Urceolus staminum abortivorum cylindricus, leviter denticulatus, obscurus, aeque ac stylus exsertus. Stigmata tria recurva. Bacca immatura oblonga, utrinque acuta, nigrescens,

Denne Årt stemmer nærmest overeens med G. multiflora og Pohliana, men er dog væsentlig forskjellig fra begge. Den har af alle bekjendte Arter den stårste Blomsterstand og er let kjendelig ved to stærkt fremragende Aarer paa Overfladen af Finnerne. — Jeg fandt den i den tætte Urskov ved Bredderne af

Floden San Juan, med Blomst og umodne Frugter i Februar.

s%) Spadicibus simpliciter ramosis. E Geonoma trifurcata sp. n.:

tota fuscescens, foliis obovato-lanceolatis basi-cuneatis apice bifi- dis, tandem irregulariter pinnato-fissis, laciniis oblongis non- nihil introrsum falcatis acuminåtlis, rachi supra inferne excavala glabra nitidula, dein acute bifacialis, subtus convexa tlomento fusco detergibili tecta, pedunculo gracili compresso fusco rigido, spadice trifurcato, ramis. aequalibus teretibus apice mucronatis reclis vel curvatis, lateralibus patentibus, alveolorum labio' in- feriore integro revoluto, baccis (vix maturis) oblique oblongis subcompressis utrinque acutis fuscis striatis.

Folii lamina 21—3' longa, 6—8” lata, percursa linearum 1% distantia nervis primariis parallelis, quorum alterni subtus solummodo prominent supra sulcum tenuem exhibentes, nervo

secundario utrinsecus 4 sublus prominulo supra vix - conspicuo;

i i i i Å j | |

DEERE ENN SS BRESSEL ESPEN

35

laciniae 9—410" longae, basi 34" latae. Petioli speciminibus meis desunt, Pedunculi 44" longi, 44" diametro. Spadicis rami 5—6” longi, fuscescentes, subalutacei. Baccae vix maturae 4—5”" longae. — Foliorum forma ad G. Spixianam proxime accedit, ab omnibus speciebus adhuc notis spadice trifurcata distincta, Voxer samme Sted som den foregaaende Art, hvor jeg fandt

den næsten afblomstret og med umodne Frugter i Februar. %%%) Spadicibus simplicibus. Geonoma glauca sp. n.:

foliis obovato-oblongis apice bifidis basi oblique cuneatis, tandem paene regulariter pinnato-fissis, glauco-viridibus punctis elevatis minulissimis adspersis, laciniis utrinsecus 2—3 lanceolatis lon- gissime acuminatis, rachi supra basi excavata dein acute bifaciali leviter flexuosa sublus convexa tomento fusco detergibili tecta, spadice simplici longissime pedunculato, pedunculo compresso glabrato, rachi subpedali tereti fuscescente alutacea subsigmoideo- curvala mucrone 'brevi lerminata, alveolorum labio inferiore semi- circulari erecto emarginato-bilobo.'

Folia 4—5' longa; petioli pedales et vaginae fuscae; lamina 3—31" longa, 4' et ultra lata; distantia inter lacinias demum 2—3”. Nervi primarii distantia & linearum prominentes supra decurrunt, nervis secundariis vix conspicuis, subtus vero praeter nervos pri- marios flavescentes etiam secundarii utrinsecus 3, quorum me- dius ex duabus lineolis constans tomento levissimo sub lente conspicuo hine inde conspersus est, prominent. = Pedunculus 2—3' longus. Flores in alveolis racheos immersi, solitarii,

"Obovali, ventre convexi, dørso concaviusculi, bracteolis tribus ir- regularibus minutissimis suffulti, in speciminibus meis non plane evolutis. Perigonii exterioris florum fem. foliola oblonga, carinato- concava, acuta, albida, apice fusca, nitida, margine tenerrima, du- obus lateralibus obliquis tertium fere omnino obtegentibus. Pe- rigonium interius tripartitum, laciniis oblongis acutis. — Inter species spadicibus simplicibus instructas- foliorum laciniis glaucis

+

36

longissime acuminatis distincta G. Poiteanae imprimis spadicis longitudine similis est, a qua vero praeter alias notas absentia pilorum in rachi differt.

Jeg har fundet den paa samme Sted som den foregaaende, med Blomst i Februar.

Species incertae sedis. Geonoma longepetiolata n. sp.

Caudex 4—5'allus, gracilis, annulatus, ligno durissimo, cortice glabro flavescente. Internodia inferiora 2”longa, 8” diametro. Folia longissime petiolata, regulariter 3juge pinnatisecta. Vaginae 4—6” longae, chartaceae, transverse striatae, apice oblique apertae aeque ac petioli sesquipedales, supra concavi subtus convexi, demum gla- brati, nitidi, initio tomento fusco detergibili tectae. Rachis 1/4" longa, supra acute bifacialis, subtus leviter convexa tomentosa. Laciniae ulrinsecus 3 subaequales, summis paulo brevioribus et latioribus, distantia 2—3” oppositae, elongalo-oblongae, falcatae, longius acu- minatae, charlaceae, rigidae, ”glauco-virides 17—4/9/ longae, basi 34 latae, Neryi primarii 7—40, distantia trium linearum paral- leli, imprimis supra prominentes, inter quos alii, superne vix con- spicui vel leviter impressi, tomento adspersi subtus decurrunt. Cetera ignota. — A G. eleganli, Brongniarlii, Desmarestii, quibus maxime affinis est, laciniarum indole et imprimis pelioli longi- tudine facile distinguitar.

Jeg har fundet den paa samme Sted som den foregaaende.

Tribus Il. Coryphinae.

Af denne Afdeling har jeg kun iagttaget (re Arler i Central amerika, af hvilke den ene synes at være Copernicia tectorum Mart., den anden Thrinax argentea Lodd. og den tredie en ny Årt af denne sidste Slægt; men de af mig indsamlede Exemplarer ere uden Blomst og Frugt, saa at jeg her maa indskrænke mig til kun at nævne disse Arters Forekomst. De voxe alle tre i de

tårre Catingaskove mellem Granada og Realejo.

37

Tribus [il Cocoinae. Augustinea Karsten, Plant. Columb. 51.

Char. emend. Flores monoeci in eodem spadice. Masc. Peri- gonium exterius parvum tripartitum, laciniis membranaceis lanceo- latis acuminatis; interius multo majus oblongum, trigonum, sub- obliquum, tripartitum, laciniis coriaceis nervosis inferne in stipite solido connatis. Stamina sex. Fem. Perigonium exterius et in- terius urceolata, coriacea; illud hoc superans, basi intus nudum vel cum annulo membranaceo trifido connatum. Urceolus stamineus minutus, demum unacum perigonio excrescens et cum hoc con- natus, apice tantlum liber. Ovarium trigono-ovatum. = Stigma truncatum. >Drupa ovalis vel ovata cum brevi acumine, saepius nigro-violacea, basi perigonio aucto cupulari paene regulariter multilobo cincta, exocarpio coriaceo, mesocarpio pulposo-fibroso, endocarpio -ovali vel oblongo osseo vertice oblique tridentatoy poris tribus lateralibus, uno pertuso superiore, duobus coecis inferioribus paulo supra medium positis. Semen ovale ad poros impressum, embryone laterali, — Palmae arundinaceae, caespitosae, aculeatae, 12—20pedales. Folia pinnata, rachi aculeis longis obsita, pinnis numerosis aequidistantibus rarius aggregatis margine acule- olatis. Spatha duplex; exterior minor lanceolata coriacea ventre concaviuscula ad margines carinato-dilatata, dorso convexa, tan- dem irregulariter rumpenda; interior fusiformis, basi attenuata, sublignosa, aculeis dense obsita, tandem ventre longitudinaliter aperta. Spadix pedunculatus apice simpliciter ramosus, pedunculo compresso, ramis subumbellatis fastigiatis erassiusculis rigidis. — Hoc genus a Bactride distinguilur: perigonio flor. fem. exteriore interius superante, drupa majore ovali, endocarpio ovali v. oblongo tridentato, spadice subumbellato-ramoso.

Karsten har (I. c.) lagt Bactris major Jacq. til Grund for denne Slægt, og som væsentligste Charakteer for samme. navnlig udhævet en hindeagtig Ring i Hunblomsten, som er sammen= voxen med det ydre Blomsterdække. Det er nu vistnok meget rig-

38

tigt at sondre denne Palme fra Bactris som en egen Slægt, men der bår neppe lægges megen Vægt paa den Charakteer, hvori Karsten såger den væsentligste Adskillelse fra Bactris; thi da vilde man faae en meget konstig Sondring mellem Arter, som ellers stemme fuldkomment overeens. Bactris infesta Mart., B. socialis Mart. og to nye .centralamerikanske Arter, som her skulle beskrives, slutte sig nemlig i alle Henseender meget nåie til B. major, men mangle denne hindeagtige Ring. Jeg foreslaaer derfor at forandre Charakteren for Augustinea, saaledes at disse Årter kunne optages deri, og navnlig lægge Vægt paa de Egen- heder i Frugten, Blomsterdækkets Form og Blomsterstanden, hvorved disse Arter ere tydeligt og skarpt sondrede fra de ty- piske Former af Slægten Bactris.

Augustinea ovata sp. n.:

pinnis aequidistantibus linearibus strictis glabris margine setoso- aculeolatis acumine inaequilateralibus, rachi supra bifaciali setu- lis fuscis interspersis puberula, subtus convexa tomento griseo vel fuscescente detergibili tecta aculeis 2—3 pollicaribus compressis fuscis apice nigricantibus nitidis initio tomentosis sparsis vel geminatis obsita, spatha interiore inferne attenuata curvata aeque ac pedunculo tomento fusco adspersa aculeis nigricantibus dense obsita, spadicis ramis 11—12, drupa ovata punctis elevatis sca- briuscula, endøcarpio ovali fusca punctis minutissimis elevatis scabriusculo circa poros glabro albescente, dentibus obtusis,. duo- bus majoribus.

Caudex 6—8' altus, rectus aut curvatus, cylindricus, graci- lis, majore ex parte foliorum petiolis persistentibus vaginatus, aculeis armatus; plures in caespidem sat densum conferti. Folia 5” longa. Pinnae alternae, 1—44” longae, 4” latae, fuscescenti- " virides » nervo medio prominulo pallidiore, nervis secundariis et tertiariis crebris valde approximatis. Spatha pedalis. Pedun- culus semipedalis; rami 11—12, 3—4” longi, umbellatim con-

gesti, Flores ignoti. Drupa 44—45'/” longa, pallide fusca; en-

i id $ Å i i i

PRES

ENTER SE ENS SENESE SEN

DERS DSE:

-

SEReaR

39

docarpium 4141” longum. — A. sociali valde affinis, quatenus ex descriptione imperfecta hujus speciei concludere licet, esse vide- tur; certe vero distincta pinnis fere duplo brevioribus et impri- mis drupa multo minore fere ovata, endocarpii colore et forma et pororum situ facile distinguitur.

Jeg fandt den ved Punto poderoso paa Nordsiden af Nica-

ragua S6, med Frugt i Februar.

Augustinea balanoidea sp. n.:

spatha latius fusiformi fusco-lomentosa aculeis nigris subappres- sis obsifa, pedunculo compresso curvato tomentoso aculeis desti- luto, ramis spadicis 8—12 umbellatim congestis, drupa ovali acumine obtuso terminata fusco-violacea fere glabra, endocarpio elongato-ovali nigro glabro apice oblique tridentato, dente altero ceteris longiore acuto.

Caudices 10—42' alti, graciles, cylindrici, aculeis armati, subcaespitosi. Folia desunt. Flores feminei medium ramum, flo- ribus masculis jam delapsis, dense obtegentes, Balanos minu- tos, animalia illa crustacea forma tam insolita, referunt. Perigo- nium exterius a basi lata conico-urceolatum, tomento subtilissimo fåsto conspersum, ferme integrum; interius urceolato-tubulosum, apice leviter trilobum, ovarium arcte amplectens, striatum, inferne fiscum, setulis minutissimis adspersum, basi annulo minutissimo carnoso demum unacum perigonio excrescente connatum, Ova- rium glabrum, perigonium interius paulo superans. Drupa cum perigonio basin stipante 44” longa, endocarpium 1” longum. — Species nostra, etsi folia desunt, ab A. majori, cui valde affinis est, absentia annuli membranacei in perigonio exteriore facile di- slinguitur; praeterea flores feminei (secundum specimina mihi a cl. Karstenio benevole communicata) omnino diversi, imprimis perigonia in A. majori apice multo angustiora et urceolus stami- num multo majus.

Jeg har fundet denne Palme i den yppige Skov åst for Pun-

farenas paa Vestsiden af Costa Rica,

40

Bactris Jacq.

Denne Slægt, den største af alle amerikanske Palmeslægter, (rænger mere end nogen anden til en omhyggelig Revision; thi foruden de Arter, som ere henførte til Augustinea, er der endnu mange, som ere saa afvigende i Blomstens og Frugtens Bygning og i deres hele Habitus, at det uden Tvivl vil være rigtigst at sondre dem som egne Slægter, eller idetmindste som Under- slægter. See vi hen til den Art, som ligger til Grund for Jac- quins Beskrivelse af denne Slægt, nemlig B. minor, og de Årter, som, slutte sig nærmest til denne (Maraja, imundata, pallidi- spina, Brongniartii, acanthocarpa, mexicana o. fl.),. da viser det sig, at de væsentligste Charakterer, hvorved disse Arter forenes,

bestaae i'en mangegrenet Kølbe, Hunblomstens ydre Blomster-

dække, som. er mindre" end det indre og; næsten udeelt,.

en cylindrisk Frugtknude med siddende Ar og en kugleformet Frugt med et nedtrykt-kugleformet, næsten lindseformet Indrelag. Disse Forhold ville altsaa betegne Slægten Bactris i indskrænket Forstand (Eubactris). En anden Række Arter, navnlig B.longi- pes, hirta, tomentosa, pectinata, aristata, cuspidata og fissifrons, slutte sig nåie sammen og udmærke sig ved en togrenet (sjelden udeelt eller faagrenet) Kolbe, ved Hunblomstens ydre Blomster- dække, som næsten altid er meget lille og dybt tredeelt, medens det indre er stort og oftest loddent, ved Frugtknuden, søm er ægformet og forlænget i en kort Griffel, og Frugten, som er kugleformet med et topformet Indrelag. Jeg vil foreslaae at henfåre disse Arter til en egen Underslægt (Bactridiopsis). Frem- deles er der to Arter med udeelt Kolbe, som ere saa afvigende, at de maa sondres som egne Underslægter., Til den ene (Diplo- themopsis) hårer B. concinna, som har en langstilket Kolbe med en meget tyk Axe og et langstilket Hylster, hvorved den faaer megen habituel Lighed med Diplothemium , Hunblomstens ydre og indre Blomsterdække rårdannede, næsten ligestore, Frugten - omvendt ægformet og Indrelaget ovalt; til den anden (Bactri-

delia) hårer B. simplicifrons, en meget spinkel, tyndstammet Palme

anne

ene Sne EEE EEN EE

41

uden, Torne, med et lille lancetdannet Hylster, hvis Hunblomst er forsynet med rårdannet, tretandet ydre og indre Blomster- dække, og som har en lille kugleformet Frugt med et kugleformet Indrelag. Hertil kommer endnu en femte Underslægt- (Tricho- bactris), der navnlig udmærker sig ved en eiendommelig Blom- sterstand , og vil blive beskrevet i det Følgende

Karsten har foreslaaet (1. c. p. 49) at henfåre de Arter, som have rudimentære Ståvdragere i Hunblomsten, til en egen Slægt (Guilielma); men det vilde neppe være rigtigt, da de ellers i alle andre Henseender stemme overeens med Bactris. Tilste- deværelsen eller Mangelen af rudimentære Stovdragere, som her næsten altid have Form af en hindeagtig Ring, kan i mange Til- fælde være en Charakleer af fårste Rang, naar den nemlig holder sig constant i Forbindelse med andre Egenheder i Blomsten og Frugten, men det finder ikke Sted hos disse Palmer, saa at man her ikke kan tillægge dette Forhold den Betydning, som Karsten har gjort, uden at gjåre et fuldstændigt Brud paa den

af Naturen anviste Begrændsning af Slægterne.

Subgenus 4. Eubactris.

Spatha interior fusiformis, aculeata. Spadix multiramosus, ramis strictis a basi ad apicem sensim attenuatis. Flores mas- culi sessiles, raro brevissime pedicellati, per omnem spadicem sparsi. Flor. fem. perigonia cylindraceo-urceolaria, fere truncata, exteriore minore saepe annuliformi. Ovarium prismatico-trigonum. Stigma sessile, trigonum. Drupa globosa vel subglobosa, endo- carpio depresso sublenticulari. Palmae arundinaceae, caespilosae,

aculeatae. Folia pinnata, aculeata.

B. (Eubactris) horrida sp. n.:

caespitosa, caudice mediocri foliisque aculeatissimis, aculeis lon- gissimis 3—4pollicaribus tetragonis albescentibus fusco -tomen- tosis demum glabris nitidis apice fusco- nigrescentibus acutissi-

mis, rachi subtetragona supra tomento levi adspersa, subtus

42

dense fusco-tomentosa, pinnis 5—7nis aggregatis lanceolatis ri- gidis strictis glaucis apice bidentatis aculeato-ciliatis, aculeis in nervo medio paucis sparsis, spatha basi longissime altenuala fusco - toméntosa aculeis 2—3linearibus fusco-apiculatis: subap- pressis per omnem superficiem aequaliter adspersa, pedunculo compresso curvato fusco-tomentoso, ramis strictis arreclis, drupa globosa nigro-violacea vertice acuta.

Caudex 6—8' altus, cylindricus, gracilis, 8—9”” diametro, foliorum petiolis persistentibus majore ex parte vaginatus, fusco- tomentosus, ligno exteriore nigro duro. Folia 24—3' longa. Vagina 8” longa, cylindrica, fusco-tomentosa, apice oblique transversim lacera,. Petiolus 44” longus, dense aculeatus. Ra- chis 2—24"' longa. Pinnae 7” longae, 6” latae, solo nervo medio supra prominulo. Spatha exterior semiteres, lanceolala, acumi- nala, fusca, 10” longa, ventre concaviuscula glabra ad margines carinato-dilatata, dorso convexo tomentoso. Spathae interioris pars inferior tenuis cylindrica spatha exteriore vaginata, 10” longa, inferne clausa, pars superior fusiformis 5'” longa, acumi- nata, aperla cymbiformis, intus fusca, glabra. Pedunculus 40” longus, rachis 24” longa, rami 20—22, 31” longi, inferiores bracteis lanceolatis 8”" longis stipati. Flores ignoti. — Haecce species B. Maraja, Brongniartii, tenerae (Guilielmae tenerae Karst.) et imprimis B. pallidispino affinis petiolo brevissimo, pinnis parvis apice bidentatis, aculeorum colore, spaådice longissime at- tenuato et multis aliis notis facile distinguitur.

Den voxer paa Vestsiden af Nicaragua og Costa Rica i de tårre Catingaskove paa saadanne Steder, som oversvåmmes i Regntiden, men hvor Jorden (Leer) i den tårre Tid danner en steenhaard Masse. Jeg fandt den ved Bolson i Provindsen Guanacaste og i Nærheden af Granada med modne Frugter i Februar. ,,Uviscoyol” er det Navn, hvormed Landets Beboere betegne denne Palme, ligesom de fleste Arter af Slægten Bactris. De saftige, syrlige Frugter spises og benyttes især, efterat være knuste i Vand, til en lædskende Drik. |

43

B. (Eubactris) fusca sp. n.:

fusca, aculeato-setosa, foliis parvis longepetiolatis, rachi supra tomento setis brevibus intermixtis subtus setis longioribus fusco- nigrescentibus densis tecta, pinnis 2—4nis aggregatis. linearibus acuminatis setoso-ciliatis supra levius subtus dense pubescenti- bus pallidioribus, in nervo medio setis sparsis, nervis secunda- riis utrinsecus 4 prominulis, spatha fusiformi acuminata basi altenuata. curvata dense aculeato-setosa, setis aculeisque apicem versus multo longioribus nigrescentibus, pedunculo compresso curvato tomentoso apicem versus setis appressis tecto, ramis 2—5 adrectis strictis tømentosis, floribus masculis brevipedicel- latis, ovario perigonio interiore fere duplo longiore, drupa fusca subglobosa, mesocarpio tenuissimo, endocarpio tenui depresso fere semiglobosa basi applanato, poris tribus maximis laterali- basilaribus.

Folia 3—4' longa; vagina 7—8” longa, fusco tomentosa, selosa, dorso aculeis 'semipollicaribus obsita; petiolus 7—8”” longus, rachis bipedalis; pinnae 8—9” longae, 5” latae. Spadi- ces rami tripollicares, bractea triangulari 4— 2” longa suffulti. Flores feminei glabri; perigonia levissime tridentata; exteriore annuliformi, interiore brevi-tubuloso margine inter dentes glan- duloso-ciliato, ciliis aggregatis. Drupa Pisi majoris magni- tudine.

Denne Pålme, som ikke er nåie beslægtet med nogen anden Art, har jeg fundet paa Østsiden af Costa Rica i de yppige Urskove ved Turrialva i en Håide af c. 3000' med Blomst og Frugt i April.

Subgenus 2. Trichobactris.

Spatha interior fusiformis, villoso-setosa. Spadix ramosissi- mus; rami filiformes flexuosi, pars inferior incrassala rachi ap- pressa, floribus femineis secundis, interspersis masculis, instructa, pars superior tenuissima floribus femineis destituta , masculos

solos gerens. Flores masculi pedicellati, trigono-oblongi, peri-

44

gonio interiore trifido, laciniis basi in stipite solido connatis%). Fem. perigonia cylindraceo-urceolaria fere truncata, exteriore bre- viore, Ovarium prismatico-trigonum. Stigma sessile, trigonum. Drupa? — Palma mediocris, aculeolata. Folia aggregato-pinnala,

pinnis arrectis apice bifidis.

B. (Trichobactris) bifida sp. n.:

foliis aggregato-pinnatis, rachi robusta supra bifaciali levius pu- bescenti-tomentosa, subtus convexa tomento denso fuscescente lecla, demum glabrata, aculeis nigris quadrilinearibus inferne Sparsis apicem versus densioribus obsila,' pinnis longissimis tenui- bus quinis confertis linearibus arrectis glaucis setoso- ciliatis apice bifidis, supra glabris subtus-pubescentibus, nervo medio lato applanato superne aculeolis bilinearibus nigris densioribus obsito inferne nudo, nervis secundariis utrinsecus 3 prominulis, spatha interiore fusiformi lignosa inferne attenuata curvata setis flavescentibus nitidis densissimis per totam superficiem æqualiter lecla, pedunculo compresso curvato dense setoso, rachi ramisque fusco-tomentosis.

Rachis folii 54' longa, basi 5”” diametro. Pinnae mediae 17" longae, 7” latae, superiores sensim decrescentes, summis confluentibus, Distantia inter. greges 4". … Rachis spadicis 34" longa. Ramorum pars inferior incrassala 1", superior filiformis 2—24" longa. Flores masculi glabri pedicellati, pedicellis basi glanduloso-pilosis; perigonium exterius minutum, triangulare, membranaceum, trifidum, laciniis acutis, interius coriaceum, tri- gono-oblongum, irifidum, laciniis triangularibus acutis. Flores feminei bilineares, secundi, arrecti. Perigonia albicantia, longi- tudinaliter striata, pilis fuscis conspersa, truncata, leviter triden-

lala; exterius fere cupulare, interius (ubulosum ovarium aequans.

=) Hanblomsterne ere ikke endnu tilstrækkelig undersågte hos alle Arter til at kunne afgjåre, hvor megen Vægt der kan lægges paa denne Charak- teer. Hos nogle Arter synes Fligene at være frie næsten til Grunden (t. Ex. hos B. tomentosa).

FR End Beer"

45

Ovarium trigonum, glabrum, breviter stipitatum, infra stigma pårum constrictum. Stigma trigonum subtirilobum.

Voxer påa samme Sted som den foregaaende.

Guilielma Mart.

Karsten mener, at denne Slægt ikke er vel begrundet af Martius, og at de af denne Forfatter herunder opfårte Arter bår forenes med Bactris (1. c, p. 49). Derimod føreslaaer han at sondre de Arter af Bactris, som have rudimentære Ståvdragere i Hunblomsten under Form af en hindeagtig Ring, som en egen Slægt, paa disse at overfåre Navnet Guilielma og under Bac- tris kun beholde de Arter, som mangle denne Ring. Jeg har allerede ovenfor gjort opmærksom paa, at man her ikke kan be- nytte Mangelen eller Tilstedeværelsen af denne Ring som eneste og væsentligsle Slægtscharakteer uden at gjore et fuldstændigt Brud paa den af Naturen anviste Begrændsning af disse Slægter, da den staaer uden Forbindelse med andre vigtige Forskjellig- heder i Blomst og Frugt; men hertil kommer endnu, at Guili- elma i den Forstand, hvori den er 'opfattet af Martius, uden al Tvivl maa ansees for en meget god og velbegrundet Slægt. See vi nemlig hen til den Art, hvorpaa den er bygget (G. speciosa, Bactris Gasipaes Humb. et Kunth) — de to Arter (G. insignis og G. Macana), som senere ere tilfåiede, ere kun saa ufuldstæn- dig kjendte, at det endnu er tvivlsomt, hvorvidt de håre herhen — da finde vi, at den navnlig i Frugten, der her som hos de fleste Palmer afgiver de bedste Slægtscharakterer, er saa forskjellig fra Bactris, at det vilde staae i Strid med de nu gjældende syste- matiske Regler at bringe dem sammen i een Slægt. Guili- elma adskiller sig nemlig fra Bactris ved en kegleformet Frugt med et kjådet, meelholdigt Mellemlag og et om- vendt kegleformet Indrelag, beklædt med et nætformigt Trevlelag, foroven afstumpet med en lille Spids paa Midten og tre Porer i Omkredsen. Hertil kommer endnu

et næsten kugleformet indre Blomsterdække hos Han-

46

blomsten, et meget lille næsten forsvindende År og en fra Baciris afvigende Habitus, da de herhen' hårende Arter ere an- seelige Træer med en stor opret Blomsterstand, et cylindrisk

Ydrehylster og et kålledannet Indrehylster.

Guilielma utilis sp. n.:

caudice erecto elato tereti distinctissime annulato, spatha inte- riore lignosa subclavata acuta extus tomento denso fuscescente tecta aculeis semipollicaribus nigris reflexo-appressis flavescenti- bus tenuioribus intermixtis dense obsita, pedunculo compresso- tereli tomento brevi fusco consperso bracteis: bipollicaribus lanceo- latis crassis coriaceis instructo, ramis spadicis flexuosis basi bractea lanceolata acuminata suffullis, floribus masculis pedicel- latis, pedicellis rigidis persistentibus, perigoniis floris feminei margine levissime trilobis, drupa globoso-conica obtusa glabra striis longitudinalibus latis fuscis notata, endocarpio obconico basi obtuso vertice applanato apiculato, semine ovali.

Affinis G. speciosae, a qua tamen facile distinguilur caudice, cujus internodia brevissima zonis triangularibus nigris aculeatis et albicantibus' nudis alternantibus peculiarem praebent habitum, spathae interioris vestimento, bractearum formå, ramis flexuosis, floribus masculis' pedicellis instruetis, drupa striata, endocarpio basi obtuso et semine ovali.

Denne udmærkede Art voxer i Costa Rica paa den åstlige Skraaning i de yppige Urskove i en Håide af 23500 —4000 Fod. De melede Frugter (omtrent af Form og Stårrelse som et stort Pigeonæble) have, naar de ere kogle; temmelig megen Lighed i Smag med Kartofler, og udgjåre paa flere Steder et af de vig- tligste ,Næringsmidler blandt Indianerne, I San José og Cartago saae jeg ofte disse Frugter udbredte paa Torvet i store Bunker, naar de bragtes tilsalgs af Indianerne fra Orosi. Ved Hacienda de Ujaras har jeg seet dyrkede Exemplarer, Den kaldes af Landets Beboere »Pechevaye”, men jeg tår ikke afgjåre, om dette Navn er af indiansk eller spansk Oprindelse. —- Jeg har oyenfor

-

47

ikke meddeéelt nogen Beskrivelse af Bladene, som vel ikke mangle i mit Herbarium; men da jeg ikke selv har havt Leilighed til at samle dem — de ere efter Anmodning bragte mig af Indianere — og da de i det Hele ere meget afvigende fra dem hos G. spe- ciosa, saa har jeg nogen Formodning om, at der maaskee er skeet en Forvexling, og at disse Blade muligen tilhåre en anden

Palmeart. Åcrøcomia Mart.

Til de af Marlius angivne Charakterer for denne Slægt maa fåles, at hver Hanblomst er forsynet med et lille Dækblad, der ligesom ved Hunblomsten er skjult i den lille Grube, hvori Blomsten er nedsænket. Ståvtraadene ere ikke rigtig beskrevne eller afbildede. Martius har nemlig overseet den dverste Deel af Stévtraaden, som er meget tynd og slaaet tilbage, hvorfor ogsaa Ståvknappens. Tilhæftning er urigtig fremstillet; denne er nemlig

lidt over Midten og ikke i Nærheden af Spidsen.

Acrocomia vinifera sp. n.:

caudice- 4Opedali erecto cylindrico brevissime annulato vaginarum basibus persistentibus tecto aculeis armato, nunquam medio tu- mido, foliis arcuato-reflexis, pinnis linearibus numerosis, basi petioli et rachi aculeatis, aculeis tripollicaribus compresso-planis nigro-fuscis glabris nitidis margine tomentosis , spatha fusiformi- cylindrica longissime acuminata tomento densissimo fusco setis rigidis nitidis arrectis immixlis tecta, acumine 7—8pollicari compresso in latere ventrali medio aculeis arrectis obsita, pedun- culo aculeis paucis adsperso;, floribus femineis bracteolis duabus minutissimis triangularibus lateralibus oppositis el appendiculis duabus filiformibus rachi appressis stipalis, drupa globosa fusco- ” flavescente basi' fere conica vertice stigmatis basi persistente mu- Cronata.

Caudex triginta ad quadraginta pedes altus, rectus; aequa-

liter. cylindricus nec unquam medio tumidus, diametro ad basin

48

pedali, vaginarum basibus persistentibus tectus, aculeis horridus, dum junior adhuc vaginis superstitibus quasi cataphraclus.… 'Spa- tha tripedalis vel paulo longior, clausa tres pollices diametro; spadix 8—9 poll. brevior. Flores masculi in alveolis glabris densissime imbricati, obovato-oblongi, mutua pressione angulati, pårum obliqui, bracteola minutissima friangulari stipati. Peri- gonii exterioris foliola minutissima, oblonga, obtusa, margine al- bicantia, interioris oblique oblonga, obtusa, concaviuscula, subin- aequalia, crassa, striata, basi connata. Stamina basi perigonii inserla, filamentis apice tenuissimis replicatis, antheris linearibus paulo supra medium affixis. Pistillum abortivum minutum, trigo- num, stigmatibus tribus brevibus erectis terminatum. Flor. fem. perigonii exterioris foliola parva, triangularia, obtusa, striata, mar- gine membranacea albicantia, interioris foliola suborbicularia, concava, crassiuscula, striata, imbricata, margine tenuiore albida. Urceolus stamineus cum perigonio connatus, apice tantum liber, sexdentatus, dentium loco interdum staminibus rudimentariis in- structus, Ovarium trigono-obovatum tomentosum, inferne gla- brum. Stigmata tria subulata, supra canaliculata, revoluta. — Affinis A. lasiospathae, a qua tamen, quantum ex imperfecta hujus speciei descriptione concludere licet, satis diferre videtur et cau- dice nunquam tumido et spathae forma et vestimento.

Denne Palme har en temmelig stør Udbredning paa Vest- siden af Nicaragua og Costa Rica og forekommer især i Mængde å de lave vulkanske Dale, i en Håide af omtrent 500—4000 Fod over Havet. Paa saadanne Steder danner den smaa Skove uden Indblanding af andre Træer (saaledes paa Sydsiden af Vulkanen El Viejo, i Provindsen Guanacaste i Nærheden af Hacienda Santa Rosa ved Tierra blanca), et Forhold som blandt alle de Palmer, jeg har truffet i Centralamerika, kun er ciendømmeligt for denne og for Raphis taedigera, medens alle de andre forekomme spredte, men aldrig danne sammenhængende Skøvpartier. Saadanne Skove af Coyolpalmen (Palma de Coyol), hvilket er dens Navn blandt Landets Beboere, have et ganske eiendommeligt Præg. De unge

49

Stammer ere ligesom bepandsrede med Bladskederne, som blive siddende i flere Aar; de gamle derimod stritte af lange. sorte Torne og rage stivt iveiret til en Håide af. 30—40 Fod. Her findes i Reglen ingen Underskov, som udfylder de temmelig store Mellemrum mellem Stammerne; men Jorden er kun be- dækket med stivt- Græs, der afbrændes "i den tårre Aarstid, hvorfor Palmestammerne. gjerne ere sorte og forkullede forneden. Coyolpalmen voxer meget langsomt, og antages fårst i en Alder af 100: Aar at. opnaae en Håide af 40 Fod. . Den er en af de nyttigste Palmer i Centralamerika, da Frugterne i den tårre Aars- tid, naar Savannerne afbrændes, tilligemed Bladene af Acacierne paa mange Steder afgive det eneste Næringsmiddel for de store Flokke af Hornqvæg, som her udgjåre Beboernes vigtigste Rig- domskilde, Af Frugterne presses desuden en fortrinlig Olie, som baade benyttes til: Madlavning og til at brænde. Stammen inde- holder, naar Blomsterstanden er i Begreb med at skyde frem, en sukkerholdig Vædske i rigelig Mængde, hvoraf man tilbereder et Slags Cider, den saakaldte Coyolviin, som er ret velsmagende og ansees for meget sund, For at sihelde denne Vædske, bliver Palmen fældet og Kronen afhugget; derpaa gjåres en stor fiir- kantet Fordybning i Stammen lige ved Toppen; heri vedbliver nu i Låbet af 20 Dage at samle sig saa megen Vædske, at man kan regne 2—3 Flasker i Gjennemsnit om Dagen. Ved denne ådelæggende Fremgangsmaade ere Coyolpalmerne allerede paa mange Steder næsten udryddede, hvorfor man ogsaa i den senere

Tid har forbudt at fælde dem i Nærheden af. Qvæghaciendaerne.

Attalea H. B. K. Attalea(?) gomphococca Mart. Hist. Palm, 3, 301 t. 167 f. VI:

caudice elato, 30—40' alto, juniore vaginis foliorum persisten-

tibus qudsi cataphracto, foliis longissimis pinnatis, vaginis latis-

simis margine in fibras solutis, petiolis brevissimis, pinnis nu-

merosis lineari -lanceolatis falcatis coriaceis reduplicatis margine 4

50

incrassatis apice tandem bifidis flavescenti-viridibus, supra niti- dulis irideis, subtus opacis, 2/3” longis, 2” latis, nervo medio robusto tetragono, nervis secundariis vix conspicuis, nervulis transversis flexuosis densissimis, spatha fusiformi lignosa, spa- dice ovali demum reflexo, putamine oblongo vertice tridentato basi rotundato fibris rigidis poros obtegentibus stipato, sub fibros pyramidato-attenuata, semine elongato-ovali.

Jeg maa beklage, at jeg ikke kan give nogen Beskrivelse af Blomsterne%) af denne hidtil kun meget ufuldstændig kjendte Palme, da jeg foruden en Tegning af et ungt og et udvoxet Exemplar, som fandtes i Nærheden af en Hacienda (hvor de for- modentlig vare plantede) i Provindsen Guanacaste, kun har hjem- bragt en Deel af et Blad og Frugter. Disse stemme nåéie over- eens med den af Martius meddeelte Beskrivelse og Afbildning, naar man undtager, at han ikke omtaler de Fibre, som bedække Porerne; men de have rimeligviis været afrevne paa de af ham

undersøgte Frugter. Den bærer Navn af Palma real.

Attalea Cohune Mart. Hist. Palm. 3. 401 t. 167 f. IV

skal ifålge Loddiges have hjemme i Honduras, hvor den af Lan-

dets Beboere benævnes Cohune.

Attalea(?) rostrata sp. n.: caudice stricto cylindrico laevi crasso arcte annulato, foliis lon- gissimis erecto-patentibus, rachi triquetra lignosa, supra acutan- gula glabra flavescente, subtus plana tomento densissimo furfu- raceo fusco tecta, pinnis numerosis densis suboppositis linearibus falcatis reduplicatis marginatis apice demum bifidis, spathis fusi- formibus longissimis longitudinaliter 'suléatis tomento fusco furfu- raceo detergibili tectis apice in rostrum longissimum 'solidum compressum acutum productis. tuber i

") Saalænge Blomsterne endnu ere ukjendte, vil man ikke kunne a føjåre om deune Art hårer til Attalea eller Scheele ea, der ikke adskille sig fra hinanden uden ved Formen af det indre Somotarekkies Blade i Han- blomsten, som hos sidstnævnte ere trinde.

e

51

Caudex 15—20' altus. Folia 12—415' longa. Pinnae ferme tripedales, 2" latae, coriaceae, glaucescentes, nervo medio valido triquetro supra prominente, lateralibus utrinsecus 6—7 subtilis- simis, nérvulis transversis densis flexuosis.. Spathae 5—6' longae. Cetera ignota.

Da jeg ikke kjender Blomsterne, kan jeg ikke med fuldkom- men Sikkerhed afgjåre, om denne Art hårer til Slægten Scheelea eller Attalea, hvilken sidste den ifålge sin Habitus kommer nær- mest; I Hylsterets Form og Stårrelse har den mest Lighed med Attalea blepharopus Mart. — Jeg har ikke truffet den uden paa Vestkysten af Costa Rica ikke langt fra Puntarenas, hvor den voxer sammen med Elaeis melanococca i den store Skov, som

strækker sig mellem Palmar og Esparsa.

Elaeis Jaeq. Elaeis melanococca Mart. var. semicircularis:

caudice semicirculari decumbente radicante, petiolis spinis adun- cis apice indivisis munilis, pinnarum nervis secundariis duobus subtus prominulis, tertiariis sex, pedunculo spadicis feminei com- presso, bracteis ad basin ramorum lato-triangularibus acumine longissimo subulato terminatis, bracteolis tribus flores femineos cingentibus triangularibus inaequalibus aestivatione imbricatis. Denne Palme er i saa mange Punkter forskjellig fra Elaeis melanococca Mart. — idetmindste efter Beskrivelsen at slutte — at den maaskee maa danne en egen Art; men da jeg ikke har havt tilstrækkeligt Materiale til Sammenligning, har jeg dog an- seet det for rigtigst indtil videre kun at opfåre den som en Varietet. Ifølge den Beskrivelse, som Karsten nylig har med- deelt af Elaeis melanococca%), er den centrålamerikanske - Palme især afvigende i Formen af de tre Dækblade, der omgive Hun- blomsten ligesom et ydre Blomsterdække. — Den voxer paa

=) Plantae columbiaceae i Linnaea for 1857.

52

Vestsiden af Costa-Rica ved Palmar, hvor den danner en Under- skov af et håist ejendommeligt Udseende. Den korte, tykke Stamme er nemlig nedliggende, halvcirkelformig krummet og ud- sender talrige Rødder, hvorved den ér hæftet til Jorden, saa at den har megen Lighed med en stor overjordisk Rodstok; kun Toppen hæver sig iveiret, og den store Krone af finnede Blade, der sprede sig regelmæssig til alle Sider, hviler paa Jorden; imellem de tornede Bladstilke skinne de månnieråde Frugter frem, samlede i store Hoveder., Den bærer blandt Landets Ind- vaanere Navn af Palmiche, Frugterne anvendes især som Fåde

for Fjerkreaturer.

Tribus IV. Lepidocaryinae.

Af denne Tribus har jeg kun truffet en Art af Slægten Ra- phia, som kun er lidet forskjellig fra R. taedigera Mart., men dog synes at være en egen Årt og passende vil kunne kaldes R. nicaraguensis, da den neppe forekommer udenfor Nicaragua. Den adskiller sig fra R. taedigera ved Bladene, hvis Finner staae nærmere hinanden, alle have samme Retning og mangle Torne i Randene. Desuden er det inderste Dækblad (spathellula) ikke udskaaret i Spidsen, og .det ydre Blomsterdække er stårre i Forhold til det indre; men da Blomsterne paa de af mig ind- samlede Exemplarer ikke eré heelt udviklede, skal jeg her ind- skrænke mig til at antyde disse Forskjelligheder og overlade til fremtidige Undersågelser at afgjåre, hvorvidt de kunne tillægges Betydning som Artsmærker.

Denne Palme kaldes i Nicaragua ,Holillo” og er indskrænket til Floden San Juan's åvre og nedre Deltadannelse, hvor den uden Indblanding af andre Træer danner store sammenhængende Skove. I Regntiden oversvåmmes de flade, sumpige Egne, hvor den voxer, og man seer da kun Kronerne rage op over Vandet. Jeg fandt den med Blomst i Begyndelsen af Marts.

[4

&

53

Medens denne Afhandling har været under Trykken, har H. Wendland, af hvem vi tår vente mange vigtige Oplysninger om Centralamerikas endnu kun lidet kjendte Palmer, viist, at den Palme, som ovenfor (Pag. 5) er opfårt under Navn af Collinia (?) fibrosa Wendl., danner Typus for en egen Slægt (Synechanthus Wendl.), hvoraf der desuden forekommer en anden Art (S. War-

scewiczianus Wendl.) i Costa Rica=X).

Alle vore Kundskaber om Centralamerikas Palmer skyldes det sidste Decennium, da der i Martius's store Værk neppe om- tales mere end een Art (Attalea Cohume) herfra. Foruden de, som ere beskrevne ovenfor, nævner Warscewicz 27 Arter fra Om- egnen af St. Thomas paa Ostsiden af Guatemala); tages disse med i Betragtning, vil den centralamerikanske Flora tælle 60—65 Arter af denne Familie, nemlig 32—35 Arecinae, 22—24 Co- coinae, 5 Coryphinae og 4 Lepidocaryinae. Et meget overvejende Antal Arter (c. 50) tilhåre den åstlige Heldning af Cordilleren eller Urskovbæltet fra Havets Niveau til 4—5000'. I den lavere Deel af dette Bælte, som man paa Reisen gjennem Floden San Juan til Nicaragua Så lærer at kjende næsten i hele dets Brede, spille Palmerne ganske samme Rolle som i Sydamerikas Urskove, saaledes som det skildres af Humboldt, Martius og Brådrene

£) Botanische Zeitung 1858 Pag. 145.

%%) Disse ere: Geonoma acaulis, multiflora, elegans, simplicifrons, arundi- nacea, pendula, Euterpe oleracea, Chamaedorea 3 sp. nov., Hyospathe elegans, Kunthia montana, K. caryotoides sp. n., Manicaria saccifera Trinax argentea, Corypha sp-n., Astrocaryum Murumuru, vulgaris, mitis, Bactris Maraja, acanthocarpa, mitis, Desmoneus orthacanthus, polyacan- thus, polyphyllus, Attalea compta, Cocos botryophora, capitata. Denne Fortegnelse er meddeelt af Warscewicz under hans Ophold i St. Thomas og kan derfor ikke tillægges stort Værd med Hensyn til Arternes Bestem- melse; men seer man hen til Palmernes meget smaa Udbredningsphærer, tår man vistnok antage, at de saa godt som alle ere andre Arter end de, som forekomme i Nicaragua og Costa Rica (Otto u. Dietrich, Allg. Gar- tenz. p. 253).

4

Schomburgk. Det er her foruden Raphia især Geonomer, Eu- terper og Iriarteer, som ere fremherskende. I en Håide af 2—4000" forekomme tildeels andre Arter af samme Slægter (Geo- nomer, Euterper), men det er dog især Chamaedoreerne, som her

have deres Hjem. Paa de Bjerge, som i Costa Rica hæve sig

over Cartagos Håislette (fra 5000 til 4410007), har jeg ikke truffet -

en eneste Palme. — Paa de lavere Håisletter, som vende imod Vest, og paa hele den vestlige Skraaning af Landet kunne Pal- merne i det Hele neppe siges at udgjåre nogen charakteristisk Bestanddeel af Skovene —' de saakaldte Catingaskove — og det ringe Antal Arter, som findes hér, henhåre til Cocoineernes: og Coryphineernes Tribus, medens Arecineerne og navnlig Chamae- doreerne og Geonomerne ganske synes at. mangle. — Palmerne have i denne Deel af Landet overhovedet et ganske andet. Præg end paa Ostsiden, de stemme nemlig overeens med de her mest fremherskende Træer i en overordentlig stor Rigdom paa Torne, som ofte ere meget lange og spidse og beklæde næsten alle Plantens Dele, og ligeledes i en mere graalig Farve af Bladene. Acrocomia vinifera, Bactris horrida, Augustinea ovata, Copernicia tectorum (?) og Trinax argentea(?) ere de Palmer, som have den

stårste Udbredning i denne Deel af Centralmerica.

SÆT]

2

Ad Bryologiam Norvegicam annotationes aliquot.

Auctore Th. Jensen.

1. . Andræa obtusifolia nov. spec. Monoica; caulibus laxe cæspilosis, crassis et mollibus, ramis curvatis; foliis dense con- fertis patentibus apicem versus erectis et inflexis, latissime ovatis, in apicem brevem late obtusum productis, lævibus et enervibus ; perichætialibus 3 interioribus magnis late ovali- oblongis obtusis et involutaceis; pedicello exserto; operculo brevi obtuso.

Cæspites format magnos, latos et altos, arena argillosa reple- tos, laxe cohærentes. Caulis maxime dichotome ramosus apice niger, basi foliis sordide pallescentibus et marcescentibus dense obtectus. Rami crassi laxi. Folia dense conferta, non homo- malla, quasi squarrosa, basi erecta brevi semiamplectentia, dein patentia et apice erecta vel paullo inflexa, biconcava, latissime ovata, in apicem brevissimum latum rotundato-vel ligulato-obtu- sum sensim producta, supra quartam vel tertiam circiter partem paullo contracta, lævia et epapillosa, margine integerrimo nec hyalino; cellulæ in superiore et majore parte folii 5—6—7 angu- lares, facie interna irregulariter rotundatæ, in.parte inferiore lon- giores et sæpe rectangulares, omnium autem parietes crassissimi, hic illic quasi poris vel (rectius) sinibus regulariter attenuati. Flores masculi parcissimi in axillis foliorum rami proprii dispo- siti; perigonialia brevia late ovata, obtusa; antheridia oblonga magna breviter pedicellata, Flores foeminei in apicibus ramorum

pauci; perichætialia inferiora minora, foliis propriis quoad formam

56

… et magnitudinem sensim similia. Theca cylindraceo-oblonga, aperta globosa collo brevi et apiculo obtuso convexo.

Inter lapides in rivulis parvis aqua nivali redundantibus, ad Snehættan, sociis Andræa Hartmanni, Thedenii et Blyttii, Julio 1856.

Est maxima et robustissima omnium, quas vidi, Andræarum. .Indøle propius accedit ad And. Thedenii Sch., a Schimpero ;eodem loco repertam. Mea autem species notis tam essentialibus differt, ut non dubitem, quin propria sit species. Non paullo enim major et crassior, mollitie et flexibilitate, sicut etiam fructuum paupertate excellit: Mihi initio diligentissime oculis armatis exa- minanti flores masculi omnino non apparebant, ita ut dioicam eam haberem, quo differentia eo certior mihi fiehat. Iterato examine in specimine unico, caute e cæspite extricato, fløres mas- culos duos inveni in axillis foliorum rami, e basi caulis egredien- tis; tamen longe superat numerus speciminum unisexualium, dum contra And. Thedenii magna multitudine florum et masc. et foem. excellit. Quoad formam foliorum valde inter se congruunt; tamen Åndrææ Thedenii apex folii angustior et minus obtusus, sicut etiam maxima latitudo folii supra medium, in A. obtusifolia autem ad vel etiam infra medium reperietur,. Item parietes cellularum i huic, inprimis basin versus, crassiores et regularius sinuati et quasi interrupti. Magnitudine et mollitie caulium ad And. Hart- manni appropinquat, primo visu tamen foliis dense dispositis dignoscitur; ab appresse et imbricatim foliosa illa And. obovata longe distat.

2. Andræa 'Hartmanni PB. gracilis Zettst. Snehættan eo- dem loco.

3. Andræa Blyttii Br. et Sch. (= And. perichætialis Zettst.) Snehættan una cum prioribus. "Ad Goustå (5000) formam mi- norem, depressam et compactius cæspitosam, sterilem tamen, in "lapidibus legi una cum formå minutissima Grimmiæ obtusæ.

annen

57

Perichætialia intima, a Schimpero ut enervia descripta et deli- neata, in speciminibus autoris, quæ a mee accepi, distincte

nervosa sunt.

4. Mnium Blyttii Br. et Sch. absque fructu legi in Gousta ad lapides parvulos rivulorum nivalium, Augusto 1856; folia sunt

fere integerrima.

5.- Mnium Blyttii Br. et Sch.? Dubius de identitate hujus cum specie, a Schimpero modo statu sterili lecta et delineata, descriplionem completam præstare non superfluum judico, præ- sertim quum paullum differt a specimine originali, a Blyttio mibi dato, et a forma priore.

Dioicum; caules tenues, elati, erecti et interrupte foliosi, axillis foliorum radiculis 1—2—3 pinnatis muricatis et atrorufis obsitis; rami flagelliformes dissito-foliosi ex perichætiis bi-et triennibus. Folia caulina madefacta difficile et leniter emollientia, inferiora minora ovali - oblonga subacuta, summa 'majora magis spathulata, breviter acuminato-apiculata, omnia apicem versus mi- nute et obtuse dentata et e cellularum serie duplice vel hic illic Uunica distincte marginata, nervo ante apicem dissoluto. — Folia flagellorum minora, late ovalia obtusa, integerrima, unica serie cellularum marginata, summa minora angusta. Cellulæ folii mi- nores quam illæ Mnii hymenophylloidis, forma autem simili. Theca solitaria horizontalis et ovato-cylindrica, orificii margine atrobrun- neo; dentes peristomii 'externi sordide virides; per. internum granu- losum, intense luteo-brunneum, dentibus angustis, interjectis ciliis 2 nodosis exappendiculatis; operculo convéxd mamillato?

In rupestribus umbrosis ad Kongsvold sociis Mn. hymeno- phyllo et hymenophylloide, Julio. 1856, cum. fructu syr. deo-

perculato.

6. Mnium lycopodioides Schwaegr. cæspites format magnøs ditissime fructiferos in locis håmidis rupestribus ad Kongsvold.

E: - in

7. .Mnium spinosum Schwaegr. Ad Stulsbro in valle Gud-

brandsdal legit Blytt, mecumque communicavit.

58

8. Mnium subglobosum Br. et Sch. Frequens in parte sep- tentrionali vallis Gudbrandsdal a Vik «usque .ad Fokstuen, in

rupestribus humidis,

9. Bryum cinclidioides Blytt. In regione montoso- silvatica ad Vik et, Laurgaard hanc raram inter Mnium et Bryum quasi iintermediam speciem. legi; ad officinam ferrariam Næs (C. Ro- senberg).

Figuræ 6 et 7 tabulæ X1II Schimperi omnino non. effigiem exactam formæ retisque cellularum præbent. Cellulæ folii serie- bus: obliquis ad marginem tendunt, sensimque formam longiorem et angustiorem . attingunt; margo proprius nullus, nec cellulæ marginales forma et colore a vicinis distant; parietes crassi bic illic regulariter et elegantissime attenuati sunt, qua re ab omni- bus Bryis et Mniis, quæ novi, distat hæc species; substantia intercellularis sub lente du- vel trecenties augente maxime visibi- lis est, sicut etiam utriculus primordialis perfecte evolutus; su- perficies cellularum sub lente maxime augente lenissime longitu-

dinaliter striatula est.

10. Dicranum Drummondii C. M. In silvis ad Langesund; Næs (C. Rosenberg).

14. Dicranum elongatum 8 Sphagni Wbg. In alpinis ad Gudbrandsdal freqvens. 2

12. Dicranum elongatum y flagelliferum mh. Forma memo- rabilis, D. flagellari habitu similis, theca autem, folia etc, omnino D. elongati. Magnitudo eadem ac varietatis B; folia sunt cris- pula, ramique ex perichætiis biennibus filiformes, rigidi et fra- gillimi, foliis minoribus obtuse cuspidatis appresse obtecti.

59

Ad Håfringsfjeld aliisque locis Gudbrandsdalie, cum fructu deoperculato, Junio 1856.

43. "Dicranum albicans Br. et Sch. Plantam hanc rarissi- mam, in Caucaso, Helvetia et unico loco Herjedaliæ collectam, sterilem legi ad Fokstuen in declivibus humidis. Nomen ,D. enerve” Thedenii inventoris, ex falsa opinione formatum, cedere debet - nomini Schimpereano; folia .sunt omnino non enervia, nervus contra totam fere paginam occupat. C. Miller in Synopsi dicit folia integerrima; mea saltem specimina præbent apicem

hic illic minute et irregulariter eroso-dentatum.

44. Dicranum fulvellum Smith. Typicam speciem cum theca lævi ad Snehættan legi. Specimina minora, juxta nivem æternam montis Gousta a me collecta, præbent thecam, nuperrime deoper- culatam, breviorem "et distincte striatam, ut formam habeam inter- mediam inter D. hyperboreum et D. fulvellum; folia omnino ul-

terioris (v. Miller, Synops, II, pag. 593).

15... Dicranum Blyttii Br. et Sch. Snehættan juxta nivem æternam una cum D. fulvello et D. Starckii; Gousta et Vestfjord-

dal: frequens.

16. Orthotrichum curvifolium Wbg. freq. in Gudbrandsdal, Vestfjorddal.

17. Orthotrichum Ludwigii Brid, Vestfjorddal ad betulas. 18. Orthotrichum speciosum N. ab,Es. var. nigrescens. Caulis basi nigrescens, apice luteo-viridis., pedicelli breviores, theca: deoperculata sublævis anguste cylindracea. — In rupibus ad

Kongsvold.

19. Zygodon. torquatus Liebm. C. Miller in synopsi sua

60

thecam operculumque describit, quæ partes autem nulli adhuc visæ sunt. Auctoritate cel. Liebmanni probabiliter innixus est, qui autem specimina fructifera Z. lapponici, cæspiti immixta, ad spe- ciem nostram pertinentia habebat. Qua de causa species hæc

insignis in Bryologia europæa nusquam commemoratur?

20. Zygodon Mougeotii Br. et Sch. Rusten ad Laurgaard; Skaadal åd Christianiam; Vestfjorddalen. Quanquam sterile (sicut . etiam specimina nostra danica) omnino congruit cum plantis au- thenticis ad Mont d”Or lectis.

21. Coscinodon cribrosus Spr. Ad rupes præruptas et siccas in Ringebo Gudbrandsdaliæ una cum cæspitibus med sed steri- libus, Mielichhoferiæ nitidæ. ,

22. Grimmia alpicola Sv. certissime a Gr. apocarpa distincta est species, quamquam Bryologia europæa eas conjungat. Folia sunt duplo angustiora, epilifera et rotundato-obtusa, margine om- nino plana; nervus abrupte sub apice desinit; theca est brevior, aperta cyatiformis et dentes peristomii frequentius cribosi. Notam autem gravissimam habeo calyptram dimidiatam, quam nemo obser- vasse videtur. Etiam habitu proprio facile discernitur, cæspitibus firmissime affixis, colore nigro olivaceo-nitido. Vulg. ad lapides

rivulis inundatos…

23. Grimmia elatior Br. et Sch. Certe bona species. Ha- bitus, etsi Grimmiæ funali similis, tamen diversus: caulis mollior, crassior; apiculus piliformis folii brevius dentatus, et cellularum basilarium parietes non sinuati, nec crenati, dum iidem apud Gr. funalem valde sunt crenati et quasi interrupti. In icone Schim- periano hæc differentia omnino non apparet. Theéca utriasque

nunc octies nunc decies plicata videtur.

24.” Grimmia mollis Br. et Sch. "Ad! Snehættan in lapidibus

61

juxta nivem æternam singularem hane speciem statu sterili legi; simili loco ditissime fructiferam in. Gousta. Calyptra a me

non visa.

25. Grimmia obtusa Schwaeg. In cæspitibus magnis et den- sis ad Vårstien supra regionem fruticum. Folia fere omnia mutica, ideo obtusata, summa modo hic illic pilo brevi mox ca- duco terminata; caulis 1—82 pollices longus. Var. f. ; donniana Sm., pulvinulis minutissimis foliis longe piliferis, in summo apice

montis Gousta; similis forma, duplo autem major, ad Kongsvold.

26. Tayloria splachnoides Hook. var,: dentibus minoribus — an syn. 8 obtusa C. Milleri? — in monte Gousta supra

silvam. Aug.

27. Dissodon splachnoides Grev. et Arn. In tota valle Gud- brandsdal a Lillehammer usque ad Kongsvold frequens ad rupes

irriguas.

28. Hypnum Sendtnerianum C. M. et 29. H, nitidulum Wbg. Utrumque vulgatissimum in regionibus Norvegiæ, . quas visitavi, primum regiones altiores (a Laurgaard ad Vaarsli), alterum infe- riores (a Laurgaard ad Lillehammer) inhabitare videtur. Al-

terum in Vestfjorddalen vulgare.….

30. Hypnum striatellum C. M. Ad terram humidam, um- brosam in Gudbrandsdal (Laurgaard, Fokstuen, Vaarsti); Voss (Blytt); ad officinam ferrariam Næs (C. Rosenberg). Probabiliter sat frequens, sed prætervisum et cum Hypno silesiaco, sicut a

nostratibus et aliis, commutata.

31. Leskea intricata Hin. var. alpina. Minor, foliis duplo minoribus et angustioribus, lævissimis, estriatis, omnino enervi- bus. : Inter Kongsvold et Drivstuen. Non ad Hypnum chryso-

62

phylloides Guemb., ut vult C. Miller, haec species est referenda; folia nullo modo sunt »Squarrosulo-patentia” nec ,subito lanceo- lato-acuminata”, immovero polius erecta, subsecunda et sensim

anguste et longe acuminata.

32. Hypnum curvifolium Hdw. (Spec. musc. t. 78) nomen collectivum; formæ, sub hoc nomine descriptæ et communicatæ notis gravissimis inter se discrepant, aliis e. g. magnitudine, directione foliorum, theca- etc. similibus. Synonymiam extricare non au- deo. Forma, a me frequenter collecta (Gudbrandsdal usque ad Dovre) appellari possit

H. curvif. var. montanum; luteo-viride, elongatum, flexile et parce ramosum; folia ovato-lanceolata et longe anguste acumi-

nata, integerrima, propter cellulas angustas sicuti confluentes te-

nuiter membranacea; cellulæ alares paucæ, diaphanæ et utriculi-

formes. . Folia floris foeminei juniora anguste lanceolata-et ser- rata. — Differt ergo species nostra danicå, cui folia et integra et apice denticulata brevius sunt et latius acuminata, quorum cel- lulæ alares numerosæ et distinctæ; est verosimiliter Hypnum pratense Koch -sensu Schimp.

Alia forma est H. curvif. var. paludosum, quod distinguitur habitu rigidiore et robustiore,. apicibus caulium intense luteo- nitidis, basi obscuriore brunneis et opacis, foliis latioribus, firmi- Oribus, evidentius striatis. Perichætialia ut prioris. serrata, idque eo evidentius quo juniora sunt folia. Habitu appropinquat ad formas majores Hypni adunci'vel- potius H. rugosi.. Ad Fokstuen in paludosis. Utraque forma certissime diversa a Hypno pratensi:

33.. Hypnum protuberans Brid. Ditissime fructiferum et vulgare in saxis ad Mesnaelv, in Vestfjorddalen etc., sicut etiam vicinum illud. H. fastigiatum,

34. Hypnum fimbriatum Htx. Cæspites latissimi, quos Mensi Julio ad Fokstuen et Jerkin legi, omnino cøngruunt cum

63

planta suecana; dummodo non vidi americanum illud H, Oakesii, non affirmare audeo sententiam Miilleri, synonymum illud opi-

nantis.

35. Hypnum turgescens nov. sp. dioicum, gregarie crescens. Cauli erecto turgido, apice cuspidato, parce ramoso, tenace; fo- liis dense imbricatis ovatis, concavis, integerrimis obtusis vel recurvato- et integro- mucronulatis, bi- vel breviter uninervibus.

Caulis erectus, turgidus, cuspidatus, hic illic parum attenua- lus, flaccidus sed tenax, obscure luteo-viridis, parce ramosus ; folia dense imbricata, concava, margine incurva, apicem versus sæpe involuta et fere cucullata, mucrone brevi integro tenui et recurvato imposito, sæpe autem obtusa vel disrumpentia, latis- sime ovata, nervo prædita tenui, basi latiore, medium vix attin- gente, vel nervis duobus brevibus æqui- vel iniquilongis, lævia et estriata hic illic bullata et sinuata; cellulæ foliorum superiores breves, densæ, virides, basin versus longiores et angustiores paårietibus crassis regulariter attenuatis vel sinuatis instructæ; ceilulæ alares indistinctæ paucæ quadratæ; flores masculi pauci in axillis foliorum, perigonialia breviter obtusa ovata. Theca etc. ?

Hypno Schreberi affine; modus crescendi longe autem alius sicut etiam ramificatio: non format cæspites, sed crescit acerva- tim et gregatim in cæspilibus densis et altis, a Distichio capilla- Cceo formatis, parietes saxorum ad Kongsvold et Vaarstien investi- entibus. Præterea apiculus ille recurvalus, cellulæ ejus breviores, firmiøres, minus diaphanæ, nervatio me persuadent, ut habeam

eam propriam speciem.

36. Hypnum badium Htn.? Caulis elongatus, parcissime ramo- sus, mollis, decumbens et irrigatus, castaneo-vel nigro-nitens, apice summo luteo-viridis; folia omnia pulchre homomalla, non autem falcata, concava et estriata, oblonga, sinu contiracto acule et an- Juste breviter acuminata, omnino integerrima, nervo tenui sed

distincto ad vel supra medium sæpe etiam ante apicem evanes-

64

cente prædita;' cellulæ eorum. elongatæ, angustæ, lumine ipsis parietibus fere angustiore; parietes laterales crassi, hic illic re- gulariter attenuati; cellulæ alares 40—45 breves fuscæ pachy- dermes.

In rupibus irrigatis ad Vik in valle. Gudbrandsdal.

Pulcherrimam. speciem cum nulla alia conjungere possum. Si recte C. Miller speciem- Hartmanni cum. Hypno adunco. conjungit, mea propria. est species, Quæ quum non male congruit cum descrip- tione. perbrevi Hartmanni,. nune quidem, incertus tamen, cum hac meam plantam conjungo, in medio relicta sententia C. Milleri. Colore et habitu partim H. adunco, partim H. sarmentoso simi- lis, propius aulem ad illam accedit. … Folia H. adunci autem ovato-lanceolata, distinctius. falcata et plicatula , multo longius semsimque acuminata, parietesque cellularum angustiores sine locis illis attenuatis.

Videnskabelige Meddelelser

fra

den naturhistoriske Forening i Kjåbenhavn.

1858. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. Bys;

Nogle Bemærkninger om de nordiske Æga-Arter samt om Hi str su sÅ ag! Begrændsning.

Dr. phil. bs Låtken Assistent ved Universitetets zoologiske ask i Kjåbenhavn, (Meddelt i Mådet d. 12te Novbr. 1858). (Hertil Tab. I, A, Fig. 1—11).

Den Omstændighed, at der i Fortegnelserne over Grønlands Krebsdyr kun nævnes 2 Æga-Arter, medens der dog i Univer- sitetets zoologiske Museum opbevares 3 grånlandske Arter af denne Slægt, foranlediger mig til at forelægge den naturhi- storiske Forening en kort Charakteristik af disse 3 Arter samt af en fjerde hidtil mere eller mindre miskjendt nordeuropæisk Art.

De Forhold, hvori de nordiske Æger afvige fra hinanden, og hvorved de med Lethed kunne skjelnes fra hinanden, ere for- nemmelig

Oinenes Størrelse,

Fålernes Længde,

Formen af det sidste Haleled og

Formen af d et sidste Par Halefådder.

Min Charakteristik af de 4 nordiske Arter vil derfor især holde sig til disse 4 Forhold, En udtåmmende Beskrivelse er det. ikke min Hensigt at levere.

åÅga psora (Lin.) dignoscitur oculis sejunctis, annulo terminali caudæ lato, acumi- Dato, haud emarginato, ramis pedum caudalium ultimi paris an-

gustioribus, internis extus emarginalis.

66

Synonymer og Citater: Oniscus psora Linné. Systema naturæ, editio Xma (1758), t. I. p. 636. Fauna suecica, editio Ilda (1764). Systema naturæ, editio XIlma (1767) t. I. p. II. p. 1060. Oniscus psora Fabricius, Fauna Grånlandica no. 226. Oniscus psora Pennant, British Zoology, vol, IV. tab. XVIII, f. I. (kjendelig). Æga emarginata Leach, Dictionn. scienc. natur. t. XII. p. 349. Æga emarginata Demarest, Considérations générales sur la classe des Crustacés p, 304, tab. 47 f. 4-5 (ikke nogen god Figur). Æga emarginata Milne Edwards, histoire des Crustacés, vol.

III. p. 240, samt i Cuviers rægne animal, édition illustræ, -

Crustacés, tab. 67 f. i og 4a—h. (god Figur). Æga psora Kråyer, Danmarks Fiske, 2den Deel p. 40. (Noten). Æga psora Liljeborg. Ofvers. Vetensk. Akad. Førhandl. 4850

p-. 84 og 1851 p. 24

Linné beskrev i 10de Udgave af Systema naluræ en Oniscus psora fra det norske Hav. Hverken Beskrivelsen eller Diagnosen (»abdomine subtus nudo, cauda semiovali acuta””) efterlade nogen Tvivl om, at det er de senere Forfatteres Æga emarginata, 08 ligesaa simpel og klar er Artens Udredning efter den senere Udgave af Systemet og efter Fauna suecica. Fabricius's Oniscus psora er det selvsamme Dyr, uagtet han hertil citerer Stråms »Fiske- bjørn”, som vel er en nærstaaende Form, men dog en distinkt Art, der strax vil blive nærmere omtalt under Navn af Æ. Stråmii. Endnu "Pennant og Mohr (Forsåg til en Islands Naturhistorie) vidste, hvad Linnés Oniscus psora var; fra Leaches Tid gik det i For- glemmelse, indtil Kråyer og NENNBArg gjengave Arten dens linneiske Navn.

Oinene ere mindre end hos de fålgende Arter og adskilte ved

et temmelig bredt Mellemrum. De mindre åvre Fålere naae med :

deres Spids kun til fårste Kropring=) eller til de nedre Fåleres

€) Hvad Milne Edwards hos Isopoderne og Amfipoderne kalder thorax,

mr

67

Svåbe; de bestaae af et Skaft paa 3 og en Svåbe paa 10—12 Led. Af Skaftets Led er det tredie langagtigt og cylindrisk, de 2 andre- meget brede og flade, det fårste næsten firkantet, det andet udhulet udvendig og bagtil for at optage det tredie Led. Disse 2 Filere dække paa Grund af deres Brede ganske det inderste Stykke af de nedre Fålere og beråre hinanden med deres inderste Led, som kun adskilles ufuldstændigt ved en trekantet Forlæn- gelse af Hovedet. De længere nedersteFålere naae med Spid- sen af deres 15-20leddede Svåbe til eller lidt ind paa Kroppens anden Ring, naar de lægges langs med Legemets forreste Rand. Af Skaftets 5 Led ere de 3 inderste korte og skjules af de åvre Åntenners Grundled; de 2 yderste ere mere langstrakte og svare omtrent til de åvre Antenners 3die Led og Svåbe. Det sidste Haleled har Form af et bredt Skjold med noget bugtede Sider og låber bagtil ud i en afrundet, undertiden svagt rundtakket Spids; en mere eller mindre tydelig Kjål indtager dets Midtlinie; dets Brede ved Grunden er lig med Længden af 4de, åte og 6te (sidste) Haleled tilsammen, Det sidste Par Halefådder be- staaer af et Grundled, som bagtil forlænger sig til en lang og smal ved Grunden bred Torn, og 2 ved Siden af hinanden ind- leddede Blade, der begge ere smallere og derved tillige forholds- vis længere end hos de ovrige nordiske Arter. Hin Torn er omtrent saa lang som det ydre Blad, men kjendelig kortere end det indre, der nær ved Enden af sin ydre Rand har et dybt Indsnit. Saavel den ydre Rand af det ydre Blad som den korte Bagrand af det indre ere svagt takkede og tornede, idet Tornene nemlig ere anbragte i Vinklerne meliem Takkerne. Desuden ere alle Randene af dette Fodpar ligesom hos de åvrige Arter udsty- rede med en Bræmme af lange Haar. |

Museets stårste Expl. har en Længde af 5Omm og en Brede af 49mm, Det besidder Exemplarer fra Grånland, Island, Norge og Finmarken. Desuden er Arten kjendt fra Eng-

betegner jeg som ,Kroppen”; hvad M. E. kalder abdomen, er for mig »Halen”.

be

68

land. De fra Grønland ere tagne af Havkalen (Scymnus microce-

phalus Bl.).

Anm. Æga affinisM.E d w. (histoire des Crustacés p. 241, t.31f. 22), der kor- telig kan betegnes som en noget forkortet Æ, psora, troer Liljeborg at have gjenfundet, men denne Forfatter antager den kun for at være en Varietet af Æ. psora, hvilket heller ikke forekommer mig usandsynligt. 2 (Ofvers. Vetensk. Akad. Handl., 1851 p. 23). Uagtet man ikke kan an- tage det samme om Æ. rotundicauda Lilj., vil jeg dog anfåre, at jeg blandt talrige Exemplarer af Æ. psora Wwæffer nogen Variation i Formen af det sidste Haleled og navnlig hos et enkelt melgtne finder det afrun- det, uden Spids.

Æga Stromii (Kroyer) : dignoscitur oculis contingentibus, annulo terminali caudæ bicari= nato, retuso, haud crenulato, ramis pedum caudalium ultimi paris latioribus, annulum caudalem postremum haud æquantibus, internis haud emarginatis.

Synonymer og Citater:

»Fiskebjårn”, Stråm, Såndmårs Beskrivelse p. 165 no. 2, Tab.

kur 3 £

Æga monophthalma, varietas, Johnston, i Loudons- Magazine of

natural history, vol. VII, p- 233 f. c. (god Figur). Å Æga bicarinata Rathke, Beitråge zur Fauna Norwegens, Nova Acta

AÅcademiæ Cæsareæ Leopoldinæ Naturæ Curiosorum 4843 t.

XX. p 25, tab VIL £ 4148: "(God Beskrivelse? og Afbild-

ning af den ydre og indre Bygning).

Rocinela Strømii Kråyer, Danmarks Fiske, den Deel p. 40 (Noten)

(uden Beskrivelse).

Æga bicarinata Liljeborg, Ofvers. Vetensk. Akad. Fårhandl.

1851 p. 23. ;

Uagtet denne Art oftere er bleven beskrevet og afbildet eller dog omtalt, er den en af de meget miskjendte Arter. Stråm gav en meget kjendelig Fremstilling af den, men opnaaede kun, at Linné henfårte den til Oniscus oestrum (A2te Udgave af Systema Naturæ), som ifålge Beskrivelsen i Museum Adolphi Frederici (folio, 1754) p. 89 hårer til en ganske anden Slægt, Rigtigere var det

i al Fald, naar Fabricius i Fauna Grånlandica henfårte Strø ms

69

Fiskebjørn til Oniscus psora; i J. C. Fabricius Entomologia syste- matica t. Il (1793) p. 505 citeres den alligevel under Cymothoa Øestrum tilligemed Figurer og Beskrivelser af Æ. psora og af Cymo- thoer! Vor Art blev gjenfundet af Johnston og fremstillet me- get tilfredsstillende i en Træsnitsfigur; men han begik den Feil at ansee den for at være en blot Afændring af hans Æga mo- nophthalma, medens. Rathke lige urigtigt antog den for at være Leaches Æga bicarinata, med hvilken den unægtelig i flere Hen- seender har stor Lighed. At Liljeborgs Æga bicarinata er den her omhandlede Art, veed jeg deraf, at Prof. Liljeborg har skjæn- ket Exemplarer under dette Navn til Universitetets zoologiske Museum. Milne Edwards har ikke selv kjendt denne Årt, men dog opfattet den rigtigere end sine Forgængere; han er- kjendte, at Stråms Fiskebjårn og Johnstons fig. 43 c vare identiske, og at de nærmest faldt ind under Slægten Rocinela efter hans Definition. Med Æ. bicarinata Leach, som den ellers lig- ner par la forme générale”, kunde han derfor ikke identificere den. — Dei er iåvrigt ikke umuligt, at Æ. Stråmii kunde være identisk med Rocinela danmoniensis Leach. Krøyer har omtalt den leilighedsvis under Navn af Rocinela Stråmii, men ikke beskrevet den. At Rocinela ikke er noget fra Æga forskjel- ligt Slægtsbegreb, og at Arten altsaa. vil komme til at hedde Æga Strémii, vil senere blive oplyst. i Fålerne forholde sig næsten ganske som Æ. psora; dog ere Grundleddene af de åvre Fålere ikke fuldt saa brede, uagtet de lige- som hos Æ. psora fuldkommen dække den underliggende Deel af de nederste. Svåben af de åvre Fålere tæller c. 43 Led og naaer til Svøben af de nedre, som igjen naaer til anden Kropring%) og bestaaer af 18—24 Led. Oinene ere meget stårre end hos Æ. psoru og ståde sammen i en ret Linie; de bedække hele Hovedets

Rygflade med Undtagelse af en lav Trekant mellem dem og Ho-

+) Disse Angivelser af Fålernes relative Længde hos denne og de dvrige Arter maae idvrigt ikke opfattes som absolute, men kun som iilnærmel- sesvis rigtige, da disse Forhold altid variere noget indenfor Arten.

70

vedets Bagrand, hvis Håide er mindre end Øinenes Berårings- linie. Breden af det sidste Haleled er omtrent lig med Længden af det sidste og næstsidste Led tilsammen: det af- smalner bagtil, men ender afstumpet med en noget indbuet Bag- rand. Dets Rygflade har en flad Fordybning paa hver Side og en smallere Fordybning langs ad Midten; der dannes derved 2 bag- til divergerende svage Kjåle, som ende. i Hjårnerne mellem den hule Bagrand og de svagt buede skraae Siderande. Dets Rande ere idvrigt aldeles uden Spor til Takker eller Tænder. Naar det sidste Par Halefådder spiles lidt ud til Siden, fålde deres Ender i lige Linie med Hjårnerne af det sidste Haleled; naar de lægges ind imod dette, sees de imidlertid al være kjendelig kortere, da de ikke naae til de omtalte Hjørner; det ydre Blad er ovalt, mere end doppelt saa langt som bredt, det indre trekantet med afrundede Hjårner og bred. Enderand; denne saavelsom Yderranden af det ydre Blad ere fint tandede og tornede, saaledes at en lille Torn har Plads i Vinkelen mel- lem hver af de fine Takker. Alle Randene ere dernæst udsty- rede med, lange og fine Haar. Den af Grundleddet dannede indre Torn er tresidet, flad og spids og ikke meget kortere end hine 2 Blade.

Formen er mere smækker end hos Æ. psora; Museets smæk- kreste Individ har en Længde af 532mm og en stårste Brede af fåmm; et andet resp. 47mm og 43mm, Arten er bekjendt fra Norge, Færderne og England.

Åga erenulata Ltk. dignosilur a præcedente, cui valde similis, epimeris in acumen deflexum. productis, annulo caudali postremo retuso, postice erenulato, baud carinato, pedibus caudalibus ultimi paris magis elongatis.

Denne Form staaer saa nær ved den foregaaende, at der vel kunde opkastes Tvivl, om det ikke er en Varietet af den. Den ligner den ganske i Henseende lil Legemsform, Fålernes og Oi- nenes Forhold, det sidste Par Halefådder 0,S.Y., men da jeg fin-

sa der de nedenfor anførte Forskjelligheder constante hos 5 Exem- plarer af hver Art, forekommer det mig rimeligst at opfåre dem som særskilte Arter. Medens Epimererne hos Æ, Stråmii bagtil ere lige afskaarne, dånner deres bageste Hjårne ter en lydelig nedadrettet tornformig Forlængelse; Kjålene paa det sidste Haleled mangle tilligemed den midterste Fordybning, og Bagran—" den er svagt rundtakket (crenuleret). Det sidste Par Halefådder ligner ganske det hos Æ. Strémii, kun er det en lille Smule længere; udspilet rager det derfor længere ud end det sidste Hale- led, hvorimod det, naar det lægges ind til dette, netop naaer til dets Hjårner, Hvad der ellers er anfårt om foregaaende Art gjælder ogsaa om denne. Det stårste Exemplar har en Længde af Såmm og en Brede af 19mm, Denne Form er fra Grånland. Æga arctica Ltk.

dignoscitur oculis contingentibus, antenuis longioribus, inferiori- bus haud, tectis, annulum secundum corporis æquantibus vel su- Perantibus, annulo terminali caudæ fere ut in Æ. psora, denta!o tamen et apice leviter emarginato, pedibus caudalibus ultimi paris fere ut in Æ. Sirémii et in Æ. crenulata, ramis vero lon- Bioribus, externo acuminato, interno extus leviter sinualo, spina basali interna breviore. ;

Oinene forholde sig hos denne Art omtrent som hos Æ. Stråmii og Æ. crenulata; dog ere de forholdsvis lidt mindre, og deres indbyrdes Beroringslinie er derfor kortere end Håiden af den Trekant, som indtager den af Ginene ubedækkede bageste

Deel af Hovedet. Fålerne ere længere end hos de hidtil om-

mu Arter; de åvre naae halvt ind paa fårste Kropring og sk

over de nedre Fåleres Skaft. De 2 inderste Led af de åvre Få- leres Skaft ere vel endnu doppelt saa brede som det tredie lang- strakte cylindriske Led af samme Skaft, men dog ikke brede Be til at dække Grundleddene af det andet Fålerpar; og medens det inderste Led af begge de dvre Fålere hos de 3 andre nor- diske Arter beråre hinanden, adskilles fe i ja dne re en fra Hovedet udgaaende spids Forlængelse, Spidsen af andet

72

Folerpar naaer til eller endog lidt ind paa tredie Kropring; dets Svøåbe tæller 23 Led, hvorimod der i Svåben af de åvre Fålere kun tælles 16 Led. Epimererne ere mere tilskærpede end hos Æ. Strømii, men ikke forlængede til nogen særegen Spids. For- men af det sidste Haleled er næsten ganske som hos Æ. psora; det har en tydelig Kjål langs nedad Midten, dets Rande ere bagtil tandede og forsynede med smaae Torne og dets Spids er ved et lille Hak klåvet i 2. Formen af det sidste Par Hale- fødder er derimod nærmest som hos Æ, Stråmii og Æ. crenulala, kun ere dets Blade noget længere, og de naae derfor, naar de lægges ind lil det sidste Haleled, til hint Hak i Spidsen af dette; det ydre Blad er noget tilspidset, medens det hos de 2 foregaaende Arter

er bredt afrundet, og den ydre Rand af det indre er ikke som hos

disse fuldkommen lige, men danner en ganske svag Bugt. Deres Rande ere meget tydeligt tandede og tornede. Grundleddets Torn er forholdsvis kortere end hos de nævnte Arter.

Æ. arctica stammer fra Grønland og er ligeledes taget paa Scymnus microcephalus Bl. Det største Expl. er 4Qmm langt og 15mm bredt.

Såger man at henfåre de her beskrevne 4 Arter til de af de carcinologiske Systematikere opstillede Slægter, er det klart, at kun Æga og Rocinela her kunne komme i Betragtning. Men disse Slægters Definition er ikke ganske den samme hos Forfat- terne. Leach adskilte disse to Slægter samt Conilera, der lige- som hine har de 3 forste Par Been uddannede til Krogbeen, me- dens de åvrige ere Gangbeen, fornemmelig derved, at hos Æga ere de åvre Fåleres 2 Rodled meget brede og sammentrykte, hos Rocinela og Conilera derimod ,næsten cylindriske”; hos Co- nilera ere Oinene smaae og vidt fjernede fra hinanden, hos Ro- cinela store, lidt hvælvede, de convergere fortil og beråre næsten hinanden; hos Æga ere de store, lidt hvælvede og convergere fortil. Det maa vel være tilladt at antage, at Leach ikke har ndtrykt denne Forskjel med tilbårlig Skarphed, og at den Mod-

| ; | | | | | j

Fe HEDDE ENES

73

2

sætning, som han har havt for Øie, er den som f. Ex. finder Sted mellem Æ. psora og Æ. arctica. De åvrige af Leach anfårte Charakterer kunne forbigaaes, da de i Virkeligheden In- tet have at betyde. Efter den anfårte Definition og den For- tolkning, som jeg har troet at kunne give den, er Æga psora aabenbart en ægte Æga, Æ. arctica -derimod ven typisk Rocinela. Æga Strømii og Æ. crenulata ville efter Oinenes Forhold være at henfåre til Rocinela, men Følerne ere aabenbart for flade og brede til at kunne kaldes næsten cylindriske”, Det bliver herved sand- synligt, at disse Organers. stårre og mindre Brede ved deres Grund ikke kan benyttes til at skjelne mellem Slægterne, ja maa- skee endog at denne Slægtsadskillelse bår opgives. Dette bliver endnu sandsynligere, naar man tager Hensyn til Æga monoph- thalma Johnston (1. c. fig. a—b), som har bredere Fålere end Æ. psora, men hvis Øine ståde sammen, om end kun i en kort Strækning; eller til Æ. bicarinata (see den af Milne Edwards givne Afbildning i Rægne animal, -édition illustrée, Crusiacés, tab. 67 f. 2), der ligner vor Æga Strémii meget, navnlig i Henseende til Formen af det sidste Haleled og af det sidste Par Halefådder, men har fuldkommen adskilte Oine. Milne Edwards Definition af Rocinela lyder ogsaa lidt anderledes end Leaches; efter den ere de 2 inderste Led af de åvre Fålere tvertimod ,brede og flade”, skjøndt mindre og mindre flade end hos Æga”. Danaz+) har den samme Definition, hvorved dog er at bemærke, at han opfatter de 3 Leachske Slægter kun som Underslægter af Æga. Hans Definition lyder saaledes:

" sÆga: oculis remotis, antennis Amis basi complanatis”, sCsnilira: oculis remotis, antennis 4mis basi subcylindricis”, »Rocinela: oculis grandioribus, inter se fere contiguis, anten-

nis imis basi complanatis”. Herefter vil Æga psora være en ægte Æga, Æ. monoph- thalma, crenulata og Strømii ægte Rocineler; derimod vil man ikke

7) United States Exploring Expedition, Crustacea p. Il., p, 747.

TÅ

kunne faae Æga arctica ind i nogen af hine Underslægter, thi Fålerne ere ysubcylindriske”, men Øinene ikke adskilte. Hvorvidt Co- nilera-Formerne kunne holdes generisk ude fra de andre, derom skal jeg ikke tillade mig at udtale nogen Mening, da jeg ikke har havt Leilighed til at undersåge nogen Æga-Form ,,med smaae og vidt adskilte Gine”, men det forekommer mig ikke meget ri- meligt, At man derimod ikke vil kunne adskille de ovennævnte

Årter i 2 eller flere Slægter, vil fremgaae af den Maade, hvorpaa

Charaktererne krydse hinanden; det viser sig nemlig, al

1) Fålerne ere næsten eens hos Æ. psora, crenulata og Strå- mii; hvorimod

2) Oinene forholde sig væsenlig eens, paa den ene Side hos Æ. psora og bicarinata (Leach), paa 'den anden Side hos Æ. Sirémii, crenulata, arctica og monophthalma,

3) Formen af det sidste Haleled er væsenlig eens hos Æ. psora, monophthalma og arctica, og ligeledes næsten den samme hos Æ. bicarinata, crenulala og Stråmii. Og ende- lig er

4) Formen af det sidste Par Halefådder væsenlig den samme hos Æ. arctica, crenulata, Stromii og monophthalma.

Det trænger nu vist ikke nærmere til Forklaring, at jeg har opgivet Navnet og Slægisbegrebet Rocinela og optaget det i Æga. Ikke engang som Underslægt vil det kunne beholdes, uden for- saavidt man efter Oinene alere vilde dele de temmelig tal- rige Æga-Arter i 3 Grupper, der da omtrent vilde svare til de 3 Leachske Slægter, som af Dana ere degraderede til Under- slægter.

De Æga-Arter, om hvilke jeg i Litteraturen har kunnet finde

nogen Oplysning, ere fålgende: ÅA.- Arter, hvis Oine ere saa store, alt de bedække stårste Delen af Hovedet og beråre hinanden umiddelbart i en kortere eller længere Stræk- ning (Rocinela). / ,”

i. Æ. Strøémii (Kråyer). (See ovenfor). (I de nordiske Have).

75

2. Æ. crenulata Ltk. (See ovenfor). 3. Æ. aretica Ltk. (ligel. ; fra Grånland ligesom foregaaende).

4. Æ. ophthalmica. Milne Edwards (Rocinela ophthalmica, histoire des Crustacés, III, p. 243, og Ræégne animal, édition illu- strée, tab. 67 f. 3) fra Sicilien. Denne Art er aabenbart meget nær beslægtet med min Æga arctica, baade i Henseende til For- men af det sidste Haleled og af det sidste Par Halefådder, der ere takkede i Kanten ligesom hos Æ. arctica, samt i Hen- seende til Fålernes Form og Øinenes Forhold. Imidlertid synes det indre Blad af det sidste Par Halefådder at være forholdsvis stårre og Grundleddets Torn al være bredere, I Forbindelse med den store geographiske Afstand ville disse Forskjelligheder være Grund nok til indtil videre at ansee dem for forskjellige. Længde 1975

åd. Al. Deshaysiana (M. Edw.) (Rocinela Deshaysiana, |. c. p. 243), ligeledes fra Middelhavet.) Grundleddene af de åvre Fålere ere mere brede og flade end hos Æ. ophthalmica. "Oinene afsmalne fortil, saaledes at deres Beråringslinie er kortere og den Plads, som de indtage paa Hovedet, mindre end hos Æ. ophthalmica. Det "sidste Haleled er mere langstrakt og spidst, dets Rande haarede, men ikke tandede; endelig er det indre Blad af det sidste Par Halefådder dybt indskaaret neremde nær ved Spidsen og uden Takker. Længde 1”.

6. Æ. monophthalma Johnston (I. c. fig. a og b), fra de engelske Kyster. Formen af det sidste Haleled synes at være ganske som hos Æ. psora (Lin.), af det sidste Par Halefådder

+) Muligvis er det denne Art, somGrube har medbragt fra Middelhavet, og som Rathke ansaae for Æga emarginata Leach (l. c. p psora skulde findes i Middelhavet er ikke sandsynligt. Den siges at have stårre Oine endD esmarests Figur af Æ. emarginata (5: Æ psora), og der tilfåies, at Oinene ere nærved at beråre hinanden. Da dette Udtryk ogsaa bruges om den af Rathke i det Foregaaende beskrevne Årt (Æ. Strémii), er der i denne sær LED, Intet i Veien for at henføre den til den samme Gruppe af Æga-Slæg

76

derimod som hos Æ. Strémii. De underste Fålere naae lidt ind paa anden Kropring; de åvres inderste Led ere fuldkommen flade og overmaade brede; Oinene støde sammen, men kun i en kort Strækning. Den opnaaer den betydelige Længde af 21/4," (60mm) med en Brede af næsten 4'” (24mm),. ”)

,B. Arter, hvis Oine vel ere store og bedække en stor n

Deel af Hovedet, men dog ere fuldkommen ad=

skilte ved et mere eller mindre bredt Mellemrum.

(Æga s. str.).

7. Æ. psora (Lin.). (See ovenfor; fra de nordiske Have). Hvorvidt Æ. affnis M. Edw. (I. c. p. 2441, tab. 3 f 22) er en fra Æ. psora forskjellig Art, trænger endnu til Stadfæstelse.

8. Æ. rotundicauda Liljeb. (1. c.). En udfårligere Beskri- velse vilde være ånskelig. Den afviger ifålge Prof. Liljeborgs korte Charakteristik fra Æ. psora derved, at det andet Par Få- lere naaer til Kroppens tredie Ring, at det indre Blad af det sidste Par Halefådder ikke har noget Indsnit, og at Haleskjol- det er afrundet, kun hos de stårste Exemplarer med Spor til en Spids. Længde 26mm. (Norge).

9. Æ. tridens Leach. (Dictionn. scienc. natur. XII. p. 349, Liljeborg, Ofvers. Vetensk. Akad. Fårhandl. 1852 p- 5). Jeg kjender ikke denne Art, som ifålge Liljeborg forekommer ved Norge, men da den charakteriseres derved, at det sidste Haleled har 3 Kjåle, som låbe ud i 3 Spidser, kan man ikke tvivle om dens Selv- stændighed. En udforligere Charakteristik af denne Art vilde der- for udfylde et virkeligt Savn.

10. Æ. bicarinata Leach, Milne Edwards, (hist. d. Crusta- cés t. III p, 241, Cuvier régne animal, édition illustrée, Crusta- cés, pl. 67 f.2) non Rathke, nec Liljeborg (see ovenfor 1), ifålge MilneEdwards fra Middelhavet. Efter alle foreliggende Data stemmer denne Art i Henseende til Formen af det sidste Haleled med Æ. Strémii, men har fuldkommen adskilte Øine.

%) Maalt paa Figuren, som skal være i naturlig Størrelse.

77

14. Æ. serripes M. Edw. (hist. des Crustacés, 11I. p. 244), som antages at være fra de australasiatiske Have.

12. Æ. efferata Dana (Exploring Expedition, Crustacea, t. II, -p. 766, tah. 51 fig. 5) fra Rio Janeiro, taget af en Serra- nus sp. C. Arter med smaae og vidt adskilte Gine (Conilera).

413. Æ. Montagui (Leach) (Conilera Montagui Leach 1. c. p. 348) fra Devonshire, en Art, hvorom ellers meget lidt er bekjendt,

44. Æ. novæ Zelandiæ Dana (!. c. p. 767 f. 2).

15. Æ. multidigitata Dana (ib. p. 768 f. 3) taget Nord for Borneo.

16. Æ. microphthalma Dana (Proceedings of the academy

"of natural science of Philadelphia, t.. VII. p. 176). Den opfåres

ogsaa af W. Stimpson i ythe Crustacea and Echinodermata of the pacific shores of North-America” (Journal of the Boston So- ciety of natural history, Vol. VI, 1857), men med den mærkelige Anmærkning, at hans Exemplarer i Henseende til de forreste Beenpar .nærme sig noget til Cirolana; han anseer dem dog kun for at være en Varietet af Æga microphthalma, men skulde dette vise sig ikke at være Tilfældet, vil han foreslaae at kalde Arten Cirolana pubescens.

17. Æga polita Stimpson, fra Grand Manan (Synopsis of the marine Invertebrata of Grand - Manan, Smithsonian Contribu- tions to knowledge, 1853). Oinene ere temmelig smaae, Anten- nerne ligeledes, men dog temmelig stærke ved deres Basis; de ådvre have 35 af de nedres Længde, og disse naae til midt paa det fårste Kropled. Epimererne af de 3 sidste Kropled ere stærkt forlængede; det sidste naaer til det femte Haleled. Det sidste

"Haleled beskrives som skjoldformigt, det. indre Blad af det sidsle,

Par Halefådder er 3 Gange saa bredt som det ydre og af en aflang, næsten rudedannet Form. Længde 0,62”. 17. Æ. concharum S timps-. fra Charleston i Syd Carolina (1. c.)-

De åvre Antenner ere kortere, Oinene stårre; det sidste Epimer

78

naaer kun til den tredie Halering, og det indre Blad af det sidste Par Halefådder er bredere. Længde 0,9”.

Muligvis er ogsaa en eller anden Æga-Art skjult mellem de af Risso(seeDesmarest, Considérations p. 340) og Say (i Journal of the academy of natural science of Philadelphia, Vol. I. p. 394) nævnte Cymothoa-Arter; om C. prægustator og C. oculata siger Say endog reent ud, at de håre til Slægten Æga Leach. Delte er dog ikke rigtigt med Hensyn til C. prægustator, som af Milne Edwards, vistnok med Rette, henfåres til Olencira.

Som nærstaaende Former kunne endeéligen nævnes Slægten Acherusia Lucas og Ægacylla Lecontii Dana fra Californien.

En god Fremstilling af de anatomiske Forhold skylde vi Rathke paa det ovenfor anførte Sted; ligeledes den interessante lagttagelse, at hos de unge Æger ligesom hos Oniscus og visse andre Isopoder (Anilocra. Cumothoa) det sidste af Kroppens Beenpar forst kommer frem efter de andre. Man træffer disse Dyr især paa Haier og Torskearler, paa hvilke de' efter Rathkes lågttagelse låbe temmelig hurtigt om.

Tab. I, A, Fig. 1—11 henhåre til denne Afhandling.

Fig. 1 gjengiver Æga arctica i naturlig Størrelse. Fig. 2 giver en forstårret

Fremstilling af Antennernes og Øinenes Forhold. Dyret maa ikke alene tænkes seet ovenfra, men ogsaa noget forfra. Fig. 3. Det sidste Haleled og det sidste Par Halefådder.

Fig. 4 fremstiller det samme Forhold hos Æga crenulata.

Fig. 5 et af Kroppens Epimerer af samme,

Fig. 6, 7 og 8 give tilsvarende Fremstillinger af Æga Stråmii, og

Fig, 9 og 10 af Æ. psora. Fig. 11 fremstiller Halespidsen, saaledes som den forefandtes høs et enkelt Individ af denne Art.

arne, ag SR se

79

Siegophilus insidiosus, en ny Mallefisk fra Brasilien og dens Levemaade. Af ; J. Reinhardt. (Meddeelt 1 Mådet d. 28de Mai 1858). (Hertil Tab. ID.

Blandt Fiskene' i Rio das Velhas i Provindsen Minas er der en, som trods sin håist ubetydelige Stårrelse (det stårste af de fire Exemplarer, det lykkedes mig at erholde, er kun fem Centi- metre langt) turde fortjene en. særlig Opmærksomhed ikke blot i systematisk Henseende som Typ for en formeenilig ny Slægt, men tillige paa Grund af den eiendommelige Levemaade, der synes at udmærke den.

Det er til en lille Gruppe af noget afvigende Siluroider, for hvilken Slægten Trichomycterus kan betragtes som Hoved- repræsentant, og som fremdeles omfatter den af Humboldt op- dagede Eremophilus og den besynderlige Vandellia?"), at

1) Naar Valenciennes mener forelåbig at kunne stille denne sidste Fisk blandt Gjedderne (Hist. d. poiss. XVIII, p- 386) og saaledes skiller den langt fra Trichomycterus, hvilken han efter længere Uvished ende- lig henfører til Mallerne (J. c. p. 485), er dette vist kun en Fålge af, at det ikke er faldet ham ind at sammenligne disse to Former indbyrdes ; thi Ligheden er saa umiskjendelig, at den isaafald neppe vilde have und- gaaet hans åvede Øie, og disse Slægter maae vistnok fålges ad, i hvilken Familie man saa end vil give dem Plads. Castelnau er, saavidt mig bekjendt, den Fårste, som har stillet Vandellien ved Siden af Tricho- mycterus; men, medens han saaledes har Fortjenesten af at have frem- hævet disse to Formers Slægtskab, er det at beklage, at han ikke tillige har benyttet den Leilighed, som Opdagelsen af en ny Vandellia- Art i

80

den ny Fisk slutter sig. Allerede i dens almindelige ydre Habi- tus udtaler der sig en idinefaldende Lighed, og ved den nærmere Undersågelse gjenfinde vi hos den de forskjellige saave| positive som negative Charakterer, der udmærke alle de ovennævnte For- mer; navnlig deler den med dem Gjællelaagets og Mellemgjælle- laagets charakteristiske Bevæbning med tvende Grupper stærke og spidse Torne eller Hager”), fremdeles Rygfinnens Stilling usædvanlig långt bagtil og endelig Mangelen af Hudfinne, Svåm- meblære?) og de farlige, haarde, stikkende Beenpigge, hvormed især Brystfinnerne og Rygfinnen ellers i Reglen ere væbnede hos "Mallerne. Indenfor Gruppen synes den alter nærmest beslægtet med Vandellia, idet tvende af de væsentligere Særegenheder,

hvorved denne afviger fra de tvende andre ældre Slægter, nemlig:

Rio Ucayale i Peru gav ham, til at udfylde de Huller, hvilke Valenciennes saae sig nådt til at lade blive i sin Beskrivelse paa Grund af den maade- lige Beskaffenhed af de reen, der stode til hans'Raadighed (smig- Castelnau, Expédit . 1. parties centrales de VAmérique du Sud, gere Poissons, njå ye. 1):

u maa jeg med Hensyn til re systematiske Plads, jeg tildeler de ovennævnte Slægter, her bemærke, at det ingenlunde er mig ubekjendt, at en anden Anskuelse er utilgel gjort gjældende i den allernyeste Tid, idet Heckel og Kner i deres Værk: die Sisswasserfische der Ostrei- chischen Monarchie stille Trichomycterus og Cetopsis (Eremo- philus og Vandellia nævnes ikke) sammen med Cobitis i en egen Familie Acanthopsides; jeg foretrækker imidlertid fremdeles at regne disse Slægter til Mallerne, og hvad navnlig Cetopsis angaaer, da forekømmer den mig saalidt ikvigende fra de normale Siluroider, at den vel endog neppe kan stilles umiddelbart i Nærheden af 'Prichomycterus. Valenciennes omtaler rigtignok kun een Gruppe af Torne hos Vandellien, og det paa Forgjællelaaget (Hist. d. poiss. XVIII, p. 387), men efter hans Afbildning at dåmme synes der at være endnu en lignende længere bag- til, og da nu tillige Castelnau ligeledes afbilder 2 Tornegrupper hos sin nye Vandellia-Art (Éxpéd. d. 1. parties centr. de 'Amerique du Sud, Poissons p. 51, pl. 28), tår man maaskee, skjåndt hans Text aldeles ikke berårer dette Forhold, antage, at Vandellia- Slægten i den Henseende ikke afviger fra Trichomycterus og Eremophilus. Hos min Fisk er Gjælle- laagspartiet og dets Tornegrupper i Et og Alt ganske som disse sidst-

id i g

Nloz

?) Om Vandellien mangler Svåmmeblære eller ikke, er rigtignok endnu ikke undersågt; men ialfald taler al Analogie for, at den mangler.

84

Mundens Stilling paa Undersiden af Hovedet og de meget smaa Gjællespalter, ogsaa findes hos den af mig hjembragte Fisk; omen ved Siden af disse ,Overeensstemmelser viser der sig imid- "lertid tillige, selv afseet fra et Par andre mindre vigtige Afvigelser, en saa betydelig Forskjel i dens og Vandelliens 'Tandforhold, at den vistnok med god Fåie tår betragtes som Typ for en sær- vægen Slægt. Medens nemlig Valenciennes udtrykkelig frembæ-. ver"), at han hos Vandellien kun har fundet Tænder, 5 i Tal- let, paa Plougskjærbenet, som strækker sig heelt ud til Randen af Mellemkjæbebenene, og at han troer, at begge Kjæber. forre- sten ere aldeles tandlåse, saa er hos den ny Form Mundran- den i begge Kjæber gjennem sin hele Udstrækning tæt besat med talrige krøgdannede Tænder, som jo vel ere smaa. og fine, men dog saa lette at: faae Oie paa, at de sikkerlig ikke vilde være blevne overseete af Valenciennes hos Vandellien, hvis der. virkelig fandtes lignende hos denne Fisk. De danne ikke i nøgen af Kjæberne i "en egenlig Tandkarde som -hos Trichomycterus,. men ere nogen- lunde ordnede i Rader, den ene bag den anden, kun med Und- tagelse af nogle midt i Overkjæben siddende Tænder, som danne

1) ligesom en lille Gruppe for sig og vistnok sidde paa Plougskjær-:

BR || henet, der synes at forholde sig her . ligesom "hos Vandellien.

— Imidlertid ere disse sidstnævnte Tænder kun. faa i Sammenlig-

| ning med dem, som have deres Plads paa Mellemkjæbebenene. Med Hensyn til de åvrige Forhold hos. Fisken skal jeg her

Mi fremhæve, at Hovedet. er meget bredt,. fortil afrundet og endnu

" mere fladtrykt, end det er Tilfældet hos de ældre Slægter; det er. " dertil aldeles fladt nedenunder, og denne Omstændighed i Forbin= " delse med Mundens Stilling og den stærke Udvikling af Læberne, navn=, "lig Underlæbens Udbredning til en anseelig bred Hudflig, frembringer, "i dette Partie af Fisken en ikke ringe Lighed med My pan tampen tær, en, dog med den Indskrænkning, at Munden- har, en forskjellig Form.; Fra Mundvigen udspringe ikke, som høs Vandellien, een men to

7) Hist, d. poiss. XVIII, 387.

82

meget korte Hudtrevler eller Fåletraade, af hvilke den bageste er | saa lille, at den netop kan sees. Gjællespalten er ikke stårre end at et fiint Knappenaalshoved kan bringes der igjennem; den er tillige anbragt temmelig langt nede, men dog ikke paa Underfladen, saaledes som det skal være Tilfældet hos Vandellien; Gjællehudstraalerne ere ikke synlige udvendigen, og jeg seer mig ikke istand til at angive, hvormange der er, da Fiskens ringe Stårrelse gjør det: vanskeligt at præparere dem ud af den tykke Hud, og jeg ikke vilde offre flere end eet af mine faa Exemplarer paa Under- sågelsen. Næseborenes Stilling er den samme som hos Tricho- mycterus og Eremophilus”), derimod mangler det forreste Par den lange Hudtrevl, som hos de nysnævnte Slægter udgaaer fra dem. Det ovale Øie vender opad; men istedetfor at være meget lille som elfers hos denne Gruppe, maa det her snarere kaldes stort, og navnlig er dets største Gjennemsnit betydelig stårre end Afstanden mellem de forreste og bageste Næsebor. Kroppens Form er omtrent den samme som hos Trichomycterus; Hovedets Længde (regnet til Gjællelaagets Bagrand) indeholdes 7 Gange, og Fiskens stårste Håide (omtrent midt mellem Hoved og Rygfinne) omtrent 10 Gange i Totallængden. Brystfinnerne ere ind- leddede overmaade langt nede og næsten i horizontal Retning ligesom hos Hypostomus og endnu mere hos Callionymus; lidt ovenfor og bagved Roden af dem findes en lille Pore, saaledes som det ikke sjeldent er Tilfældet indenfor Siluroidernes Familie; jeg maa imidlertid bemærke, at jeg paa et af Exemplarerne ikke har kun- net finde denne lille Aabning. Rygfinnen er saaledes stillet, at den indtager netop det Stykke af Ryggen, som svarer til Mellem- rummet mellem Gattet og Gatfinnen; dens Plads er saaledes lidt mere bagtil end hos Trichomycterus, hvor Gattet (ialfald hos den Art, jeg har for mig) er anbragt nedenunder Rygfinnens forreste Deel; paa den anden Side er den hos Vandellien rykket endnu

1) Hvorledes Næseborene forholde sig hos Vandellien, er ikke oplyst.

83

lidt længere bagtil, idet Gatfinnen her allerede begynder neden- under dens bageste Deel.

Huden er ganske glat uden Spor til Skjæl, og ligesaalidt har jeg fundet nogen Sidelinie, der ivrigt ogsaa mangler hos Tricho- mycterus, medens der hos Eremophilus skal være Spor til den.) Den friske Fisk har ingen anden Farve end det hvidlige Skjær; som den gjennem den tynde Hud tydelig gjennemskinnende Mu- skulatur giver den.

Straaleantallet i Finnerne er:

Rygf. 9 (2 + 7), Gatf. 7 (2+ 5), Halef. 441 (1 + 9— 1), Brystf. 6 (1 + 5), Bugf. 5 (1 + 4)7).

Efter saaledes kortelig at have anfårt, hvad jeg anseer for tilstrækkeligt til i Forening med den Meddelelsen ledsagende Af« bildning at give en Forestilling om denne Fisks Udseende og til at godtgjåre dens Berettigelse til at danne en egen Slægt ved Siden afTrichomycterus og Vandellia, skal jeg endnu kun tilfåie, at jeg af Grunde, som ville fremgaae af det Fålgende, foreslaaer at kalde den ny Slægt Stegophilus?), medens Arten maaskee kunde hedde insidiosus, og derpaa vende mig til det, hvorfor jeg navnlig har. anseet det for ånskeligt, om Opmærksomheden henlededes paa denne Fisk, den særegne Levemaade nemlig, som jeg mener at have fundet hos den. Rigtignok er det ikke nogen fuldstændig "afsluttet Iagttagelse, jeg kan meddele; men da jeg ikke kan vente selv at kunne ifåre den videre, troer jeg at burde ialfald sætte Andre istand til at gjåre det, og det saameget mere, som den, hvis den bekræftes, forekommer mig at kunne bringes i Forbin- selse med og at kaste et nyt Lys påa nogle ældre Beretninger, der ikke synes at have tiltrukket sig den Opmærksomhed, man

skulde ventet, eller maaskee ere blevne paa en Maade skudte

- ra .

1) Om Vandellien har en Sidelinie eller ikke, er ubekjendt.

2?) Af de i Parenthese indesluttede Tal angiver det fårste de udeelte og det sidste de deelte Straaler i hver Finne. I Halefinnen ere de korte yderste Bistraaler ikke talte med.

3) Af oréyn, Tag, Dække og mpidos.

6"

84

lilside, fordi de i den Form, hvori de forelaae, mindre let lode sig indordne under de gængse Anskuelser, Det er et almindeligt Sagn i den Deel af Minas geraes, som Rio das Velhas gjennemstråmmer, at den stårste derværende Fisk, den saakaldte Sorubim (en ubeskreven, indtil 6 Fod lang Pla- tystomus) skjuler sine Unger i sit Gab og aabner dem et Tilflugts- sled i sin rummelige Gjællehule. Det blev allerede fortalt mig paåa min Reise i Aarene 1850 til 1852 af saamange tildeels fuld- kommen troværdige Personer, hvoraf Nogle endog selv havde seet Ungerne sprælle ud af Sorubimens Gjællehule, naar Fisken blev trukken op af Vandet, at jeg ikke ret vel kunde betvivle, at der maatte ligge noget sandt til Grund for Fortællingen, selv om den undertiden udpyntedes med Tilsætninger, med hvilke det umuligt kunde forholde sig rigtigt, og da Videnskaben nu oven- ikjåbet. allerede besad Angivelser om en lignende Beskyttelse af Ungerne hos enkelte andre sydamerikanske Fisk, troede jeg saa meget mindre at turde forkaste, hvad der fortaltes mig om So- rubimen. 2 Imidlertid var der jo rigtignok flere Vanskeligheder ved en saadan Forsørg, som ikke opklaredes ved Brasilianernes Fortæl- ling"); det maatte saaledes, da: Sorubimen aldrig sagdes at fåde levende Unger, forudsættes, at den stadig blev ved Rognen, indtil denne var udklækket; det blev mig desuden mere end tvivlsomt, saasnartjeg havde seet Søorubimens store Rognsække, om den uhyre Mængde Unger kunde rummes i dens Gab endog blot strax, som de vare udviklede af Æggene, og dog'bleve disse i Moderens Gjælle- hule sig skjulende Unger jevnlig skildrede for mig som Smaafisk af nogle Tommers Længde. Det maatte derfor naturligviis interes- sere' mig nfterdelen, at lære, de nærmere Omstændigheder ved 7) agenten sågte vel undertiden i deres Beretninger at gjåre Rede for f disse; men det var biensynlig mere Forsåg paa at forklare Sa- gen end virkelige Iagttagelser, jeg i disse Tilfælde hørte; saaledes for- taltes det undertiden, at Sorubim'en efter at have gydt sin Rogn vendte

sig om, saae paa den og udrugede den med Oinene. Andre meente, at den sågte at opfange Rognen i sit Gab, og at Ungerne udklækkedes derinde.

ve"

85

denne eiendommelige Beskyttelse at kjende, samt at undersøge Ungerne i den Alder, i hvilken de endnu benytte sig af den, og jeg lovede til den Ende Fiskerne i Omegnen af mit da- værende Opholdssted, Lagoa Santa, en god Betaling, hvis de kunde bringe mig en Sorubim med. nogle af dens Unger i Gjællehulen. Den 27de Febr. 1852 kom ogsaa endelig en Fi- sker med en saadan, mellem hvis Gjæller der efter hans Si- gende skulde ligge en lille Unge, og ved at såge efter fandt jeg virkelig paa det angivne Sted en knap en Tomme lang Fiskeunge, som allerede var dåd, medens Sorubimen endnu gav svage Livstegn fra sig. Den lille Fisk lignede imidlertid saa lidt den store, at jeg studsede derover; ved at finde, at den gamle Fisk var en Han, bestyrkedes jeg endmere i min Tvivl om Sagens rette Sammenhæng'), og da den samme Fisker to Dage senere atter bragte en mandlig Sorubim med en Unge, der forresten ganske" saae ud som den fårste, men var henved tre Gange saa stor, blev det mig aldeles klart, at disse to Smaafisk umuligt kunde være, hvad de udgaves for. Derimod forekom de mig saa godt at svare til det Billede, jeg havde i min Erindring af en Trichomyeterus, som jeg et Aarstid iforveien havde erholdt fra Rio das Velhas under Navn af Cambeja eller Bagre molle?), at jeg ganske na= turlig kom paa den Tanke, at Fiskeren for at tilvende sig den lovede Betaling havde bragt mig Unger af denne Cambeja og ud-

1) Det er vel sandt, at det i flere af de Tilfælde, hvor man virkelig hos Fi- skene har iagttaget en Omsorg for Rognens og d kerhed , netop er Hannen, hvem den paaligger. Men 1 og for sig er et sligt Forhold døg en saa besynderlig Afvigelse fra en almindelig Lov, at der vel var Grund til at blive betænkelig ved en Beretning, hvis Trovær- dighed betingedes af, at der fandt en slig Ombytning af de 2 Kjåns Rolle Sted. Hertil kommer fremdeles den Omstændighed, at i de fleste lidli- gere iagttagne Tilfælde staaer Hannens Omsorg for Yngelen som bekjendt i Forbindelse med en konstfærdig Redebygning, der ialfald synes at gjøre den lettere forklarlig; men en slig Konstdrift blev aldrig tillagt Soru-

imen. ;

2) Denne var dengang allerede bjemsendt tilligemed den stårste Deel af mine andre Samlinger, og jeg kunde saaledes ingen umiddelbar Sammen- ligning anstille.

86

givet dem for Sorubim-Yngel. Jeg bebreidede ham derfor lige= frem hans Adfærd og, skjåndt jeg ikke bragte nogen Tilstaaelse ud af ham, nærede jeg dog ingen Tvivl om at have været Offeret for et Bedragerie, og i de faa Uger, jeg endnu tilbragte i Lagoa Santa, inden jeg maatte' tiltræde Tilbagereisen til Europa, fore- faldt der Intet, som kunde bringe mig paa andre Tanker i den Henseende.

Saasnart jeg ved min Hjemkomst fik litterære Hjælpemidler til min Raadighed og desuden umiddelbart kunde sammenligne de foregivne Sorubimunger med Cambeja'en, saae jeg strax, at jeg havde feilet ved at antage dem for Unger af denne sidste; de vare endog generisk forskjellige fra den. og for at sige det med faa Ord, saa vare disse saakaldte Sorubimunger netop de smaa Fisk, hvilke jeg her har havt den Ære at forelægge Foreningen. Der- ved blev den hele Sag imidlertid kun endnu mere indviklet og gaadefuld, forsaavidt som Fiskeren, hvis han virkelig havde gjort sig skyldig i et forsætligt Bedragerie, altsaa dertil havde benyttet en Fisk, der var saa sjelden, at jeg forresten aldrig havde erholdt den, uagtet jeg havde samlet de forskjellige Smaa- fisk i Vandene omkring Lagoa Santa i stor Mængde, og som jeg altsaa næsten maatte troe, at det var vel saa vanskeligt at skaffe tilveje som de virkelige Sorubimunger. Da jeg derfor i 1854 atter besøgte Brasilien, var Løsningen af denne Gaade naturlig- viis et af de Formaal, jeg særlig havde sat mig, og kort efter at jeg i Slutningen af November var ankommen til Lagoa Santa, fik jeg den ogsaa virkelig MRTRKETEs end jeg havde ventet, og det paa følgende Maade.

En Person fra Omegnen af Miikbå Santa, men vel at mærke ikke den samme, som henved 3 Aar tidligere havde bragt mig de fårste Stegophiler, kom en Søndag i Midten af December- Maaned til Landsbyen for efter Landets Skik at bivaane Messen og medbragte ved denne Leilighed en Sorubim, hvilken han, in- den han gik i Kirken, solgte til en Franskmand, som har en Handelsbod der i Byen, Da han, efter at Messen var tilende,

87

kom igjen for at hente sin Betaling og just traf Boutikkens Eier ifærd mcd at skære Fisken i Stykker. fortalte han leilighedsviis, at der, da den blev trukket op af Vandet, havde været 5 Unger inde i Gabet paa den, hvoraf de to vare' blevne lig- gende derinde. Kjåberen saae nu efter, fandt ogsaa virkelig de tilbageblevne Unger og havde den Godhed, da han vidste det vilde interessere mig, strax at komme til mig for at bringe mig dem og fortælle mig Sagens Sammenhæng.

Ved første Blik paa de saakaldte Unger saae jeg til min store Overraskelse, at det atter denne Gang var Stegophi- ler, som bleve bragte under Navn af Sorubimunger. At der igjen skulde ligge et Bedragerie til Grund var i høi Grad usandsynligt; det var endøg neppe tænkeligt uden under den Forudsætning, at den Person, der havde solgt den sidste Soru- bim, var i Ledtog med Fiskeren, som under mit forrige Ophold for henved 3 Aar siden havde bragt de to fårste Stegophiler ; thi hvorledes skulde man ellers forklare, at. begge vare faldne paa at udgive netop den samme Fisk for en Unge af Sorubimen, og det ovenikjåhet en Fisk, som ingen synderlig Lighed har med denne sidste? Men selv om saa var, vilde det dog have været natur- ligst, at Vedkommende havde henvendt sig umiddelbart til mig selv med sine Sorubimunger og ikke ladet det komme mere eller mindre an paa' et Tilfælde, om de vilde komme mig tilhænde eller ikke; og vilde man endog i den brugte Fremgangsmaade see en forsætlig List for at neddysse en mulig Mistanke, kunde man dog under de stedfindende Forhold ikke antage, at de paagjældende Personer skulde ville spilde Tid og Umage paa at fore mig bag Lyset, medmindre de tilsigtede at gjåre sig en Fordeel ved deres Bedragerie. Men, hvis der i det foreliggende Tilfælde havde fun- det et saadant Sted, vilde det have været aldeles hensigtslåst; thi der blev hverken forlangt eller givet Betaling for disse sidste »Sorubimunger”, og hverken den samme Person eller nogen an- den kom senere igjen for at tilbyde flere mod en Godtgjårelse.

Der levnedes mig derfor ingen anden Udvei end at antage, at

E;

88

jég havde gjort Fiskeren, som under mit tidligere Ophold havde bragt de fårste Stegophiler, Uret med min Mistanke, at med andre Ørd denne lille Fisk, virkelig trænger ind ivog opholder sig i Søorubimens Gjællehule, og at dens Forekomst der ved en hos Almuen let forklarlig Mis- tydning har givet Anledning til Mineroens Fortælling om denne sidstes Omsorg for sine Unger. En slig Levemaade hos denne Fisk vilde da, hvor besynderlig den endog i og for sig kan være, heller ikke være ganske uden Analogie indenfor Fiske-

klassen: thi Hoøraalen (AÅmmocoetes branchialis) eller

mrs F

maaskee rettere den lille Negendie (Petromyzon Planern) synes ialfald undertiden at krybe ind i andre Fisks Gjælle- hule”); og et endnu langt mere overraskendé Opholdssted have, som " bekjendt, en OQOxybeles og nogle Fierastfer- Arter valgt sig, af hvilke den fårste, efter hvad Dr. Bleeker har op- lyst?), lever inden i en stor Såstjerne (Culcitta diseoidea Ag.), medens de sidste opholde sig inden i visse Holothurier, en Opdagelse, som først gjordes af Quoy og Gaimard paa Astro- labe's Reise”), men som senere er bleven stadfæstet fra flere Sider, og hvis Rigtighed fremdeles ogsaa jeg selv har havt Lei- lighed at overbevise mig om under et faa Dages Ophold paa Øen Tahiti: i Aaret 1846. Man vil let begribe, at jeg, efterat være bragt til at opfatte Sagen paa denne Maade, lod mig det være i høi Grad magtpaaliggende at skaffe mig fuld Vished ved umid- delbar lagttagelse og selv at træffe Sorubimens lille Gjæst levende i dens Gjællehule, Desværre vare mine Bestræbelser i den Ån- ledning ikke heldige; der ere mange Slags Hindringer, som gjøre det mindre let for den Reisende i det indre Brasilien ret ofte at være tilstede ved Fiskefangster, og ingen af de Gange, hvor jeg bragte det dertil, vilde det træffe sig, at der fangedes en

1) See: Nilsson, Skandinavisk Fauna, fjerde Delen: Fiskarna. S. 749.

2) Natuurkundig Tijdschrift voor Nederlandsch Indie, VII, 163.

2) Voyage de la corvette Astrolabe, Atlas, Zoophytes, pl. 6, f. 4, Texte, T. HI, Table explicative générale des planches p. 940.

89.

Sorubim; jeg seer mig saaledes ikke istand til at fåre det af- gjårende Beviis for den Anskuelse, som en omhyggelig Over- veielse af de foreliggende Kjendsgjerninger saa at sige har paa- nådet mig, og netop derfor har jeg troet at burde give min Fremstilling en under andre Forhold overflådig Udfårlighed, for at det ialfald kunde blive klart, hvor stort et Spillerum der endnu maa indrommes Tvivl og Indvendinger. Endnu mindre formaaer jeg selvfålgelig fyldestgjårende at besvare de mange Spårgsmaal, som strax paatrænge sig under Forudsætning af. al min Opfatning er den rette. Hvad der bringer Stegophilen til at tage Ophold i Sorubim'ens Gjællehule, om den f. Ex. maa- skee der såger sin Fåde blandt de Smaadyr, som tilfældigviis under Aandedrætsakten komme ind i Gabet paa den store Fisk; hvor hyppigt den findes hos Sorubimen; i hvor stort Antal den gjæster den; i hvilken Grad den er bundet til sit særegne Op- holdssted, om den endelig udelukkende holder sig til So- rubim”en eller tillige gjæster andre Fisk, er lutter Spårgsmaal, hvorom der fortiden kun kan fremsættes Gisninger, med hvilke jeg her ikke skal opholde mig. Derimod turde det være pas- Sende endnu at omlale de Beretninger, der (som jeg allerede har bemærket) Tid efter anden ere fremkomne fra forskjellige Sider, og ifålge hvilke ogsaa adskillige andre sydamerikanske Fisk skulle vise ganske den samme Omsorg for Yngelen som den, man i Minas tilskriver Sorubimen. Kjender man nemlig forst den rette Sammenhæng med hvad der fortælles om denne Sidste, ligger det nær at spårge, hvad man da skal troe om de lignende tidligere Fortællinger om andre Fisk, om der ikke maa- skee ogsaa for dem kan ligge lignende Mistydninger til Grund, som den, der har foranlediget Sagnet om den ovennævnte Malle- fisk, og virkelig vise disse Beretninger sig ved nærmere Pråvelse Paa ingen Maade saaledes begrundede, at man uden videre skulde kunne afvise en slig Mistanke. i

Den ældste af dem findes i et i Jornal da Coimbra

90

for 18201) trykt Itinerar over en Reise fra Byen Parå til de længst bortliggende Etablissementer i de (daværende) portu- gisiske Besiddelser ved Amazonfloden og Rio negro?”), som sandsynligviis er nedskrevet i Slutningen af forrige Aarhundrede, og hvis anonyme Forfatter (i $ 82) fortæller om de saakaldte Poraqués (Gymnotus electricus L.), åt de lægge Æg, men, naar disse ere udklækkede, en Tid lang. beskytte de spæde Unger mellem Gjælierne ligesom ogsaa Pirarucé'en (Sudis gigas Cuy.) og andre Bruskfisk gjåre.?)

Det næste Værk, hvori man træffer lignende Angivelser, er det paa Robert Schomburgks Noter og Tegninger grundede Arbeide over Fiskene i Guiana, som udgjår det 3die og det dte Bind af Ichthyologien i det af Sir William Jårdine udgivne Naturalists Library. I den udfårlige, af Schomburgk selv skrevne Indledning til dette Arbeide fremhæves det”), at Ungerne

af den saakaldte Lau-lau5) og andre Siluroider i Farens

1) Desværre har jeg ikke kunnet skaffe mig dette Tidsskrift, som mangler i vore offentlige Bibliotheker; det er ante kun paa anden Haand, af hvad derom meddeles i en Note i Spix's og Martius's Reise (III, p. 1091), at jeg kjender den deri sner Fortælling, om disse Fi- skes REED af deres Yngel.

2) ,Roteiroda viagem da sisirbebellde atéas Shkeotstøks colo- nias i s døominios portuguezes em ios azonaseNe- gro,” Efter hvad Martius oplyser (Reise, MI, p- >. 973), Sal vig Roteiro, som han tillægger megen Værd, være forfattet af en Geistlig José Mon- teiro da Noronha, og ialfald for en stor Deel være en Frugt af fire Visitatsreiser, som Biskoppen af Parå foretog til hine fjerne Egne i Aa- rene 1784, 1787 og 1788.

3) Martius siger ,und andere Knorpelfische” (Il, p. 1091); hvad derved skal forstaaes kan vel neppe afgjåres med Sikkerhed, især naar man end ikke kan benytte og sammenligne den portugisiske Kilde, hvoraf han har åst. Det forekommer mig imidlertid af flere Grunde rimeligt, at derved menes store Siluroider og vel endog netop Sorubim'er (Platystomus-

Arter 2) Naturalists Library, Ichthyology, Vol. 3, Fishes of Guiana. Part I. Intro- nct. p. 114.

p-

5) ER dette er for en Silurøid er endnu uafgjort; -det bemærkes nemlig udtrykkelig i Fishes of Guiana (I, p. 192), at den Skitse af den, so fandtes mellem Robert Schomburgks Tegninger, ikke var udført nok til derpaa at begrunde en Bestemmelse; heller ikke de Skitsen ledsagende

91 -

Stund såge Tilflugt i-Moderens store Gab, og til yderligere Be- kræftelse af denne Beretning tilfåjies der i en Note en af nogle afDr, Hancock's haandskrevne Optegnelser!) uddraget Fortælling om, at en Hr. Gibbs tilligemed mange Andre engang ved ,,Kings Stilling” blev Vidne til, hvorledes en stor ,Gillbakra” (en Slags Saltvands-Malle) netop som den fangedes efter at være. ja- get ind paa grundt Vand havde udspyet en Mængde spæde finger- lange Unger, 3 tii 400 i Tallet, og at Noget lignende ogsaa er blevet iagttaget ved en saakaldt Cuirass, en anden Slags Malle- fisk”). Om disse tvende sidstnævnte Fisk er der senere ikke mere Tale i Fishes of Guiana; derimod kommer Lau-lawen at- ter for i Værkets descriptive Deel, og i Schomburgks temmelig udførlige Notitser om den gjentages nu Fortællingen om dens Omsorg for sin Yngel med det Tillæg, at Ungerne svåmme i store Stimer over Moderens Hoved, uden at det imidlertid mere Paa dette Sted end i Indledningen kan sees af hans Ord. om han taler af egen Erfaring (eller ståtter sig til Andres Beretnin-

ESESERLE

i nysnævnte Værk aftrykte Noter ere tilstrækkelige dertil, og der er ikke senere ved Richard Schomburgks Reise vundet flere enn ! til Spårgsmaalets Besvarelse end dem, hans Broder allerede ha yde tilve

bragt. — Den i Fishes of Guiana efter Robert Schomburgks Skitse ng ,snit meddeelte Contourtegning og Fiskens Størrelse (den bliver 10 til 13 Fod lang og er næst efter Sudis gigas Guianas stårste Ferskvandsfisk) gjor det imidlertid ikke usandsynligt, at denne,Lau-lan” er en Platy-

-Årt

stomus-Årt.

") Bekjendt blandt andet ved nogle Bidrag til Guianas Fauna.

?) Fishes of Guiana I, 114: I extract from some manuscript notes of Dr. Hancock's, formerly a resident in Demerara, and which only lately have been lent to me, the following confirmation of the above: — A large gillbakra (a species of salt-water silurus), just taken out of the water, was seen by Mr Gibbs, and many others at tbe King's Stil- ling, to vomit up vast numbers of the young fry of the same species, he thinks three or four hundred, each the lenght of a finger. The fish had heen chased up and taken in school water. DERE similar has been observed of a cuirass, another species of siluru eg har intetsteds kunnet finde nogen Oplysning om, hvilke Siluroider

er, s i Demerara gaae under de ovenanfårte Navne; men GÅS skal være en mn Saltvandsfisk, maa ialfald denne vel være en Galeichthys eller Bagru

5) ger"). " Slutteligen tilskriver Schomburgk fremdeles ogsaa den saakaldte Arapaima eller Pirarucu (Sudis gigas) et lignende Instinkt, idet han i sine Bemærkninger om denne Kjæmpe blandt Ferskvandsfiskene fortæller, ,at Ungerne. naar de-eré udviklede af Ægget, i nogen Tid beskyttes af Moderen ganske som hos " Lau-lau”en, og sædvanlig svåmme over hendes Hoved”.

Ogsaa Richard Schomburgk berårer i sit Reiseværk dette besynderlige Beskyttelsesforhold hos Lau-lau'en og den saakaldte Gillbakra (eller, som han skriver Navnet, Killbagre)?), men kan vel neppe have Krav paa at 'gjælde for en selvstændig Kilde i denne Sag, da det lidet, han meddeler, diensynlig er laant fra Fishes of Guiana, og det ikke lader lil, at han paa sin Reise har havt Leilighed til selv personlig at skaffe sig nærmere Op- lysninger.

Den sidste Forfatter endelig, der omtaler det tidtnævnte In- sinkt, er, saavidt mig bekjendt, Greve Fr. de Castelnau. I

of the eyes, the mouth, and fins, are, however, observable. If a lau- lau should be taken when near parturition, in consequence of fear, the eggs pass off. Mr. Hillhouse has assured me that he had repeatedly put the eggs in a glass of water, where they hatched themselves, and the young fish appeared with a large yellow protuberance on its belly, like the abdomen of a chicken just hatehed. When left to nalure, the

ger, the mother opens her mouth, and the fry find a safe retreat in the thorax.

?) Schomburgk, Richard, Reisen in British - Guiana in den Jahren 1840—1844, Leipzig 1848—1848. 2ter Theil p. 456; 3ter Theil p. 620.

2) Castelnau. F. de, Expédition dans les parties centrales de "Amérique du Sud. Septiéme Partie. Zoologie. Poissons par Fr. de Castelnau. Paris 1855. p. VIII. — Les pécheurs m'ont souvent parlé de Vaffection sin- guliére que la femelle du Pirarucu (Vastres) porte å ces petits, et j”avais d'abord été pørté å en inferer que cet animal devait étre vivipare, quoi qwil en soit, j'ai lieu de supposer qw'il en est de ce poisson comme de plusieurs grandes espéces de Siluroides de ces régions, dont les petits nagent autour de la mére, et viennent en cas de danger se refugier dans

93

Indledningen til den Fiskene omhandlende Deel af sit store Reise- værk anfårer han nemlig, uden som det synes, at kjende Noget til de lignende tidligere Beretninger, at Fiskerne ofte paa hans Reise havde fortalt ham om den mærkelige Kjærlighed, som Hun- Pirarucu'en bærer til sin Yngel; at disse Fortællinger i Begyn- delsen havde bragt ham paa den Tanke, at denne Fisk maatte fode levende Unger, og at han, hvad enten nu dette var Tilfæl- det eller ikke, havde Grund til at antage, at det forholder sig med Piraruct'en ligesom tined flere store Siluroider fra de samme Egne, hvis Unger svåmme omkring Moderen og flygte ind i hendes Gab, naar en Fare truer dem. Senere i den specielle Beskrivelse af Pirarucu'en kommer han atter tilbage til denne Fisks Kjærlighed til sin Yngel og fortæller, hvorledes Hunnen, efter Fiskernes eenstemmige Beretning, med Raserie forsvarer Ungerne mod Hannen; men at disse såge Skjul i Moderens Gab er der imidlertid denne Gang ikke Tale om, medens derimod Vanskeligheden ved at forklare sig et sligt Instinkt hos et æg- læggende Dyr paany fremhæves. ]).

Man vil ved Gjennemlæsningen af de ovenfor anfårte Angi- » velser neppe have undladt at bemærke, hvor langt de ere fra at hvile paa omhyggelige Undersågelser, og hvor ringe Værd der igrunden kan tillægges dem. Som oftest siger Medde- leren lige ud, at han beretter paa anden Haand, uden at man i mindste Maade kan see, om han har anvendt den fornådne Cri- tik for at forvisse sig om, at de ham meddelte Fortællinger ikke beroede paa Forvexlinger og Feiltagelser, og selv i de Tilfælde, hvor der ikke ligefrem gjåres den nysnævnte Tilstaaelse, give Udtrykkene dog ingen Sikkerhed for, at det her forholder sig

anderledes, og at Meddeleren altsaa her taler som Oievidne, selv sa bouche. I] y a, en ce cas, un exemple d'affection maternelle qwil est curieux de trouver chez les Poissons.” i 1) Castelnau, Expédition &e. Poissons, p. 55: »le Pirarucå femelle, sui- vant le rapport unanime des pécheurs, défend avec fureur ces ere contre le måle, qui cherche å les dévorer. Ce fait semblerait inexpli- cable chez un animal ovipare.

94

har seet Ungerne gaae ud og ind af Moderens Gab eller ,vel |

endog selv har havt dem i sine Hænder. Endnu mindre kan der være Tale om, at disse Unger nogensinde skulde være blevne nåiagtigen undersågte endsige beskrevne eller afbildede; den saa- kaldte Moders Kjån sees aldrig at være blevet constateret, og om Forplantningsforholdene hos de paagjældende Fisk indeholde Beretningerne ingen Oplysning, med Undtagelse af Robert Schom- burgks allerede (Side 99 i Noten) anførte Udsagn, at Lau-lau'en skal være vivipar, og denne Angivelse turde det være noget mis- ligt ubetinget at stole paa, da del, som den nævnte Reisende ved den Leilighed siger om Rognens Udvikling synes at maatte vække en vis Tvivl om dens Rigtighed. Jeg kan derfor in- genlunde indråmme, at det skulde være godtgjort ved de fore- liggende Beretninger, at det Phænomen, hvori man har villet see en Beskyttelse af Ungerne, ogsaa virkelig er det, og jeg troer endog, at turde gaae endnu et Skridt videre og ligefrem betvivle Rigtigbeden af den hidtil gjældende Forklaring, indtil den bevises ved uomståde- lige Grunde. Det er nemlig (for ikke at tale om den af Castelnau udhævede Vanskelighed ved at forklare sig en slig Forsorg for Ynge- len hos Dyr med Fiskenes Forplantningsmaade) meget paafaldende, at et paa en saa ejendommelig Maade udviklet Instinkt, hvortil man andeisteds Intet har sporet, i Sydamerika pludselig skulde optræde hos forholdsviis ikke faa og det saa håist forskjellige Fisk som Lau-lawen og andre Siluroider, Pirarucw'en og Zit- teraalen; hertil kommer fremdeles en anden ikke mindre væ- sentlig Indvending, som jeg allerede har berørt i det Fore- gaaende, men som det maa være mig tilladt her at komme tilbage til. En Foranstaltning til Yngelens Beskyttelse som den, hvorom Talen er, kunde vel nok gjøre sin Nytte, naar Ungerne ikke ere synderlig talrige, men hvor de ere mange Tu- sinde i Tallet, synes dens Hensigtsmæssighed rigtignok meget tvivlsom; thi det turde være et stort Spårgsmaal, om de isaafald alle, selv om de vare nok saa smaa, til nogen Tid vilde kunne finde Plads i Moderens Gab, og naar de vare fingerlange (saa-

kan gå

ike

ø

95

ledes som det angives i den eneste Beretning, der omtaler dette Punkt), er det klart, at kun en forholdsviis meget lille Deel af den hele Mængde vilde kunne rummes derinde. Men at Natu- ren skulde beregnet en eiendommelig Foranstaltning til Yngelens Sikkerhed saa ilde, at den kun kunne komme en ringe Deel af den til Nytte, er i mine Oine ikke rimeligt, og jeg er derfor til- båielig til at antage, at hvad man i de forskjellige Tilfælde har anseet for Unger ikke har været det. At det i Reglen har været Fisk med Stegophilens Levemadde, der have foranlediget Feilta- gelsen synes saa meget antageligere som nærstaaende Smaafisk, hos hvilke der, som vi ret strax skulle see, er Grund til at formode en lignende Levemaade, ogsaa ere udbredte over Amazonflodens Gebeet; men et andet Spørgsmaal er det, om man i alle de foreliggende Tilfælde tår tye til ,ydenne Forklaring, og navnlig turde det blive vanskeligt paa denne Maade at tyde den ovenan- førte lagttagelse, som Hr. Gibbs vil have gjort, Thi om end det Antal ,Unger”, som den fangne Gillbakra ,udspyede” (3—400), kun kan udgjåre en ubetydelig Brok af hele den Yngel, en slig Fisk efter al Analogie maa frembringe, og selv om man antager,

at det diensynlig paa Slump angivne Tal kunde være sat vel håit,

" maa disse formeentlige Unger dog unægtelig have været saa tal-

rige, at det neppe er rimeligt, at Stegophiler eller lignende Smaa- fisk skulde samle sig i saadan Mængde hos de Fisk, de gjæste, og hertil kommer endnu den væsentlige Omstændighed, at Gill- bakra”en er en Saltvandsfisk, medens Stegophilen og de med den beslægtede Former kun ere fundne i Floderne i fersk Vand. Men selv om det ogsaa i dette Tilfælde skulde være for dristigt, at antage de Smaafisk, den fangne Gillbakra udspyede, for dens Gjæster, er det dermed ikke afgjort, at det har været dens Un- ger; det kunde let have været Gilibakra”ens nylig slugte Bytte, som den, ligesom den var trukket op af Vandet, atter gav fra Sig; den i Landet udbredte Tro, at visse Fisk skjule deres Unger i Gabet, gjør det saa meget forklarligere, om Tilskueren

Strax sågte denne Tydning, og hans Bemærkning, at de formeent-

96

lige Unger vare af samme Slags som Moderen, synes (selv af- seet fra, at man ikke kan sige, hvad denne kunde have slugt) ikke at bevise meget efter de Erfaringer, jeg har gjort i Bra- silien, hvor man jo ogsaa. meente, at Stegophilen trods deus ringe Lighed, nok kunde være Sorubimens Unge. i

Endnu et andet over en Deel af Brasilien udbredt Sagn som klinger i håi Grad eventyrligt, men for hvis Rigtighed der foreligger ialfald eet uforkasteligt Vidnesbyrd, turde blive lettere. forklarligt ved den Levemaade, jeg trver at kunne tillægge Stego- philen., Jeg sigter her til den lille Fisk Candiru, som efter hvad Spix og Martius oftere hårte fortælle under deres Ophold i Byen Parå, bliver farlig for. dem, der bade sig i Floden, ved med stor Hurtighed at trænge sig ind i Endetarmen og Urinråret og der frembringe farlige og smertefulde Tilfælde"), en Fortælling, som fremdeles Robert Schomburgk?) beretter paa sin Reise sat have hårt i ganske andre Egne nemlig ved Rio branco i Fortet San Joaquim nær Grændsen mellem Brasilien og Guiana, og som endelig ogsaa gjentages, skjøndt rigtignok i en aldeles urimelig Version, af Castelnau?), der i saa Henseeude ståtter sig til. hvad han har hårt af Fiskere ved Floden Åraguay, som det synes uden at kjende de tvende tidligere Beretninger, At det skulde være en særegen Drift, hos disse farlige Smaafisk at trænge sig ind i de ovannævnte Huulheder paa badende Mennesker vil vel neppe Mange være villige til at troe paa, og det er ogsaa indlysende, at det kun kunde blive meget faa af dem, der kunde faae den

!) Spix u. Martius, Reise, IL, 9535—956.

?Z) Froriep's Neue Notizen &c. 18. Band, Nr. 379, p: 12. Den her med- deelte Notits synes skriftlig at være tilsendt Froriep omtrentlig til samme Tid, som 0. Schomburgk udgav Broderens Reise, og fårste Deel af Fisbes of Guiana publiceredes; men besynderligt nok finder jeg den ikke gjen- taget 1 noget af disse Værker.

2) Castelnau, Expédition &c. Poissons p. 51: cette espéce est de la part des pécheurs de PAraguay, Pobjet d'un préjugé des plus singuliers: ils prétendent qwil est fort dangereux d'uriner dans la riviére, car, disent- ils, ce petit animal s'élance hors de 'eau et pénétre dans Purétre en re- montant le long de la colonne liquide.

73

"bt. 0" ga

-

97

tilfredsstillet; men derimod synes det ialfald mindre unaturligt, om Fisk med Stegophilens Levemaade tilfældig og ligesom af en Feiltagelse gjøre det. Hvorvidt det er netop en og den samme Fisk, som i de forskjellige Egne har gjort sig saa ilde berygtet, maa man for Tiden lade staae hen; men nærstaaende. Arter er det vel idetmindste; og det er ret. interessant, at det isaafald er, om end ikke en Stegophil, saa dog en med denne nærbeslægtet Form. Thi rigtignok siger Martius, som paa siil Reise fik nogle Exem- … Plarer af Candirw'en, der imidlertid senere gik tabt, at det er en Cetopsis; men da han tillige tilfåier, at den kun med Vanske- lighed lader sig trække ud af de Aabninger, hvori den er smuttet ind, fordi den udspiler sine Finner, synes heri at ligge et Beviis for, at han feiler ved at henfåre den til denne Slægt, thi Cetopsis'en har ingen stive Pigge i Finnerne; for saavidt kunde den nu vel heller ikke være nogen Stegophil eller håre til nogen af de med denne nærmest beslægtede Slægter, thi ogsaa disse mangle jo alle Finnepigge; men paa den anden Side er det klart, at de for disse Slægter charakteristiske Gjællelaags-Torne maae frembringe omtrentlig lignende Fålger som Finnepiggene. Den Van- skelighed ved Udtrækningen, som Martius taler om, forklares alt- Saa let, hvis Candird'en hårte til'en af de sidstnævnte Slægter, og at dette virkelig er Tilfældet, bliver saameget sandsynligere, som Castelnau angiver en 9 Centimeter lang, ny Trichomycterus-Årt Som den Fisk, hvilken Fiskerne langs Bredderne af Araguay til- skrive den omtalte farlige Vane, £

Tavle Il. Fig. 1. Stegophilus insidiosus seet fra Siden. » ”2-—3 Hovedet seet ovenfra og nedenfra. Alle Figurer ere 3 Gange forstårrede.

98

Beskrivelse af en ny Serolis-Art, Serolis Schythei Lik., Dr. phil. Chr. Lærken, i Assistent ved Kjåbenhavns Universitets zoologiske Museum. (Meddelt i Mådet d. 10de December 1858). (Hertil Tab. I, A, Fig. 12 og 13).

Af den, fornemmelig ved sin Analogi med Trilobiterne saa

interessante, af Leach opstillede Serolis- Slægt, hvis geografiske

Udbredning %) gaaer fra Ny Syd-Shetland til Valparaiso paa Vest

siden og til Rio Negro paa Ostsiden af Syd - Amerika, og som udgjår et af de meest betegnende Træk i den mærkelige ma- galhåesske Fauna, beskreve Audouin og Milne Edwards i deres bekjendte Monographi i andet Bind af ,Archives du Mu- seum” 4 Arter, nemlig S, paradoxa (Fabr.) [S. Fabricii Leach], S. Gaudichaudi, S. Orbignyiz=) og S. trilobitoides (Eights) [S. Brog-

=) Efterat man nu kjender 6 Arter fra Syd-Amerikas sydligste Kyster, vilde "det være meget paafaldende, om der virkelig skulde gives en Serolis ved Senegal. Kilden til denne Angivelse er det Exemplar,. som er af- bildet i Bucklands Geology and Mineralogy, vol. 2, t. 45 f. 6—8, og som i sin Tid var meddelt Leach af Dufresne. Efter Leach's Angivelse er det den samme Art, som Sir Joseph Banks havde taget i Magalhaesstrædet paa Cooks Reise, nemlig $. Fabricii Leach [Oniscus v. Cymothoa para- dora Fabr.], og det er derfor, som Audouin og Milne Edwards allerede have bemærket, rimeligst at antage, at en Forvexling har fundet Sted. Slægtens Forekomst ved Afrikas Vestkyst er altsaa indtil videre at an- tage for ubevist.

2%) Artikelen Serolis i Milne Edwards's histoire des Crustacés er at betragte deels som et Udtog af, deels som en Slags prodromus til den udfårligere Bearbeidelse i Archives du Museum”. I denne sidste skrives S. Or- bignyi, i hist. des Crust. derimod S. Orbi iana. Da hist. d. Crust. er publiceret fårend Artikelen i ,Archives”, maa Formen »Orbigniana” be- holdes. ,

BESES cis Een

KR

99

niartiana M. Edw., hist. d. Crustacés, Brogniartia trilobitoides Eights]. En femte Årt fra samme Region, Serolis planus, findes beskrevet og afbildet i Danas store Krebsdyrværk. +) Jeg er saa heldig at kunne meddele Beskrivelse og Afbildning af en sjette Art, som Museet skylder Hr. Gouverneur Schythe i Puntas Are- nas ved Magalhåesstrædet, og som jeg derfor i- Analogi med de Benævnelser, de andre Arter have faaet, tillader mig at opkalde efter Indsenderen. Af de hidtil beskrevne Arter staaer den nær- mest ved S. Orbigniana, fra hvilken den fornemmelig afviger ved Formen af Hovedet og Haleskjoldet samt ved en Udvikling af den anden Halering- og af Kroppens Epimerer, der minder om S$. trilobitoides. Da S. Orbigniana desuden er den eneste Art, med hvilken jeg har kunnet anstille nogen umiddelbar Sammenligning, vil jeg i den fålgende Beskrivelse stadigen sammenligne disse 2 Årter.

Serolis Schythei Ltk.

dignoscitur a S. Orbigniana corpore latiore quam longiore, capite antice et postice æque lato, epimeris thoracicis majoribus, annulo caudali secundo utrinque in epimeron retroversum angustum acu- minatum, scutum caudale æquans, producto, scuto caudali latis- simo, utrinque dente magno terminato, tricarinato, linea tfans- versa quinque-dentata notatø, pedibus thoracicis gracilioribus. Beskrivelse. Formen nærmer sig den kredsrunde, dog er den største. Længde (maalt fra den lille Spids, der ad- skiller de åvre Antenner ved deres Grund, til Enden af Hale-

"skjoldets midterste Kjol) "49 kortere end den stårste Brede, maalt

mellem Spidserne af Epimererne af Kroppens andet Led. — Hos S. Orbigniana ere Længden og Breden, maalte paa samme Maade lige store, eller'"Længden er endogsaa lidt stårre end

Breden.

hj

Hovedet har Form af et bredt Skjold, som paa de 3 Si- |

eee %) United States Exploring Expedition, Crustacea t. H. p. 794, t. 53 f. 1. i ”ug

100

der er indfalset i og omsluttet af Kroppens fårste Ring. "Det er ØÅ

mere bredt end langt; dets forreste Rand er dybt indbuet, men træder dog frem i Midten med en lille Spids; dets Siderande ere

fortil ligeledes indbuede, men båie sig derefter udad for at danne

de afrundede bageste Hjårner, som med en jevn Runding gaae over

i den buede, 5 Gange bugtede Bagrand. Dennes Bugter frem- komme ved 3 Ophéininger, der ligesom hos S. Orbigniana indtage den Deel af Hovedet, som ligger mellem dettes Bagrand og de nyreformige Oine. — Fra Hovedet hos S. Orbigniana afviger Ho- vedet af S. Schythei i to Henseender. Dets forreste Sidehjår- ner ere ikke trukne saa langt ud til Siderne, men ligge i Linie med dets bageste afrundede Sidebjårner, og der er her ikke langs med dets forreste Rand en ved en ophåiet Tverlinie be- grændset smal Flade.

Den fårste Kropring er forholdsvis bredere og kortere end hos S. Orbigniana, og den seglformige Deel af dens Epi- merer er længere. Den ophåiede Tverlinie, som deler Sidedelene af denne Ring i to omtrent ligestore Dele, er hos sidstnævnte Årt næsten lige, hos S. Schythei derimod buet med Convexi- leten fortil. De følgende Kropringe have samme Form som hos S, Orbigniana med Undtagelse af, at Epimererne her ere mere ud- viklede, hvilket netop er Grunden til Legemets stårre Brede. Den Bue, som dannes af Epimerernes Bagrand, er ogsaa her

stårre og Krumningen stærkere. Maales f. Ex, langs med

Bagranden af fjerde Kropring Afstanden fra Midtlinien til den

fine Linie, der adskiller Hovedstykket (Rygdelen) af denne Ring fra Sidedelen (Epimeret), befindes denne kun at være ig

af Afstanden fra. det sidstnævnte Punkt til Epimerets Spidse,

maalt i lige Linie, hvorimod disse to Afstande hos S. Orbig- niana ere ligestore. Spidserne af nysmævute Ade Par Epime- rer ligge hos denne. Art i Linie med den midterste Spids af 3die Haleled, hos S. Schythei med Midten af Haleskjoldet, og Spidserne af det 6te Par Epimerer ligge hos fårstnævnte langt foran Enden af Haleskjoldet, hos S. Schythei derimod bagved

EU rd

i 104

Enderne af dette, medens Spidserne af femte Par omtrent falde i Linie med Haleskjoldets Sidespidser, I Henseende til Lege- mets Form og Epimerernes Udvikling er der altsaa megen Lighed mellem S. Schythei og S. trilobitoides, men Epimerernes ydre Rand er ikke takket hos den førstnævnte Art. Den Linie, der adskiller Epimererne fra Ringenes Hovedstykke, forholder sig som hos S. Orbigniana, men mangler dog eller er i al Fald meget utydelig påa den 6te Kropring ligesom paa den fårste.

Formen af fårste og tredie Halering er ligesom hos S. Orbigniana, derimod er Formen af anden Halering meget forskjellig, idet den paa hver Side forlænger sig langt forbi tredie Halering og danner et langt smalt lancetdannet Epimer, hvis Spids omtrent falder i Linie med Haleskjoldets Sidespidser og med Enderne af femte Kroprings Epimerer. Hos $. trilobitoides ere, som bekjendt, baade anden og tredie Halering forlængede paa denne Maade. Hale- skjoldet (fjerde Halering) kan beskrives som et Trapezium, hvis forreste og bageste Rand dog ikke ere ligé Linier, men Buer. Dets Længde er lig med Breden mellem dets bageste Side- hjørner, men mindre end Afstanden mellem de forreste. Fra Midten af dets forreste buede Rand udgaae 3 Kjåle, en i Midt-

"linien og en i Retningen mod hvert af de bageste Sidehjårner.

Den midterste begynder med en temmelig plump Knude og har i en Afstand fra Bagranden, som kan sættes lig med ”/3 af dens hele Længde, en lille bagtilrettet Torn; den ender ikke med en egen- lig Torn, men med en tagformig Ryg. De skraae Sidekjåle ende derimod med en lille Torn i en Afstand fra Sidehjornerne som svarer til den ovennævnte Torns Afstand. fra Endepunktet af den midterste Kjål; i Fortsættelsen af disse Sidekjåle ligge de bageste Sidehjårner, der låbe ud i en skarp og spids Pig. De3 Torne, som findes paa Skjoldets 3 Kjåle , forbindes ved en .0p- håiet Tvérlinie, der fålger dets Rand i nogen Afstand og me Sætter sig i en skraa Retning op imod de forreste Sidehjårner; da der mellem de 3 ovennævnte Torne findes endnu 1 lille Torn Paa hver Side, forbinder den omtalte Tverlinie' altsaa i Alt $ smaa

102

Torne, — Hos S. Orbigniana er Haleskjoldet derimod næsten halvkredsformigt. De 3 Kjåle og Knuden (der her maaskee bedre kunde betegnes som en Torn)'ved Begyndelsen af den midterste af disse findes ogsaa her; ligeledes Sidespidserne, men disse ere kortere og ligge lidt længere fortil end Skjoldets bageste Udskjæ- ring, fra hvilken 2 ophåiede Skraalinier udgaae til dets forreste Sidebjårner; de 5 Torne paa Rygfladen mangle.

Det inderste Led af de åvre Fålere er næsten firkantet ; det andet er ,mindre bredt og fladere end hos S. Orbigniana og naaer ud over Grændsen mellem Hovedet og Kroppens fåirste Ring. - De underste Fålere synes at være noget kortere end hos den nævnte Årt. Fårste Fodpar er mindre, og Haanden tillige no- get kortere og bredere. Ligeledes ere de filgende Fodpar alle kjendelig tyndere og mindre fladtrykte, og de 3 første Par Halefådder ere mindre og finere énd hos denne Art. Det sidste (6te) Par er indleddet i Vinkelen indenfor Haleskjoldets store Sidespidser og næsten bygget som hos Ægerne; Grundleddets Torn er lidt kortere end hos SS. Orbigniana, det ydre Blad smal- lere og kortere end det indre, der er bredt trekantet; disse Bla- des Rande ere desuden fint rundtakkede. Forskjellen mellem det ydre og. indre Blads Form er noget stårre end hos SS. Orbigniana.

Farven af det i Spiritus opbevarede Individ er paa hele Rygsiden (Antennerne og det sidste Par Halefådder derunder indbefattede) lys chokoladebrun med mårke Prikker. Desuden er Overfladen iriserende og udstyret med mange smaa "Gruber.

Ovenstaaende Beskrivelse er udkastet efter et mandligt Exem- plar. De 3 Explr, af S. Orbigniana, der have tjent til Sammenligning, "ere ligeledes Hanner, Det beskrevne Individ er 27mm langt og 3Omm bredt. .

PE ene

Om Serolis- Slægtens Levemaade vides endnu mangel lidt. Milne Edwards+) antager, at de befte sig paa Fiske; uden

") Histoire des Crustacés, t. III. p-23t:

Øg ØB

dog der at tage blivende Ophold, Legemetis brede, lidt hvælvede Skjoldform, der minder om Formen af Forkroppen hos Caligi- nerne, kunde maaskee anfåres som Ståtte for denne Formodning, der dog hidtil ikke er grundet "paa nogen direkte lIagttagelse. De 2 første Fodpar ere aabenbart Redskaber til at gribe med, ikke Kroge til at hage sig fast med. Den Omstæundighed, at de 3 foreliggende Exemplarer af Sols Orbigniana paa store Stræk- ninger af Bugsiden ere beklædte med et Bryozoon af Flustra- Gruppen, taler ogsaa imod, at de skulde have fårt en pa- rasitisk Levemaade; deres Tilstedeværelse vil nemlig ikke kunne forklares ved at antage, at de fårst have udviklet sig der, efter Krebsdyrets Dåd, eftersom .dettes skrobelige Hudskelet da neppe vilde kunne have modstaaet Bålgeslaget længe nok, til af hine Kolonier af Bryozoer der kunde have udviklet sig. Man maa vistnok antage, at Bryozoerne have fæstet sig påa Seroliderne og levet paa dem, medens disse kråb eller svåm- mede paa Havbunden.”) —— "De bedste Efterretninger om Sero- lidernes Levemaade, der ere mig bekjendte, meddeles af Buck- land,:x) ,Kapt. King har samlet, hedder det, mange Exempla- rer ved at skrabe paa 40 Favne Vand 30 Mile fra Østkysten af Patagonien, samt i Magalhåesstrædet ved Port Famine, hvor Flo- den kastede dem op paa Bredden, der bogstavelig var bedækket med dåde Serolider. Capt. King saae dem ogsaa svåmme tæt ved Bunden mellem Tangen; deres Bevægelser vare lang-

somme og lignede ikke Reiernes. Han saae dem aldrig svåmme

£) Min Mening er naturligvis ikke, at parasitiske Krebsdyr ikke skulde kunne afgive Fæste for andre Dyr eller Dyrekolonier. Det er nol bekjendt, hvor hyppig Conchoderma virgatum (Spgir.) [Cineras vittata Leach] er paa Læmargus muricatus Kr., og Museet har fornylig faaet en Dinematura ferox Kr. fra Grénland, paa hvilken der sidder en stor Busk i af et Polypdyr af Hydroidernes Gruppe. jeg antager, at det vilde være lige usandsynligt at træffe Bryozoer eller deslige Dyr paa Under- - siden af den skaalformige Forkrop af en Caligus og paa Undersiden af en Serolis, hvis denne levede paa en Maade, der lignede Caliginernes.

FLS p. 72 og t. I. p. 392. g i

Å 104 ; mi

nær ved Overfladen”, — At de forekomme i BLE Manes veed man ogsaa af andre Kilder. %)

Ogsaa Serolis-Slægtens systematiske Plads synes Eg, være et

aabent Spørgsmaal. Milne Edwards sætter den blandt ,Cy-

mothoadiens” som en egen Gruppe (C. ravisseurs). Mig forekommer den at minde om visse Slægter af Sphæromernes Gruppe, navnlig

om Cassidina, men jeg mangler Materiale til nærmere at dråfte

i

dette Spårgsmaal. Dana sætter den som et med Cymothoerne .

analogt Led i den neppe meget naturlige Afdeling af Tetracadeca- poderne (Edriophthalmerne), som han giver Navn af Anisopoda.

+) Audouin & Milne Edwards I. c. p. 27.

Ø

Annulata Orstediana.

Enumeratio Annulatorum, quae in itinere per falen occidentalem et, Am

ricam centralem annis 1845-1848 suscepto legit cl. A. S. Orsted, irere

speciebus nonnullis a cl. H. Kråyero in tine re ad Americam meridionalem colle

Auctore Ed. Grube. (Slutning). v Familia Åriciaga Aud. Edw. Porcia' Gry nov. gen.

Corpus vermiforme, subquadrangulum. Lobus capitalis minus Prominens, segmento buccali penitus impressus. Segmentum buc- cale et proxima 3 caruncula munita, cirri tentaculares nulli. Fasciculi setarum utrinque distichi: superiores cirro parvo muniti, inferiores cirro nullo, segmentorum anteriorum unum a ceteris differens , pectine setarum utrinque 4 armatum, cirro" nullo: Setae simplices, segmenti illius a ceteris diversae. = Branchiae

cirriformes, in segmentis anterioribus desideratae.

P. maderensis Gr. ' (Alcohole servata) pallide carnea, vermiformis, subquadran- gula, latior quam alta, segmentis plus 42. Lobus capitalis ob- longus, posteriora versus paulo dilatatus, segmento buccali pe-

nitus impressus, fronte libera angusta bifarca, tentacula 2 men-

fiente, oculis nullis. Segmentum buccale antice obtuse bilobum,

longitudine proximorum 2, fasciculis setarum munitum, cirris tentacularibus nullis. Caruncula angustissima depressa, per

Segmenta anteriora Å patens; a postremo buccali incipiens,

— Fåsciculi setarum utrinque distichi, sefae segmentorum 4 ante-

riorum aequales, capillares, angustissime limbatae , Gi et cete-

106

rorum superiores capillares, inferiores uncini longi, apice bidente limbato, 3"! vel Æmni, setae segmenti d'i a ceteris differentis,

utrinque 6, pectinem singulum obliquum componentes, capillari-

bus fortiores, breviores, acuminatae, splendentes; cirri dorsuales -

solis in segmentis anterioribus paulo longiores, in 5'? desiderati, a 9”? minutissimi, segmenti buccalis altius evecti, Branchiae ligulaeformes paene cirriformes , obtusae, a segmento 979 inci- pientes, cirro multo longiores, ei proximae, dimidiam dorsi latitudinem aequantes.

Longitudo speciminis unici mutilati segmentorum 42:3 lin., latitudo 0,5 lin. ,

Madeira.

Cirrhatulus Lam. C. caribous Gr. Orsd. i

Pallidius viridis, subtetragonus, posteriora versus sensim attenuatus, dorso fornicato, ventre plano angustiore; segmentis 186 ad 210, anterioribus animalis vivi ter, mediis fere alterum tantum, posterioribus vix latioribus quam longis, angustioribus

quam illis. Lobus capitalis subconicus obtusus, oculis "nullis.

" Fila branchialia påria, nusquam- seriem transversam compo- nentia, latitudinem corporis fere 3-plam aequanlia, a seg- mento 4fto incipientia, usque ad 8Qmm fere in quoque exsi- stentia, anteriora setas Superiores, posteriora lineam dorsi me- diam propiora, ab illo rariora, segmentis 2-nis, 3-nis vel 4-nis nudis interjectis. Setae pectinis instar collocatae, superiores et capillares tenerrimae et uncini longi crassiores, inferiores soli uncini. i :

Longitudo speciminis longioris segmentorum plus 210 alco- hole servati 24 lin. (vivi 35 lin.), brevioris segmentorum ad 186 ad 16 lin., latitudo 4,2 lin.

St, Croix, profund. org. 3.

FR 53

107

C. punctatus Gr. Orsd,

Semiteres, (alcohole servatus) sordide viridicans, nigro punctatus, subtus pallidior luteolus, antice tumidus,» posteriora versus maxime attenuatus, segmentis brevissimis plus 75. Lobus capitalis Conicus minutus. Fila branchialia crassa, longitudine maxime varia, longissima: nunc quidem longitudinem corporis excedentia, ubique lateralia, ad setas superiores proxima, haud Semper paria, a segmento 3'Y incipientia, in 5'? seriem trans- versam medio interruptam componentia, in postremis,desiderata. Setae fasciculos tenuissimos componentes, superiores capillares, vix perspicuae, inferiores illis proximae et capillares et uncini longi.

Longitudo speciminis majoris segmentorum 75 fere 4 lin., latitudo 0,75 lin.

St. Croix, Christiansted prof. org. 3.

, Familia Opheliacea Gr. Ophelia Sav.

O. appendiculata Gr. Kr. ; (Alcohole servata) sordide carnea, tricolor, a latere satis Compressa, ventre plano, medio canaliculato, segmentis 32, haud Sepositis. Lobus eapitalis conicus, in apicem tentacularem pro- ductus. Fasciculi setarum utrinque 31, monostichi, bipartiti, Setae capillares, argenteae,. maxime splendentes, segmenti post- remi nullae, superiores longiores , ”sursum spectantes, branchiae adjacentes, inferiores tuberculo parvo exstantes, a latere protentae. Branchiae cirriformes, acutae, medium corpus versus paulo lon- Biores, hic dorsi altitudinem setasque superiores paulo exce- dentes, usque ad postremum setarum fasciculum procurrentés ad Primum desideratae. Segmentum postremum, anum circumdans, maximum, longitudine- proximorum fere 5, basi paulo coarclatum, valde compressum, bilobum, lobo superiore multo altiore et longiore subtus producto, margine postico arcuato, papillis

ÉN

108

longiusculis fere 22 ornato, lobo inferiore dimidio breviore hu- millimo, utringue papillis 2 tantum cirroque branchiali, munito. Longitado 4 unc., latitudo (sine setis) 4 lin. Valparaiso, Mart. 4844.

Familia- Pherusea Gr. Siphonostomum Otto. S, cingulatum Gr. Kr.

Vermiforme (alcohole servatum), sordide olivaceum, cute transverse striata, glandulis minimis obsita, segmentis 59, serie papillarum transversa dorsuali ornatis; papillae molles, plerum- que alternantes, alterae longiores subfusiformes, alterae brevis- simae, a segmento 3% usque ad 44mum (incl.) seriem ventralem quoque transversam componentes, cingula efficientes, Tentacula påriete segmentorum anteriorum dorsuali, tecti instar prominente, abscondita. Setae utrinque distichae, segmenti Ami et 24 (bre- vissimi) omnino ventrales, seriebus transversis collocatae, 10-nae, capillares, longissimae, ceteris crassiores, splendentes, antrorsum protentae,-segmentorum ceterorum superiores laterales, inferiores, ventrales, s. 3ii et proximorum 3 omnes capillares, a latere pro- tentae, s, ceterorum superiores capillares, inferiores uncini longi, illae fasciculum tenuissimum, hi 3-ri aq Gær, pectinem efficientes.

Longitudo animalis alcoholé servati 12 lin., sine setis an- terioribus protentis 9 lin., latitudo (cum setis) 1,5 lin.

Rio Janeiro, Novembri.

ik sefksm Cr, Oved:

Vermiforme, cute tenera velutina, partim muco obducta, segmentis fere 60, anterioribus paene rubiginosis, posterioribus lividis. Tentacula pariete segmentorum anteriorum dorsuali pro- minente abscondita. Setae ufrinque distichae, segmenti 1mi- et di omnino ventrales, seriem transversam singulam componentes,

capillares, antrorsum protentae, ceteris crassiores, fuscits aurcae,

Ek

109

minus pellucidae, striis transversis (microscopicis) longius di- stantibus, s. 1%! 46-nae, 2di dimidio brevioris 7-nae, setae seg- mentorum ceterorum superiores capillares a latere protentae, teneræ, ad basim papilla longiore digitiformi distinctae, 2-nae vel 3-nae, inferiores uncini longi 2-ni.

Longitudo. speciminis alcohole servati fere 8 lin., sine setis anlerioribus protentis 6 lin., latitudo sine selis 4,5 lin. minor.

St. Croix, prof. 6 org.

Familia Terebellacea Gr.

Terébella. L/.8. sir. Sav. T. comata Gr. Kr.

(Alcohole servata) sordide carnea, vermiformis segmentis fere 60 paene ubique aeque brevibus, anterioribus tumidis bis lerve latioribus quam longis. Tentacula numerosa (contracta 4 fere corporis longitudinis aequantia). Segmenta branchigera 3 plicis lobisve lateralibus nullis, toro laterali parvo munita. Scuta Sectionis anterioris ventralia fere 42, minus circumscripla, late quadrangula totam ventris latitudinem explentia. Fasciculi seta- rum capillarium jam a segmento 3? (branchigerorum 2), pectines Uncinorum.a 5 incipientes, cum illis usque ad postremum pa- lentes; fori uncinigeri omnes laterales, anteriores forma aequali vix dimidia ventris latitudine, posteriores sensim humiliores, Postremi paene conici, obtusi; series uncinorum in anterioribus åd simplices, in ceteris duplices: sefae capillares anguste limbatae, Uncini rostro bidente muniti. Branchiae segmentis 2% 3 4" af- fixae, series transversas filorum simplicium, intervallo medio angustissimo distentas -exhibentes; fila vix 4 crassitudinis tenta- Culorum adaequantia, contracta longitudine segmentorum 3 vel 4, fortuosa, seriei primae utrinque fere 10—12, secundae 6, lertiae 7—8, |

Longitudo 241 lin., cum tentaculis 24 lin., latitudo fere 1,5 lin, sa

Valparaiso 1841, Puntarenas.

T. alata Gr. Orsd.

Vermiformis, (alcohole servata) sordide carnea, segmentis-

plus 56, anterioribus tumidis 5-ies fere latioribus quam longis. Tentacula numerosa, (contracta 4 longitudinis corporis breviora), lobo capitali amplo sinuoso affixa. Segmenta branchigera 2, an- terius in lobum ventralem emarginatum productum, posterius utrinque lobo majore semicirculari alatum. Scuta ventralia fere 14, longitudine crescentia, latitudine decrescentia, anteriora 5-ies fere latiora quam longa, 40mum jam quadratum. Fasciculi seta- rum capillarium, a segmento 3i?, pectines uncinorum a 4% inci- pientes, cum illis usque ad postremum patentes, ubique sim- plices; illae fenerrimae, hi rostro unidente muniti. Branchiae segmento 29% et 3'? affixae, lineae dorsi mediae proximae, ar- borescentes, trunco breviusculo simul in ramos plures principales angulis acutis diviso, ramis longis gracilibus, paene pinnatis, ramis secundi ordinis mediocri longitudine, ramulis terminalibus brevibus, tenuibus; branchia 1"2 altera multo altior et major. Longitudo speciminis mutilati 56 segmentorum 3 unc. 4 lin, cum cirris 4 unc., latitudo maxima paene lin. 3. Puntarenas.

T. frondosa Gr. Ørsd.

(Alcohole servata) sordide carnea, vermiformis,' antice minus tumida, segmentis 82. Tentacula numerosa, inferioribus exceptis satis crassa. Segmenta branchigera 2, lobis multis dilatata, ne toris quidem. lateralibus adumbratis. Scuta ventralia fere 47, haud ita bene circumscripta, anteriora lata, latitudine ceterorum sensim decrescente, longitudine paene aequali, a 97% multo an- gustiora et longiora. Fasciculi setarum capillarium utrinque 29, a segmento 4% demum incipientes, fori uncinigeri a 5 incipientes, deplanati, initio minus lati, a 8% subito latiores, tum usque ad 2Qmum aequales, inde iterum angustiores , crassiores, magis ven- trales: setae capillares angusto limbatae, uncini simplices. Bran-

chiae segmento 24% et io affixae” paene aeque magnae densis-

-

44

vsime frondosae, minus dichotomae, ramis crassioribus minus longis frondé breviter et multifariam divisa.

Longitudo fere 2 unc. 5 lin., cum tentaculis 2 unc. 44 lin., latitudo 3 lin., cum setis 4 lin.

Puntarenas.

Sabellina Dujard. S. longicauda Gr. Orsd.

(Alcohole servata) pallide carnea, vermiformis, antice vix lumida, segmentis plus 80, anterioribus fere 5-ies, posterioribus alterum tantum latioribus quam longis, per se quoque longioribus quam illis; ano papillis digitiformibus 5 vel 6 circumdata. Ten- tacula 43, satis crassa, contracta 4 fere longitudinis corporis aequantia, lobo capitali brevi simpliciter fornicato affixa, — Scuta ventralia 42, a pectinibus uncinorum distantia, anteriora - lata brevissima , proxima latitudine decrescente postrema 2 angustis- sima, longiora quam lata,. Fasciculi setarum ' capillarium a seg- mento 2% , pectines uncinorum a 3'? incipientes, illi (quantum videre licuit) ad Q22dm desinentes, pectines paene usque ad Postrema perspicui, initio breves, repente longiores, in medio Corpore iterum multo breviores, ventrales ; setae capillares linea- res, decolores, uncini forma simplici, seriem duplicem efficientes. Branchiae nullae.

Longitudo fere 6 lin., cum tentaculis 8 lin,, latitudo fere 0.4 lin.

St, Croix, Christiansted.

Quod -de Sabellinis Dujardinii suspicatus sum, eas scilicet Terebellas juveniles esse, im hunc vermem, papillis anum cir- cumdantibus elongatis munitum non cadit, qua de re nomen generis illius asservandum eique hoc animal adscribendum esse

idoneum videtur.

412 Familia Serpulacea. ;

Sabella L. 83, str. Sav, S. brevicollaris Gr. Orsd É (Alcohole servata) pallide grisea, gracilis, satis depressa, corporé (sine branchiis) 46-ies fere longiore quam lato, post- remo tantum acuminato, segmentis fere 426, Collare humillimum, calti annularis specie, incisura dorsuali tantum dimidiatum: Mu- tatio setarum (quantum videre licuit) ad . segmentum 9" et iQmum exsistens, sectione anteriore corporis 4 fere longitudinis ejus aequante, supra excavata. Branchiae aequales, orbem com- ponentes, 4 fere totius longitudinis aequantes, dunc quidem, pallide ochraceae, apicem versus vittis violaceis fere 3 ornatae, lamina basilari alta 1 fere filorum longitudinis aequante, a col- lari minime tecta,. filis utrinque 42 barbatis, subtus membrana conjunetis, apice attenuato leniter curvato, nudo, pinnulis rigi- dulis, longitudine crassitiem rhachis 4-plo superante. Tentacula pallide ochracea, 4 longitudinis ”branchiarum paulo breviora. Setae- superiores sectionis anterioris paleae transverse collocatae 6-nae vel plures, sub apice mucronato tenuissimo disci orbicu- laris instar dilatatae, seta capillari longiore sub hune progermi- nante, inferiores sectionis posterioris omnes capillares, haud lim- batae, fasciculos tenuissimos componentes, interdum 3-nae tan- lum; fori uncinigeri ubique scuta ventralia tangentes, aequa altitudine; uncini simplicis, minimi, Longitudo cum branchiis 1,25 unc., latitudo 0,055 unc. St. Croix, Christiansted, prof. org. 3. Specimen unum haud satis bene conservatum, unde dubium ufrum mutatio setarum 7% sit an 19, Sabella nudicollis Krøyer nostrae maxime affinis, forma

corporis crassiuscula, longitudine (respectu latitudinis habito)

multo breviore, branchiis purpureis apice albo fascicatis, dimi- |

dium corporis fere aequantibus ab hac differre videtur.

143

S. pacifici Gr. Orsd.

(Alcohole servata) albida, corpore 40-ies fere longiore quam lato, segmentis fere 70, anterioribus 5-ies, posterioribus- 3-plo latioribus quam longis. Mutalio setarum ad segmentum 8YmM et , grum vel ad hunc et 4Qmum observata, sectione anteriore paulo longiore quam lata. Collare albidum utrinque bipartitum, laciniis ; ventralibus longioribus reflexis. Branchiae aequales, orbem com- ponentes, 4 fere totius longitudinis aequantes, nunc quidem pal- lidae, vittis violaceis 5 ad 7 ornatae, lamina basilari humillima, filis utrinque 45 ad 33 membrana brevissima conjunetis, barbatis, apice brevissimo nudo, pinnulis rigidulis, longitudine crassitiem rhachis ter fere superantibus, rhachi sub eo interdum corpusculo nigro hemisphaerico (an oculo?) munita. Tentacula albida, 1 fere branchiarum longitudinis aequantia. Setae capillares anguste limbatae, pectines uncinorum scuta ventralia nusquam attingentes, omnino laterales, sectionis anterioris longiores, posterioris bre- Viores, uncini simplices.

Longitudo cum branchiis Å unc, paulo major, latitudo oe unc,

Puntarenas prope litus.

Serpula L., s. str. Philippi. S. stellata (Abildg.)

Terebella stellata Abildg. Schrift. d. Berl. Naturf. IX. 138 tab, III, Fig. 5. "— (Alcohole servata) pallide carnea, corpore subtereti, genu- flexo, parte postrema . plica transversa ventrali ab anteriore Seposita, maxime depressa, subtus latius quam anteriore Sae culata, ano magno ventrali longitudinali, segmentis fere 107 ad 116, Sectionis anterioris 7. Pallium minus late lobatum, longi- tudine 1 i corporis aequante. Branchiae aequales, 4 fere longitu- dinis ane ipsius aequantes, operculi discum infimum vix Superantes, glaucescentes, obsolete ter vittatae, basin versus |

Vviolascentes , filis utringue circiter 60, orbem componentibus : 8

114

. ” apice nudo, lineari, recto, pinnulis densis, infra rhachis latitu- dine vixdum, supra mullo longioribus/ Stilus operculiger latitu- dine insignis, utrinque late alatus, medius, nudus, subviolaceus, operculum ex discis suborbiculatis 3 ad 5 inter se distantibus, sensim minoribus, compositum, axi supra libera dentibus aliquot coronata; disco infimo integro, ceteris margine plus minus cre- natis, Fasciculi setarum sectionis anterioris lati, depressi, aurei, setis anguste limbatis (1%"S minor, amotus), sectionis posterioris tenuissimi albidi, setis tenerrimis; uncini minutissimi, serrati sect. anterioris margini plicarum affixi, seriebus transversis usque ad lineam ventris mediam descendentibus, s. posterioris laterales, seriebus angustioribus, segmenta anteriora -ejus 3 paene nuda. Longitudo speciminis discos operculi 4 ferentis cum eo 2, 65 unc., operculi'0,4 unc., branchiarum 0,35, latitudo sectionis an- terioris 0,15 unc., hetteniords ad genu 0,1.

Puntarenas.

Familia Hirudinacea. Aulacostomum Moq. Tand.

Å. costaricense Gr. Ørsd.

(Alcohole servatum) cinereum, striis- dorsi fuscis longi- tudinalibus 4, aeque inter se distantibus, haud interruptis, exterioribus tenuioribus a margine paulo longius quam a me- diis remotis, ventre albido, - corpore molli elongato, lato, an- teriora versus paulo angustiore, margine crasso, leniter erenu- lato, annulis 95, ore anoque magnis, Discus anterior fronte late rotundata, posterior extremitate corporis haud multo latior. Ocu- lorum paria 5, ordine solito disposita. Aperturae genitales inter annulum 24tum et Ø5tum et ilter 29num ef 3Omum sitae.

Longitudo 2,9 une... latitudo maxima ad annulum 628%m 0,75 unc., ad 3m 0,4 unc. ,

Cartago?

115

Centropygos Gr. Ørsd. nov. gen.

Corpus elongatum, subteres, nudum, distincte annulatum, anteriora versus sensim maxime, postice minime attenuatum. Discus anterior Hirudini generi similiter conformatus, posterior acetabulum referens, ab ano perforatum, margine postico spinulis " aliquot armato. Aperturae genitales inter annulum 27 m et 28v04 et sub medio 30” sitae,

C. Joscensis Gr. Orsd,

Vermiformis (alcohole servatus), ex fuscescente carneus, pau- lisper iricolor, subteres, anteriora versus sensim attenuatus, Posteriora versus incrassatus, margine vix crenato, annulis 96 longitudine crescentibus, quater fere latioribus quam longis. Discus anterior oblongus, acetabulum posticum ad basin haud Coarctatum, annulo proximo haud amplius, ab ano medio perfo- ratum, deorsum spectans, margine nunc quidem leniter crenu- lato, spinulis aliquot minutissimis "obsito. Oeuli haud visi. Åperturae genitales inter annulum 27mtr et 28Y7m et sub 30% sitae.

Longitudo 3,5 unc., latitudo maxima (inter annulum 60mm et 7Omum) fere 0,4 unc”

San José.

Familia Clepsinea Gr. Clepsine Sav.

Cl. triserialis Gr. Kr.

(Alcohole servata) sordide olivacea-fusca, sublanceolata, de- Pressa, papillis dorsualibus minutis ørdines 3 longitudinales Componentibus, p. seriei mediae ab annulo 24% incipientibus, in 3” quoque usque ad 63im patentibus, nec minus in 65" visis, Serierum lateralitm rarioribus, annulis fere 62. Discus anterior- Suborbicularis, Pelkefee extremitatem corporis vix excedens, lon- Situdine annulorum fere 40. Oculi haud visi. Apertura geni- lalis inter annulum 23tivm et 24tum sitae; altera non observata.

” gt

; 116

BES

Longitudo 2,5 lin,, latitudo maxima ad annulum 4Qmum

-; påene. 4 ljn. La Plata. Decembre.

Familia Sipunculacea Brandt. s. str. Gr.

Corpus utriculare, antice in- proboscidem extremitate- laci- niatam vel tentacula gerentem productum, nudum vel papillosum, interdum annulatum. Os in apice, anus dorsualis haud procul a basi proboscidis situs. Canalis cibarius corpore multo longior filis mesentericis affixus, vesicae. 2 ventrales in parte anteriore exeuntes, organa generationis persistentia nulla , ova et sperma-

tozoa in cavo abdominali evoluta.

Sipunculus Gm. s. str.

Corpus rectum (haud genuflexum), nudum, laeve extremitate postica glandem (virilem) mentiente plerumque sulcis clathratum,

oris limbo laciniato.

S. phalloides Pall. |

Pallas Spicil. zool. Fasc. X. p. 12. tab. I. Fig. 8.

Gracilis, vivus pallide carneus, paulo pellucidus, cute tenui splendidula clatbrata, striis longitudinalibus ferme 25, parte postica (glandem mentiente) ad basin angustata in longitudinem striata, subfusiformi. Proboscis animalis extensi fere 1, contracti fere $ totius longitudinis aequans, annulis- papillarum mollium instructa; papillae minimae, obtuse triangulae, basin proboscidis versus obsoletiorés, membrana tentacularis 6-fariam laciniata, laciniis iterum incisis, dorsualibus 2 multo majoribus, longioribus, magis divisis, ventralibus 4 angustioribus, simplicioribus.

Longitudo animalis vivi extensi 4,9 unc., latitudo pone basin proboscidis 0,25 unc., longitudo alcohole servati 2,25 unc., la- titudo ad anum 0,25 une.

Puntarenas.

Pallasii descriptio, etsi, quod membranam tentacularem at-

117

tinet, minus accurata, ad hunc Sipunculum tam bene quadrat, ut eum eidem speciei adscribendum esse, mihi haud dubium

videatur,

Phascolosoma Leiick.

Corpus rectum (haud genuflexum) papillosum vel verruco- sum, raro nudum, glande nulla, limbo oris supra tentaculis sim-

plicibus ornato.

Ph. Puntarenae Gr. Orsd.

Vivum ex albido flavicans, utriculare, parte anteriore cylin- drata, vittis nigricantibus annulata, posteriore eadem fere lon- gitudine, tumida, papillis fuscis sparsis raris obsita, extremitate -paulo acuminata. " Proboscis antice tumidula, hic .annulis migris fere 23, ex uncinis compositis, instructa, quos annuli papillarum sequuntur; uncini subtilissimi, densissimi, distantia annulorum longiores, papillae multo minus densae, cujusque annuli ante- rioris fere 22 (ex icone). Tentacula elongata parte proboscidis uncinigera vix breviora fere 48, rosea.

Longitudo tota animalis vivi 'extensi fere 4 unc., tentacu- lorum 0,41 unc., latitudo partis anterioris 0,1 unc., posterioris tumidae 0,3 unc.

Puntarenas.

Ph. Antillarum Gr. Orsd.

Vivum ex griseo brunneum, corpore brevius utriculari, po- steriora versus tumido apice acuminato, inde subfusiformi, pa- pilloso; papillae sparsae, anteriora, saepec quoque posteriora versus coacervatae, minutae, complanatae, orbiculares (micro- scopio visae areolatae, centro albo). Proboscis albida, 3 fere longitudinis corporis ipsius aequans, papillis longius inter se distantibus armata annulis uncinorum .nullis, papillae parvae, eadem qua in medio corpore diametro, longiusculae , subfuscae.

Tentacula elongata, filiformia, proboscide paulo breviora, nume-

118

rosa, circulum (quantum videre licet) subtus fissum componentia, purpurea, pallidius ter vittata, basi olivaceae vel viridi insi= dentia. Longitudo tota animalis vivi extensi 2 unc. 10,5 lin,, cor- poris ipsius fere 4 unc. 40 lin., proboscidis 6 lin., tentacula- rum 4,5 lin. ?

Puntarenas, St. Croix.

Dendrostomum Gr. Ørsd.

Corpus breve, subclavaeforme, papillis munitum, postice tu- midum apice acuminatum. Proboscis brevior papillosa. Tentacula orbem componentia, composita,

D. alutaceum Gr. Ørsd. .

Vivum roseum, proboscide alutacea. Corpus subclavaeforme, postice tumidum, extremitate lønge acuminata mucronatum; på- pillae punctiformes maxime inter se distantes, annulos compo- nentes. Proboscis fere 1 longitudinis totius (sine tentaculis) aequans, papillis minutissimis oblusis aculeisque paulo majoribus flavis multo rarioribus , armata. Tentacula (ex icone) 5 carnea, tripartita 4 fere' totius longitudinis aåequantia, trunco brevi in foliola 3 elongata, pinnata diviso, pinnis utrinque fere 12 ångu- stissimis,

Longitudo tota animalis vivi extensi paene 2 unc., corporis ipsius fere 1 unc., proboscidis 0,76 unc., tentaculorum 0,25 unc.

St. Croix.

Obs. Praeter has species novas, minusve accurate descriptas ocmplures ex itineribus illis américanis allatae sunt, quas equidem ab europaeis quibusdam, maxime maris mediterranei distinguere

nequeo. Hae in indice adjecto asterisci signo notatae sunt,

119

Indles omnium Annulatorum a celeberrimis Ørsted et Kroåyer allatorum.

Åphrodite hystrix Sav. Madeira.

Hermenia verruculosa Gr. Ørsd, Jan.

Polynoé Savignyi Gr. Kr. Callao.

— [omentosa Gr. Orsd. Costa Rica. — punctata Mill. Oc. atlant,.

— tenuisetis Gr. Kr. -Rio Janeiro. — exanthema Gr. Kr. Valparaiso. —crucis Gr. Ørsd. St. Croix. —clavata Gr, Ørsd. St. Croix.

. Valparaiso. — punctulata Gr. Kr. Rio Janeiro. — variegata Gr. Kr. Madeira. — nigro-vittata Gr.Kr. RioJaneiro. Sigalion(?) pergamentaceum Gr. Orsd. St. Croix. Palmyra (?) elongata Gr. Ørsd. St. Croix. =Amphinome carunculata Pall. Madeira, St. Croix. —complanata Pall, St. Croix. —carnea Gr. Ørsd. St. Croix. —— paupera Gr. Kr. Valparaiso. Notopygos ornata Gr. Orsd. Costa Rica.

Diopatra Rhizophorae Gr. Ørsd. Realejo.

— brevicirris Gr. Kr. Madeira.

—Amboinensis Aud. Edw.? Val-

paraiso

Eunice violacea Gr. Ørsd. Costa ica.

— filamentosa Gr. Ørsd. St.

Croix.

— cariboa Gr. Ørsd. St. Croix,

Eunice Lucei Gr. Orsd, Costa Rica. — splendida Gr. Kr. Valparaiso. —rubra Gr. Ørsd. St. Thomas (Antillar.) —punctala Gr. Orsd. St. Croix. — quadrioculata Orsd. CostaRica. — sanguinea Mont. Rio Janeiro, SL Jals Anisoceras rubra Gr. Croix. — vittata Gr. Orsd. Costa Rica. — bioculata Gr. Orsd. Costa Rica. Lumbriconereis longissima Gr. Kr. Valparaiso.

Orsd. St.

— Brasiliensis Gr, Kr. Ocean. atlant. Rio Janeiro. Nereis vallata Gr. Kr. Valparaiso.

— marginata Gr. Orsd. St. Jean. —-Krebsii Gr. Ørsd. St, Croix. =Trigida Gr. Orsd. Puntarenas. — Riisei Gr. Ørsd. St. Croix.

— puncturata sad: Orsd. Valpa-

rn petr Gr. — Dumerilii Aud. per St, Croix.

— Costae Gr. unde?

+ imbicillis Gr.? St. Croix.

— (Nereilepas) variegata Gr. Kr. Valparaiso, Callao

— (Ns.) Callaona Gr. Kr. Callao.

— (Heteronereis) caudipunctata Gr. Orsd. St. Croix.

— (H) pannosa 6r. Kr. Callao.

Nephtys imbricata Gr. Kr. Val- paraiso

Phyllodoce macrophthalmos Gr. Ørsd. Realejo.

120

Phyllodoce Puntarenae Gr. Orsd. Puntarenas.

— Callaona Gr. Kr. Callao.

— longicirris Gr. Orsd. Realejo.

— flavescens Orsd. Puntarenas.

Orydromus longisetis Gr. Orsd. St; Croix:

— flaccidus Gr, Årsd. St. Croix

Glycera cirrata Gr. Rio Janeiro, BL br

— papillosa Gr. | Valparaiso.

— simplex Gr. Valparaiso, Callao.

Syllis latifrons Gr. Kr. Callao.

— brachycirris Gr. Orsd. St.Croix.

"— breviarticulata Gr. Ørsd. St. Croix.

— tubra Gr. Ørsd. St. Croix.

— obscura Gr, Ørsd. St. Croix.

— streptocephala Gr. Ørsd. St. Croix.

— zonata Gr. Orsd.

— valida Gr, Kr,

— longosegmentata St. Croix,

— macroceras St. Croix.

Amblyosyllis rhombeata Gr. Ørsd. St….Croix.

£ Aricia laevigata Gr. St, Croix.

Porcia maderensis Gr. Madeira.

Cirrhatulus caribous Gr. Orsd. St, Croix.

— punctatus Gr. Orsd. St. Croix.

Ophelia appendiculata Gr. Kr.

Siphonostomum cingulatum Gr.Kr. Rio Janeiro.

— cariboum Gr. Orsd. St. Croix-

— papillosum Gr.? Bahia.

= Arenicola piscatorum Cuv. Callao.

St. Croix. Valparaiso. Gr. Ørsd.

Dasybranchus spec.? St. Croix.

m im M&

=Chaetopterus pergamentaceusCuv.

Rio Janeiro.

Terebella comata Gr. Kr. paraiso. Puntarenas. — alata Gr. Orsd. Puntarenas. — frondosa Gr. Orsd. Puntarenas:

Val-

. Sabellina longicauda Gr. Orsd. Pisione Orstedii Gr. Valparaiso. . i

St. Polycirrus spec.

Croix.

St... Groix.

Sabella brevicollaris Gr. Ørsd. St. Croix.

— pacifici Gr. Ørsd. Puntarenas.

— lingua Kr. St. Croix.

— variegata Kr. St... Croix.

— kynceus Kr, St, Croix.

Serpula libera Mill. Madeira,

— gigantea Pall. Puntarenas. St. Croix.

— stellata Abildg, Puntarenas. St Croix.

Lumbricus corethurus Fr.Mill. (sp. terrestris) Puntarenas,St.Croix.

Aulacostomum costaricense Gr. Orsd. Costa Rica. |

Centropygos Joseensis Gr. Orsd. San Jose.

Clepsine triserialis Gr. Kr. La Plata.

Sipunculus phalloides Pall. Pun- tarenas.

£Phascolosøma verrucosum Cuv-

Gr. St. Croix, — Puntarenae Gr. Ørsd. Pun- tårenas.

— Antillarum Gr. Ørsd. Pun- tarenas, St. Croix. Dendrostomum alutaceum

Orsd. St. Croix.

Gr.

121

Beskrivelse af ,,Gallemosen” paa Lolland.

Af Cand. polyt. Rostrup. (Meddeelt den 12 Novbr. 1858.)

I Sommerferien 14857 og 58 -undersågte jeg en Tårvemose, den saakaldte ,Gallemose” ved Steensgaard paa Lolland, saavidt det lod sig gjåre ved Hjælp af den pletvise Udgravning, som aar- lig foretages, >» Da den i sin Sammensætning og organiske Lev- ninger frembåd flere Eiendommeligheder, skal jeg her tillade mig at give en kort Beskrivelse af. denne.

Gallemosen er en Deel af en lang og smal Mosestrækning, der fålger Bækken fra Sållested Skov til Vesterborg Så, snart udvidende sig til 400 Alens Bredde, snart meget sammenkneben eller endog indskrænket til Bæklåbet, Hovedlandeveien, som gaaer over Mosen, synker stadig dybere og maa derfor jevnligen Paafyldes. Landet hæver sig ganske svagt fra Randen af Mosen og bestaaer af en feed og frugtbar Leer. Saavel Mosens ydre Form, som dens åvre Lag, have ganske Characteren af en Kjær- mose, medens derimod, som vi ville faae at see, de nedre Lag have stårst Lighed med de nordsjællandske Skovmoser.

I Midten af Mosen gravedes kun 7-8 Fod dybt gjennem den ySorte Tårv”, saa at hverken de nedre Lag eller Mosens Bund bleve blottede, men nærmere mod Randen havde jeg Leilighed til, paa flere forskjellige Steder, at undersåge friske Gjennemsnit lige til Mosens Underlag. Disse Gjennemsnit) vare temmelig eensartede paa de forskjellige Steder, kun varierede Lagenes Tykkelse endeel.. Mosens Bund bestod af en meget blåd, pla- stisk og kalkholdig Blaaleer, hvori fandtes en stor Mængde Sporefrugter af Characeer, som især kom tilsyne ved Lerets

122

Udslemning i Vand, hvorved de samledes som sort Ståv paa

Vandets Overilade, Ovenpaa Blaaleret fandtes et 2-3' mægtigt Lag af amorph Torv eller, som det af Tårvegraveren kaldtes, feed Tårv eller Lever. Den var dog af en mindre leveragtig Beskaf- fenhed end jeg har seet hos de'tilsvarende Lag i Skovmoser i Nordsjælland, ligesom den ogsaa svandt mindre ind og blev mindre haard ved Indtårring. I frisk Tilstand var den rådlig- brun, men udsat for Luften blev den hurtig farvet sort paa Overfladen , hvilken Farve fårst noget langsomt trængte videre indad. Ved sin store Tyngde adskiltes dette Lag let fra det nær- mest ovenpaa liggende, idet låsrevne Brudstykker heraf svåmmede ovenpaa Vandet, medens hiint hurtigt sank tilbunds. Det blev ikke anvendt til Tårveæltning, da det efter Tårveskjærernes Ud- sigende var aldeles ubrugeligt, hvorfor det i Regelen ikke blev gjennemgravet; kun Enkelte forsågte at ælte det sammen med Moslaget. Af kjendelige Dyr- og Plantelevninger fandtes i dén amorphe Tårv endeel Skjæl, Hvirvler og Tænder af Fisk (af Gjeden?), nogle smaa Muslingskaller og -endeel Frugter og Frå af Potamogeton, Nuphar og Nymphæa. Paa nogle Steder var den amorphe Tårv skarpt afgrændset fra det ovenpaa liggende Hypnumlag, men andre Steder gik det gradviis over i

samme, idet det i sin åverste Deel blev gjennemvævet af flere

og flere tynde Traade (Mosstængler), der her frembragte en

Lagdeling, som ellers ikke fandtes hos den amorphe Tårv. I

£

dette Parli fandtes navnlig talrige og velvedligeholdte Plamtelev-

ninger, ligesom der ogsaa her og fremdeles i de ovrige Lag.

fandtes en Mængde Vingedækker af Insekter; saaledes mange store glatte, grønlig glindsende Vingedækker, der synes at have tilhårt store Vandkalve, nogle Dækvinger af en Donacia, men navnlig hyppigst nogle mindre, brune og sorte Dækvinger af Låbebiller m. fl. I samme Lag fandt jeg nogle Levninger af store Muslinger (Anodonta?), hvis kalkholdige Deel af Skallen var oplåst, og kun den hornagtige tilbage. Foruden en stor Mængde Frugter af Potamogeton og Fråe af Nuphar fandtes

«

123

enkelte Frugter af en Carex, enkelte Egeblade, som syntes at tilhåre Quercus pedunculata, men navnlig en overordentlig Mængde Bracteer af en Lind og Brægneblade, som paa nogle Steder dannede sammenhængende Lag. Disse Plantelev- ninger vare særdeles vel vedligeholdte, og saavel Bladenes Rand som Aarefordelingen var meget tydelig. Hvad Lindelevningerne angaaer, da fandtes foruden Dækbladene talrige Frugter og en- kelte Blade, dog vare de sidste temmelig ufuldstændige. = Efter Dækbladenes Form at dåmme, synes de ikke at kunne henfåres til den nu i de lollandske Strandskove almindelige Tilia parvi- folia, idet den med Blomsterstilken sammenvoxne Deel